Syndig smuk smerte

Cecilia Bartoli lyder himmelsk i musik af en ellers ukendt komponist og diplomat. Alene første skæring hører til de saligste sangsekunder i pladehistorien.

Cecilia Bartoli betegner sig selv som klassisk musiks svar på Indiana Jones. Her optræder hun som Norma i operaen af samme navn. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANS JOERG MICHEL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er klassisk musiks svar på Indiana Jones!«, sagde hun for nylig.

Cecilia Bartoli har en faible for det gemte og glemte. Hun kaster sig igen og igen over musik, ingen andre har hørt om.

Den mørkøjede operadivas forrige CD var rigtignok en undtagelse: Hun indspillede den højt elskede »Norma« af romantikeren Bellini – og gjorde det i øvrigt fremragende.

Stjernens seneste satsning er til gengæld ingen undtagelse. Kun få har hørt om barokmesteren Agostino Steffani. Endnu færre vil kende hovedværket på Bartolis nye udgivelse: »Stabat mater« fra 1724.

Komponisten selv var sangerdreng i Venedig, blev præst og pavelig diplomat og skal i øvrigt have spioneret heftigt for alle parter.

Han fik også skabt en masse musik undervejs og blev særlig kendt for sin symbiose af tysk, fransk og italiensk stil. Velkommen til det kloge, det farverige og det operamæssige i ét hug.

Cecilia Bartoli opdagede ham under sit arbejde med den musik, de stakkels kastratsangere tog sig af. Første resultat af fundet var albummet »Mission« fra sidste år.

Sanseligt og saligt

Albummet hér er om muligt endnu bedre. Ikke fordi selve værket nødvendigvis hæver sig over alle andre fra den tid. Men fordi der synges så sanseligt af Cecilia Bartoli plus kolleger og spilles så saligt af barokgruppen I Barocchisti.

»Stabat mater« handler om Jomfru Marias følelser under korset hin fredag. Steffani gennemfører de tolv vers på en lille halv time og bruger hele seks sangere og orkester til formålet.

Hvordan det lyder? Klangen over én kam ligger til den sprøde og gennemsigtige side. Men det er variationerne i den klang, man lægger mærke til:

Bartolis bløde mezzosopran gløder som morgenrøden fra først til sidst. En mandlig kollega som Salvo Vitale lægger kontrasten med nogle af de dybest tænkelige toner. Hele menneskestemmens register er i spil her på pladen.

Korte skæringer

Sæt første skæring i gang og dyrk både sorgen og den ufattelige skønhed. Læg mærke til Bartolis utrolige kontrol over stemmen og fuldendte formning af selv de mindste finesser.

Resten af pladen er med småting fra resten af Steffanis værkliste. Lige så udmærkede, lige så ukendte. Alt i alt en fremragende udgivelse.

Eneste minus? At de enkelte numre trods alt er så korte. Ikke én skæring tager mere end et par minutter eller tre. Man kan bare ikke rigtig gøre noget ved det – kun glæde sig over, at det på sigt giver plads til desto flere ideer.

Hvilke denne Agostino Steffani åbenbart var rigtig fuld af.

Hvem: Cecilia Bartoli, Nuria Rial, Daniel Behle, Julian Prégardien m.fl. samt I Barocchisti og det schweiziske radiokor under Diego Fasolis.

Hvad: Agostino Steffanis »Stabat mater« m.m.

Hvor: Decca..