Syremaskinen

Også den danske litteraturverden har budt på vaskeægte outsidere, men få har været helt så langt ude at vende som Johannes L. Madsen.

Johannes L. Madsen, her fotograferet i 1987, bliver i bogen "80 moderne danske digtere" af Jørgen Gustava Brandt og Asger Schnack betegnet som "konkretist", hvilket blandt andet kan betyde, at ordende ikke nødvendigvis henviser til en virkelighed uden for teksten i sig selv.<br>Foto: Gregers Nielsen. Fold sammen
Læs mere

Man ved i dag ikke ret meget om Johannes L. Madsen, men man ved, at han ikke var helt som de andre. I løbet af sit 58-årige liv nåede han at tage omkring 350 LSD-trip, og han konstruerede også en slags lysmaskine, som ad ikke-kemisk vej skulle kunne sende sin bruger på syre. I sin ungdom afsonede Johannes L. Madsen - L. for Lund - fængselsstraffe for pengeskabsrøverier, og i de sidste år af sit liv boede han i en forladt ejendom på Fyn, hvor han udtænkte alternative energikilder - og rumskibe. Og så var han ifølge sine nulevende tilhængere en af de mest kraftfulde lyrikere, der nogen sinde har sat sin pen til papiret herhjemme.

Digter og lyrikanmelder Lars Bukdahl kalder Johannes L. Madsen »den helt store digter og den helt store outsider i dansk litteratur«. Dermed repræsenterer Madsen et af de bedste eksempler fra den uofficielle danske kanon over outsiderforfattere, som på grund af sindssyge, stofmisbrug eller almindelig menneskeskyhed skaber deres kunst langt fra de normale litterære cirkler og institutioner.

Ifølge Lars Bukdahl, der nærer en særlig interesse for outsider-stemmerne i dansk digtning, har der altid hersket en stor mistillid til psykiske afvigere på det hjemlige litterære parnas.

Det betød blandt andet, at den vilde dadaistiske og surrealistiske lyrik, der slog sig løs nede i det kontinentale Europa i 1920rne og 30rne, kun nåede Danmark med årtiers forsinkelse og da i en bleg dansk udgave.

»Der har alle dage været en stiltiende enighed mellem kulturradikale og kulturkonservative om, at litteraturen skulle være opbyggelig og sund. Der har altid været stor uvilje mod at fæstne en positiv værdi ved det syge, det forvrængede og det uforståelige,« siger Lars Bukdahl.

Da de danske digtere og forfattere som Klaus Rifbjerg begyndte at bryde sproget op i »svære«, modernistiske digte, skete det først og fremmest som et middel til at fortrænge småborgerlige neuroser.

»Den modernistiske digtning gik hånd i hånd med datidens litteraturpædagogik. En dansklærer kunne sammen med sin klasse analysere et digt af Rifbjerg, og i fællesskab kunne de så kurere det for sin galskab,« siger Lars Bukdahl.

Rigtig galt gik det først i slutningen af 1960erne, da brugen af psykoaktive stoffer som hash og LSD blev udbredt i de danske flippermiljøer. Dan Turéll var en af de første og førende »syredigtere«, og skrev både digte, der formmæssigt efterlignede LSD-rusen eller beskrev den udefra. Dan Turélls 400 sider lange bevidsthedsstrøm »Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos« fra 1972 bærer ikke blot en af de længste titler i dansk litteraturhistorie, men er tillige en af dens mest ulæselige bøger.

»Den består af bittesmå totalt usammenhængende tekstfragmenter, og når man læser den, falder man enten i trance eller i søvn. Jeg er aldrig selv nået forbi side 100,« siger Lars Bukdahl.

Mens Dan Turéll selv var positiv over for erfaringen med stoffer, kunne hans mentalitetsbeslægtede digterven Peter Laugesen være mere forbeholden. Der hviler en tung dyne af hashrus over hans parforholdsbeskrivelse »Katatonien« fra 1972.

»Og det virker ikke som en anbefalelsesværdig tilstand,« siger Lars Bukdahl.

Disse to meget populære forfatternavne er dog kun outsidere i den forstand, at de tidligt i deres arbejde beskriver den pseudo-skizofrene, psykedeliske rus. Det er straks sværere at finde nyere danske navne, der udfylder den klassiske outsiderrolle, som dikterer, at forfatterskabet skal udvikle sig i næsten total isolation fra omverdenen. Men førnævnte Johannes L. Madsen er en af dem, idet han både skrev i isolation, eksperimenterede voldsomt med stoffer og efter alt at dømme også led af en alvorlig psykisk sygdom.

»Hans forfatterskab er et fint eksempel på det, der gør det så vanskeligt at have med outsider-forfattere at gøre. Det rummer en fantastisk energi, som man ikke finder andre steder, men jo længere man kommer hen i forfatterskabet, jo mere tager galskaben over. Det gør det svært at afgøre, hvor stor en del af hans tekster, der »hører med« til forfatterskabet,« siger Lars Bukdahl, der har redigeret den samling af Johannes L. Madsens tekster, der udkom i 2003 under titlen »JMLs samlede«.

I de sidste mange år af sit liv skrev eneboeren Johannes L. Madsen stadig mængder af tekster. Imidlertid holdt han på et tidspunkt op med at skrive med bogstaver og nedfældede i stedet lange rækker af tal. Den del af Madsens tekster kom ikke med i Lars Bukdahls antologi. Han vil dog ikke afvise, at tallene rummer hemmeligheder, som folk med talforståelse en dag kan opdage. I hvert fald ved Lars Bukdahl med sikkerhed, at Johannes L. Madsens digte kan bringe sine læsere til steder, hvor han aldrig har været før.

»En af de skønne ting, som litteraturen kan gøre ved siden af alle mulige andre af dens missioner, er at frisætte sproget og dets betydninger og sætte dem sammen på andre måder end den meget fornuftige og kedelige facon, som vi ellers går rundt og bruger det på. Og i grænsetilfælde som Johannes L. Madsen får man den store elementære fryd at se sproget lave sit eget sjov, i stedet for bare at være en slave for os mennesker,« siger Lars Bukdahl.