Tab ikke hovedet i Napoli

Syditaliens hovedstad er Napoli, som i disse år er ved at drukne i kriminalitet, men som i bund og grund er uforandret farlig og betagende på samme tid.

Fra et af de talrige fiskemarkeder i Napolis snævre gyder. <br>Foto: Bojan Breselj/Corbis Fold sammen
Læs mere

Som en myre, der kravler op på toppen af en mødding og triumferer, således kan jeg sige, at Napoli er min by. Nærmere kommer jeg ikke noget sted, der har over 15.000 indbyggere. For jeg er ikke til storbyer, for mig er de djævelske indretninger, hvor man spilder tiden, mens man langsomt forurener sig selv ihjel. Men Napoli er ikke en almindelig storby, den er unik lige fra sit morgenbrød til sine begravelser og upåvirkelig af alle tidens trælse trends. Det er som om verden udenfor ikke eksisterer her, og når man når ud på den anden side, er det som om Napoli blot var et febersyn, en mærkværdig blanding af fortid og fremtid, én del »O sole mio« og ni dele »Blade Runner«.

Sådan har det været i alle de efterhånden 15 år, jeg har kendt Napoli. Her er jeg blevet udsat for røveri, tyveri, jeg er vadet fra en gangsterfilm i biografen til blodig savsmuld på gaden udenfor fra den seneste nedskydning i det virkelige liv, jeg har fået undervisning i at stikke muslinger ned bagfra og spise dem rå, og hver gang har jeg sagt til mig selv, at kan du leve her, så kan du leve hvor som helst. Men til sidst finder man ud af, at man måske ikke behøver leve hvor som helst, og at Napoli også kan indtages i mindre doser. Som denne weekend, hvor jeg efter halvanden times ridt over dybgrønne stepper og stenede dalbunde mærker toget sænke farten, og den gamle knude i maven begynder at stramme til, som et vådt, vredet håndklæde.

En fornemmelse af, at alt herfra vil foregå ude over kanten af sikkerhedsnettet i en uimodståelig leg med ilden.


Bobler fra sumpen

Forsiden af den lokale avis Cronache di Napoli er i hvert fald ikke særlig beroligende: »Narkotika-politiet i aktion: Ni anholdte fra Lepre-klanen«. »Viktualiehandler med 30.000 ecstasy-piller«. »Hul-banden i aktion på posthuset«. »Syv pædofile i saksen«. »Politiet angriber pusher-bunker, 2 anholdte«. »Læge såret, da 17-årig forsøger at stjæle hans Rolex-ur«. »Falske betjente afsløret i forsøg på afpresning«. »Parco Verde-mafiaen: 27 domme på i alt 262 år«.

Resten af avisen er fyldt med mere fra samme skuffe, og udenfor i junglen af cement, tuf og puds sker der hele tiden nye forbrydelser til de kommende udgaver. Mens jeg opholder mig i byen, vil 12 betjente blive indlagt på hospitalet efter at være stødt sammen med 200 rasende husmødre, som ville forhindre dem i at anholde to motorcykeltyve. I Napoli er den slags helt normalt. Her er kriminalitet et masse-fænomen og udbredt anerkendt som en måde at overleve på, men også accepteret som en »almindelig« måde at dø på. Inden for det sidste år blev der i Napoli og opland begået 136 mord, heraf 110 mafia-relaterede, og dertil 5.000 røverier, 27.500 tyverier, heraf 3.500 tasketyverier og 3.100 lommetyverier. Og det var bare, hvad der blev anmeldt til politiet. Ofte bliver et indbrud eller et biltyveri ordnet i mindelighed mellem tyv og offer ved at offeret betaler tyven penge for at få det stjålne tilbage. Nogen gange med den lokale mafiaboss som mægler, andre gange ved en direkte telefonopringning.

I denne sump er ingen stier rene, og det er alt for let at få ørerne i maskinen.

Men det er kun en enkelt side af Napoli, en side, som ind imellem overskygger alle de andre. Napoli er stadig en af de smukkeste og mest betagende byer i Europa, også selv om mange af paladserne fra de forrige århundreder er groet til i ukrudt, og adelen for længst har lagt sig eller er rykket i sikkerhed for pøbelen oppe på Vomero-højen. Går man ned ad Via Toledo med de folkelige kvarterer på højre hånd og mønsterbyggeri fra den fascistiske tid på den anden side, er det svært ikke at mærke suget af en sprællevende og uregerlig kultur, på konstant pendulfart mellem grufulde og vidunderskønne yderpunkter.


