Syv års kamp for et skuespilhus

Det Kgl. Teaters ledelse har i syv år kæmpet for at få et skuespilhus på Kgs. Nytorv - eller så tæt på som muligt. Indtil i tirsdags har politikerne fulgt teaterledelsen. Da røg det femte projekt i den opslidende række på gulvet. Nu mobiliseres optimismen i håb om at sjette gang er lykkens gang, og skuespilhuset bygges på Sankt Annæ Plads - hvis det bygges.

Slaget er tabt.

Det Kgl. Teaters chef Michael Christiansen har definitivt tabt syv års kamp for at få bygget et nyt skuespilhus tæt på Kgs. Nytorv.

Tirsdag eftermiddag valgte kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) at droppe planen om et skuespilhus på det gamle elværk i Borgergade/Adelgade.

Tirsdag aften blev forslaget til en lokalplan for skuespilhuset afvist af bygge- og teknikudvalget på Københavns Rådhus.

Officielt har kulturministeren udskudt den arkitektkonkurrence, som skulle have været udskrevet den 22. september.

I realiteten arbejdes der nu på at flytte skuespilhuset fra den valgte baggårds-løsning til en fremskudt placering på Sankt Annæ Plads over for det operahus, som skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller vil bygge på Dokøen.

"Det kan blive flot," lød det fra teaterchefen i går - dagen derpå. Han lød næsten begejstret.

Men han har også prøvet det før.

Det er femte gang på syv år, at Michael Christiansen må se et projekt fejet af bordet eller direkte skudt ned til et skuespilhus på Kgs. Nytorv - eller med kort navlestreng til Kgs. Nytorv.

Og han har været tæt på at gå - tættest i december 1998, hvor teaterchefen åbent erkendte, at "her er problemer. Eller rettere: Eksistenskrise." Det var umiddelbart før teatrets 250 års jubilæum på en nationalscene i splid mellem kunstarterne - og ledelsen.

Men Michael Christiansen fik besked på at blive af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, og i april 1999 kunne hun sige:

"Det er en lykkelig dag for Det Kgl. Teater og for hele kulturlivet."

Det var også en lykkelig dag for ministeren selv. Hun havde efter måneders og mange nætters forhandlinger løst opgaven og strikket et politisk forlig sammen om: Først at bygge et skuespilhus i Adelgade/Borgergade - og bagefter et operahus.

Få dage før havde forligsparterne været ude på Sankt Annæ Plads en sen aftentime - men fravalgt den.

Ikke på grund af færgerne. For man vidste godt, at skibene ville sejle væk senest i 2004. Den officielle forklaring lød: At man vil støde ind i fredningsproblemer og protester over nødvendig opfyldning i havnen og en byggehøjde på 36 meter med scenetårn, som ville konkurrere med Amalienborg.

På Det Kgl. Teater sagde Michael Christiansen:

"Vi har ikke noget ønske om at blive en del af et monument. Det afgørende er, at skuespilhuset af logistiske grunde er så tæt på Kgs. Nytorv som muligt. Derfor foretrækker vi Adelgade/Borgergade."

Andre teaterchefer som Peter Langdal og Nikolaj Cederholm talte om en trist, indeklemt baggårdsløsning for et kongeligt teater.

Men politikerne valgte endnu en gang at følge teaterledelsen, lige indtil i tirsdags.

I dag går øvelsen ud på at bevare optimismen i et sidste forsøg på at realisere skuespilhuset på Sankt Annæ Plads.

Det sidste kapitel i den udmarvende kamp om skuespilhuset er ikke skrevet. Men man er næsten tilbage til samme sted, som ved begyndelsen i 1992.

På det tidspunkt hedder kulturministeren Grethe Rostbøll (K), og hun er ved at samle politisk flertal for et skuespilhus - eller et operahus - på B W-grunden.

Men hun vælger samtidig at udnævne Tivolis direktør Niels-Jørgen Kaiser til den første formand for nationalscenens bestyrelse, der udpeger departementschef i Forsvarsministeriet, Michael Christiansen, til ny teaterchef efter den fyrede Boel Jørgensen.

Nu skal der knuses problemer.

