Tæt på evigheden i nuet

Kunst »Det evige nu«. Med henvisninger fra den fjerneste fortid til den aktuelle nutid retter Kirsten Klein og Eli Benveniste fokus på det evige nu.

Læs mere
Fold sammen

En såkaldt dialogudstilling mellem Kirsten Klein og Eli Benveniste – en fotograf og en billedhugger – giver ikke umiddelbart sig selv, men med udstillingen »Det evige nu« på Sophienholm står det klart, at begge har sans for at skabe værker, der på en gang rummer det stilfærdige og det dramatiske.

Med fotografiet søger Klein det øjeblik, der har et glimt af evigheden i sig. Ikke forstået som den legendariske franske fotograf Cartier-Bressons afgørende øjeblik, hvor alt i billedet samler sig i en perfekt kondenseret form. Klein søger nærmere det øjeblik der løftes ud af tiden – hvor man i det mindste blads flygtighed, i den tusind år gamle træstamme og i oldtidens stensætninger fornemmer stedernes væsen, historie og landskabets lange topografiske udvikling. I denne form for besjæling af landskabet fremstår naturen som en art organisk hele kun nænsomt berørt af menneskehånd. Det er, som om hendes landskabsskildringer er løftet ud af tiden og ikke grundlæggende lader sig påvirke af verdens gang.

Anderledes forholder det sig med Benvenistes figurer. Med iltmasker, der ligner muterede forlængelser af ansigtet, trækker en figur store handsker på hænderne og minder en om den skræk for miltbrand, der opstod i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001. En anden figur ligner noget så mærkeligt som en eftertænksom bøddel, mens to dræber hinanden synkront – begge ofre, begge bødler.

Hvor Klein skildrer en verden, der fremstår, som om kun få elementer har ændret sig siden tidernes morgen, er Benvenistes figurer behandlinger af politiske og samfundsmæssige tilstande. Tilstande, der nok er aktuelle, men samtidig skildres som eviggyldige grundvilkår. Hendes værker kredser om den evige gentagelse af menneskers fejltagelser. Som hun selv formulerer det, så er der ingen uretfærdighed, der retfærdiggør en ny uretfærdighed.

Det er i behandlingen af det evige nu, at Klein og Benvenistes kunstneriske budskaber krydser hinanden. Fra hver deres verdenshjørne og med hver deres fortællinger behandler de det eviggyldige midt i nuet – og nuet midt i det eviggyldige.