Don Antonios kælder

Et fast holdepunkt i denne mobile verden er Don Antonios kælder, som hverken har navn eller adresse, men ligger i en gyde i Pignasecca-kvarteret. Restauranten, hvis man kan kalde den det, er i sig selv et billede på Napoli.

Den kunne ikke have ligget i Milano, Firenze eller Rom, eller for den sags skyld i Bari eller Palermo. Ikke kun på grund af spytbakken, som overboen, indtil hun døde, tømte ud over husvæggen, så ulækre substanser drev gæsterne i møde. Og ikke på grund af det uskrevne menukort, som bliver liret af verbalt af Don Antonios søn Enzo med et kronisk fedtet tandsæt, og hvor de friterede seppie er værd at rejse langt for. Men først og fremmest på grund af værten og klientellet.

Don Antonio er en lille, ilter mand med en mave som en kanonkugle og små, blodskudte øjne. Han skælder ud på hvem som helst og ét forkert ord fra en gæst er nok til at få ham til at gå verbalt amok i det lille lokale. Det er ikke et show som i Rom, hvor en restaurant i Trastevere-kvarteret har gjort sig kendt ved at »svine« turisterne til. Her er det blodig alvor, og tager man i betragtning, at Don Antonio ikke kun serverer mad for en bevæget skare af teaterdirektører, advokater, journalister, fiskehandlere og farmaceuter, men også en god del af kvarterets mafiosi, pushere og alfonser, så er det lidt af et under, at han stadig er i live efter 45 års skideballer, hvor »affald« er et af de pæneste ord, der bliver brugt om den betalende modpart.

Nogle kommer selvfølgelig også for at provokere ham, og små smil og indforståede blikke kommer frem hos stamkunderne, når Don Antonio endnu engang tænder af. Denne gang er det måske en bandit, en malamente, som var kommet til at bemærke, at det var lidt varmt i lokalet, og at det måske ville være en idé at få installeret lidt aircon. »Hvis du ikke kan klare mosten, så fis af med dig, din klovn,« lyder svaret.

En overgang var Don Antonio blevet helt blid, nærmest viljeløs, og rygterne lød, at han kone og søn puttede noget beroligende i hans kaffe for at forhindre, at en af kunderne i raseri trak en pistol frem og skød ham ned. Men nu er han igen som før, livsfarlig først og fremmest for sig selv. En gang imellem falder der en turist ned i hullet, som regel ledt i uføre af en lokal. Stamkunderne husker stadig den gang, da en hollænder trak sit kamera frem for at fotografere en madonna på væggen, og hele Lepre-klanen sad nedenunder og mæskede sig og troede, at han var ved at tage et billede af dem til politiets arkiver. De havde rejst sig halvvejs og var ved at trække våben, da Enzo fik forklaret dem, at det bare var en stakkels turist. Nu er Lepre-klanen bag lås og slå, og Don Antonios kælder fortsætter sin sejlads på stedet uden dem.


I tidsmaskinen

På samme måde med hele byen. Man har fornemmelsen af, at dette var det samme, H. C. Andersen eller Goethe oplevede, da de var forbi. Napoli er uforanderlig og som sådan en tidsmaskine for mennesker på gennemrejse, mens den opleves som kviksand for mange af de fastboende, som måske drømmer om at tage til Island og rense fisk for 4.000 euro om måneden, et beløb, der svarer til to politibetjentes løn i Napoli.

Jeg driver rundt i kvartererne, uden taske eller kamera, kun med få penge på lommen og et vågent øje efter kokainhøje knallertbander, som er skudt op i kølvandet på den kinesiske mafia. De gamle bosser kunne holde rapserierne nede. Men kineserne har endnu ikke sat sig i respekt. Og livet bliver farligere og farligere for folk til fods. Men det er kun en overgang, som den kulturelle opblomstring var det i 1990erne, da der kom vand i springvandene igen og brosten afløste asfalt. Under overfladen lurede stadig den gamle by, hvor intet kunne ske, som ikke allerede var sket og netop skulle til at ske igen.

Det er godt at tage hertil og kigge sig i spejlet. Proportionerne er anderledes, det føles lettere, mere behageligt. Og godt er det også at sidde i toget og køre herfra, mærke isen blive tykkere og tykkere under fødderne for til sidst at forsvinde.