Som det første meddeler teaterledelsen, at den ikke vil have noget som helst hus på havnen. Kunstarterne skal bevares samlet på Kgs. Nytorv og planen er: Stærekassen skal rives ned, så der kan bygges nyt skuespilhus på ruinerne. Og det skal gå stærkt - inden de "tossede fredningsfundamentalister" får Stærekassen fredet. Arkitekterne Holscher & Axelssons vinderprojekt fra 1979 trækkes frem.

Regeringen skifter, men teaterledelsen består, og Niels-Jørgen Kaiser går til de berømte "morgenkaffe-møder" med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som han omtaler i sit fatale - offentliggjorte - nytårsbrev.

Imens ruster Stærekassens venner sig til kamp.

I 1994 freder miljøminister Svend Auken Stærekassen.

Men allerede i efteråret 1994 får den ny kulturminister Jytte Hilden (S) en ny plan til at tage form: Et nyt skuespilhus bygget bag Stærekassen i Hirschsprung-karreen.

Inden årets udgang stables det politiske forlig på benene en sen nattetime under forhandlingerne om finansloven og 700 mio. kr. fremskaffet til byggeriet.

Arkitektkonkurrencen udskrives i efteråret 1995, og da den norske arkitekt Sverre Fehns vinderprojekt præsenteres i foråret 1996 jubler Jytte Hilden: "Concorden er landet".

Den bliver nu hurtigt omdøbt til en fugl. En teaterfugl, som indkapsler den fredede Stærekasse.

En bekostelig model - "mokken" kaldet - bliver opsat. Alt sammen i forsøg på at vende den voksende modstand. 5000 afleverer skriftlig protest. I januar 1997 siger et flertal i Københavns Borgerrepræsentation: Nej.

"Jeg er skuffet. Jeg fatter ikke helt, hvad der er sket," siger Michael Christiansen.

Inden for hans egne mure udvikler pressemøder sig til skænderier mellem sangere, der åbent kæmper for et operahus, og skuespillere, der mere spagfærdigt slås for det skuespilhus, som de hævder deres historiske ret til.

For sangerne og balletten har fået Gamle Scene, som blev renoveret i 1980erne, mens skuespillet står tilbage med den umulige, faldefærdige Stærekasse.

I mellemtiden har Ebbe Lundgaard (R) været inde over kulturminister-posten og ikke gjort sagen mindre problematisk.

Da partifællen Elsebeth Gerner Nielsen overtager posten, siger hun kort efter om jobbet: "Det er let". Det har hun fortrudt.

Hun giver Det Kgl. Teater besked på at starte forfra. Helt forfra på hele sagen i fuld offentlighed med møder med kunstnerne og fremlæggelse af handlingsplan for et skuespilhus uden for Kgs. Nytorv.

Den 2. oktober anbefaler teaterledelsen af bygge et skuespilhus - tæt på Kgs. Nytorv.

Et skuespilhus i Hafnias gamle hovedsæde - bag Gamle Scene - har første prioritet. Det lever ikke længe, hverken blandt bevaringsvenner eller politisk.

Så forsøger teaterledelsen at genoplive ideen med et skuespilhus i Hirschsprungkarreen bag Stærekassen - men uden "teaterfuglens" vinger på.

Den dør efter kort, heftig debat.

Så er der Turbinehallerne i Adelgade/Borgergade tilbage - og Sankt Annæ Plads, som afgjort foretrækkes af Københavns Kommune, der ikke vil betale en krone for at få fjernet asbest og flytte elværk.

Da Københavns Kommune i sidste måned præsenterede den samlede plan for Københavns Havn var der i arkitekt Henning Larsens forslag for den indre havn placeret et operahus på Dokøen - og et kulturbyggeri på Sankt Annæ Plads.

Det var før, offentligheden kendte til A.P. Møller Fondens opera-gave.

Og længe inden da, nåede kunstnerne på Det Kgl. Teater at undsige ledelsens udspil og føle sig til grin, da de på en offentlig høring foreslog at bygge et samlet, kongeligt teater til 2,3 mia. kr. - den såkaldte nationale løsning. Med både skuespilhus og operahus til såvel operaen som balletten udover Gamle Scene på Kgs. Nytorv.

Den gang var det et samlet byggeri på Ny Tøjhusgrunden, der var på tale.

Nu er det på hver sin side af havnen til en anslået pris på over to mia. kr.