Tabubelagte hemmeligheder afsløres på Gammeltorv

Den hollandske kunstner Dries Verhoeven vil have det afvigende tilbage i det offentlige rum, som, han mener, er blevet okkuperet af kommercielle interesser. Midlet er en udstilling af levende mennesker i en glaskasse midt i København.

Skærmen i Dries Verhoevens glasboks åbner hvert 15. minut for derefter at lukke igen. Foto: Københavns Internationale Teater Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 39-årige hollandske kunstner Dries Verhoeven griner ad journalistens spørgsmål om, hvorvidt han er inspireret af de berygtede vinduesudstillinger af prostituerede i Amsterdams Red Light District.

»Egentlig ikke, men det kan godt være, at både min egen kunst og vinduespigerne har at gøre med en særlig hollandsk forkærlighed for åbne vinduer. I nogle lande værner man om privatlivet med lukkede skodder, men i Holland lader vi gerne andre kigge ind,« siger Dries Verhoeven.

Som et led i Københavns kommende teaterfestival, Metropolis, placerer Dries Verhoeven midt på Gammeltorv en af sine berygtede installationer, hvor et levende menneske i nøjagtig fem timer bliver udstillet siddende i en opretstående glasboks.

Værkets titel »Ceci n’est pas ...« refererer til Magrittes pibebillede, og titlen skifter, afhængig af hvilken person der sidder i boksen. En ny for hver af i alt ti dage.

Fælles for personerne er, at de afviger fra det, som mange af de forbipasserende vil opfatte som »det normale«, men specifikt hvilke mennesker det drejer sig om, kan ikke præciseres, da kunstneren mener, at det ville svare til at afsløre slutningen på en spillefilm.

Dries Verhoeven lover dog, at de udstillede personer i en eller anden forstand italesætter tabuer og normer i det danske samfund.

Ikke fair at sammenligne med freakshows

Det ligger lige for at sammenligne Dries Verhoevens kunst med 1800-tallets udstillinger af afrikanere og eskimoer. Eller de såkaldte freakshows hvor mennesker med iøjnefaldende handicap blev vist frem, men parallellen er ikke helt fair, siger han.

»Den afgørende forskel er, at mine skuespillere selv har været med til at udforme projektet, som de er dybt engagerede i, mens de afrikanere, der blev vist frem i Europa, i en eller anden forstand var ufrivilligt udstillede. Samtidig handlede datidens udstillinger om at gøre tilskueren tilpas i sine egne følelser af kulturel overlegenhed, mens mine udstillinger handler om det modsatte. Nemlig at gøre tilskueren utilpas ved sine egne normer for normalitet,« siger Dries Verhoeven.

Den rene chokvirkning er dog ikke hans egentlige ærinde. Glasboksen med dens enlige, levende indvåner indgår i en større værkteori, der ifølge Verhoeven handler om at genskabe den offentlige plads som en acceptabel arena for offentlig debat i lighed med oldgrækernes agora.

»Det er blevet mere og mere uacceptabelt at skabe utilpashed med provokerende billeder i byrummet. De offentlige steder bliver gradvist renset for forstyrrende billeder, der i stedet overtages af kommercielle interessers trygge og komfortable billeder. Det er effekten af denne bevægelse, som jeg ønsker, at publikum skal blive bevidst om.

Det afvigende eller stødende bliver forvist til og gemt væk på internettet, siger kunstneren, men her mister det evnen til at skabe diskussion mellem mennesker.

»Den smukkeste virkning, jeg kan håbe på at opnå ved hjælp af glasboksen, er, hvis publikum begynder at diskutere med hinanden om, hvad der er acceptabelt at vise i det offentlige rum. Ved at overlade det offentlige rum til reklamernes »smukke mennesker«, frygter jeg, at den den kunstige standard på sigt lagrer sig i vores underbevidsthed og påvirker vores selvbillede.«

Det var netop samspillet i Dries Verhoevens værker mellem gadens fysiske fællesskab og internettets digitale offentlighed, der sidste år skabte furore i Berlin, hvor Dries Verhoeven udstillede sig selv i en glasboks.

Som en kommentar til at den homoseksuelle datingkultur i iPhonens tidsalder havde migreret fra bøsseklubber til digitale datingsites (og i den bevægelse havde skabt en ny slags hemmelig »skabsbøsse«), udstillede kunstneren sig selv, mens han surfede på sociale netværk beregnet for homoseksuelle såsom Grindr.

Hans digitale bevægelser på sites’ene blev projekteret op på en storskærm, så det normalt meget private nu blev meget offentligt. Hans nye bekendtskaber blevet anonymiseret på skærmen, men en af dem mente ikke, at dette var sket i tilstrækkelig grad, og det lykkedes ham at få stoppet udstillingen. Selve installationen blev udsat for hærværk.

Den slags reaktioner vil Dries Verhoeven gerne undgå i København, men han håber, at glasboksen vil give folk noget at tænke over, og at de vil komme tilbage hver dag for at se, hvem der nu er inde i boksen.

»Men hvem ved? Måske er danskere så tilpasse ved det afvigende, at de bare trækker på skuldrene,« siger Dries Verhoeven.

»Ceci n’est pas...« kan ses fra 12. august på Gammeltorv og ti dage frem kl. 14-19.