Svenskere er tyskere forklædt som mennesker

Hvem er vi i Danmark? En ting er sikkert: Vi er i hvert fald ikke ligesom svenskerne.

»Danskjävlar« råbte Dr. Helmer - gestaltet af den svenske skuespiller Ernst-Hugo Järegård - i  Lars von Triers TV-serie »Riget«. Han havde fået nok af den danske rodebutik. Fold sammen
Læs mere
Foto: NILS MEILVANG

Prøv at kigge over Øresund. Der er nok at være misundelig på. Tag nu bare litteraturen: De har August Strindberg, Astrid Lindgren og Tomas Tranströmer. Vi har lige akkurat den let infantile H.C. Andersen. Tag musikken: De har ABBA, Roxette og Avici. Vi har lige akkurat Aqua og Bent Fabric. Tag forretningsverdenen: De har H&M, IKEA og Volvo. Vi har … ikke noget i den størrrelsesorden.

I det hele taget er det ikke sjovt at være dansk, når vi kigger på svenskerne. Store, voksne og alvorlige Sverige, hugget i granit, er og bliver storebror med sine ti millioner indbyggere. Lille snotnæsede Danmark, udskidt af kalk og grus, vil altid forblive en vanartet lillebror. Vel at mærke en lillebror, som har måttet tage slagene gang på gang. Ikke blot stjal svenskerne Halland, Skåne og Blekinge, de bankede os så sent som forleden dag i kvindefodbold. Først med skandinavismen i midten af 1800-tallet, dengang vi i stedet pludselig var truet af fæle prøjsere, begyndte vi at betragte svenskere som de gode naboer, vi nu så godt kan lide at kalde dem. Vi blev de broderfolk, vi opfatter os selv som. Er der nogen, der står sammen mod alle de der huleboere ude i verden, må det da være os? Men kan vi egentlig lide hinanden?

»Nordens arabere«

Svenskerne kan i hvert fald godt lide danskerne, selv om de efterhånden synes, vi er på afveje i udlændingedebatten - i hvert fald hvis man spørger i nogle lejre. Vi er måske nok »Nordens arabere«, som vi engang blev beskrevet, fordi danskerne blev betragtet som snu, let moralsk anløbne handelsfolk, der var parate til at snyde en ærlig svensker. Men de synes faktisk, vi er sjove, drikker mange øl, taler skægt og er lige akkurat så frie og glade, som svenskerne ønskede, de selv kunne være. Omvendt synes vi, at svenskerne er tyskere forklædt som mennesker, stivstikkere og regelryttere, der er ved at kløjs i deres egen politiske velmenenhed.

»Men kan vi egentlig lide hinanden?«


Men sjovt nok har svenskerne slet ikke brug for at definere sig selv som folk i forhold til naboerne, sådan som vi har det. Hvilken anden nation kender vi, hvor landets indbyggere forklarer, hvem de er, ved at fortælle, at de i hvert fald ikke er som dem ovre på den anden side? Det har svenskerne slet ikke brug for, måske fordi de i virkeligheden slet ikke er så provinsielle, som vi er, til trods for at vi er tættere på kontinentet.

Hjemme hos os - min kæreste er svensk - er vi altid varsomme med at tale grimt om den andens land. Derfor undlader jeg også at fortælle min kæreste om, hvor meget jeg godter mig, hvor meget jeg gnider mig i hænderne, når nu det hellige Sverige på valgaftenen efter alt at dømme får taget sin mødom i forhold til det, vi herhjemme synes er en tossegod indvandringspolitik. De ligger, som de har redt. Så kan de lære det. Prøv at sige det. Det ligger godt i munden. Skadefryd er også en følelse. Især når man er og bliver den lille.