Tårepersernes mester

Der kan være noget forløsende ved en film og god tudetur. I denne uge skriver Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg om fem helt forskellige film, der fik tårerne til at løbe. Her en scene fra filmen »All That Heaven Allows«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er visse af Douglas Sirks film fra 1950erne, som jeg i bogstavelig forstand har svært ved at se til ende – så smertefuldt bevægende er de! Sirk, der var født tysker af danske forældre, var »tårepersernes mester« i technicolorens guldalder. Hans film fik hårde ord af datidens filmkritikere, der så ned på Sirks »kvinde«-temaer som familiekonflikter og problemfyldte romancer. Millioner af biografgængere slugte dem til gengæld råt og græd over dem, som blev de gnubbet med skrællede løg. Sirks film kan dog meget mere end at få tårerne til at springe, idet de hyppigt også er snedigt kamuflerede angreb på datidens mere dubiøse sociale konventioner.

»All that heaven allows« er skoleeksemplet. Jane Wyman spiller den midaldrende enke Cary, der længes efter mere end den materielt komfortable, men menneskeligt tomme tilværelse, som hun frister i en lille østamerikansk by. Hun får da øje på den flotte gartner Ron (Rock Hudson), der lever en slags bohemeliv i pagt med naturen. Han er muskuløs og gudesmuk, men Carys interesse vågner først for alvor, da Ron fortæller om et træ i hendes have: »En gylden regn« fra Kina, hvorom det siges, at det kun trives i haver, hvor kærligheden findes.

Interessen er gensidig, men Carys snobbede omgangskreds af overklasse­venner ser ikke med milde øjne på Carys forbindelse med en håndværker. Carys voksne børn protesterer også voldsomt, da de frygter, at sladder vil skade deres egne interesser i den lille by. I sidste ende lykkes det omverdenen at belaste forholdet så meget, at Cary og Ron må stille deres ægteskabsplaner i bero.

Nogen tid senere har Cary med resignation affundet sig med, at Ron aldrig kan blive hendes – dertil sætter hun hensynet til sine børn højere. Men da hun erfarer, at ingen af børnene alligevel agter at blive boende i deres barndomsby, opsøger hun igen Ron, der bor i en malerisk gammel mølle uden for byen.

Og lige dér skruer Douglas Sirk op for melodramaet. Ron ser fra toppen af en klippe Cary banke forgæves på hans husdør, og i sin iver efter at forhindre hende i at køre væk, falder han ned og slår sig bevidstløs. I nogle frygtelige minutter kender vi ikke hans skæbne, men filmen slutter lykkeligt, da Cary flytter ind i Rons hus for at hjælpe ham på fode igen efter den hjernerystelse, han pådrog sig i faldet.

Det er kitsch, men det er også et gennemborende blik på, hvordan hule »familieværdier« kan komme til at stå i vejen for sand livsglæde.

Douglas Sirk relokerede tilbage til Tyskland. Først da begyndte filmkritikere at få øje på dybderne i hans film. Den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder hyldede i 1974 Sirks film med sin egen »Angst æder sjæle op«, der skildrer forholdet mellem en midaldrende rengøringskone og en fremmedarbejder. Og i 2002 gjorde Todd Haynes dramaet endnu mere sprængfarligt i »Far from Heaven«, der ligesom Sirks film udspiller sig i 1950erne, blot er gartneren i denne version sort. »Far from heaven« er Haynes’ kærlighedserklæring til Sirks film, men er i sig selv et mesterværk, der med garanti vil få de hårdeste hunde til at græde.