Svensk poet får Nobels litteraturpris

Verdens største litteraturpris går i år til digteren Tomas Tranströmer.

Nobelprisvinder Tomas Tranströmer på sin 80-års fødselsdag i sit hjem på Stigbergsgatan i Stockholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: 30062 Dan Hansson / SvD / SCANPI

Nobelprisen i litteratur 2011 går til den svenske digter Tomas Tranströmer.

- Fordi han i fortættede, gennemsigtige billeder giver os en ny tilgang til virkeligheden, lød motivationen fra Det Svenske Akademi.

Tomas Tranströmer er født i 1931. Han er uddannet psykolog og har arbejdet som socialpsykolog i Västerås.Han debuterede i 1954 med '17 dikter' og har udgivet en række digtsamlinger. I 1989 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for 'För levande och döda'.

Det var Det Svenske Akademis faste sekretær, Peter Englund, der fortalte Tomas Tranströmer, at litteraturprisen var hans.

- Jeg tror, at han blev overrumplet. Han sad og lyttede til musik, da jeg ringede. Man plejer at sige, at toget er kørt, hvis der ikke er blevet ringet klokken halv et, og jeg ringede til ham ti minutter i et, siger Peter Englund til Aftonbladet.

På dansk er hans digte udgivet i en række enkelte digtsamlinger samt i samlingen 'Samlede Tranströmer'.

Udover æren får Tomas Tranströmer ti millioner svenske kroner, et diplom og en medalje. Den officielle prisoverrækkelse finder sted den 10. december.

Peter Nielsen har oversat alle Tomas Tranströmers digtsamlinger til dansk. Han hæfter sig ved Tranströmers evne til at skabe billeder.

-Mange gange er det hverdagslivet, han sætter billeder på, ganske almindeligt hverdagsliv kan han give en afgrundsdybde, siger oversætteren og tilføjer:

-Og så skriver han nogle gange som en sagfører ville skrive poesi. Han er så præcis og omhyggelig med at finde præcis det dækkende ord, og alligevel gør det oprør. Det er enestående på en måde. Der er noget paradoksalt ved det. Der er en enkelthed ved det, som bare fungerer.

Der er mange års tradition for, at Nobelprisen i litteratur er belønning for et livsværk. Men oprindeligt var prisen tiltænkt en forfatter, som i løbet af det forgange år havde udgivet et markant værk, så værket i realiteten udpegede forfatteren.

Tomas Tranströmer er den syvende svensker, som får litteraturens største pris. Sidste gang prisen gik til en af Alfred Nobels landsmænd var i 1974, hvor Eyvind Johnson og Harry Martinson delte prisen.

Det er 104. gang, at prisen bliver uddelt. 108 personer har fået prisen, da den enkelte gange er blevet delt mellem to prismodtagere. Blandt andet i 1917 hvor danske Karl Adolph Gjellerup og Henrik Pontoppidan modtog prisen. Der er i alt 12 kvinder blandt prismodtagerne.

To gange er den fornemme litteraturpris blevet afvist af den udvalgte forfatter. Da sovjetiske Boris Pasternak fik den fornemme pris i 1958, accepterede han den først, men de sovjetiske myndigheder fik ham efterfølgende til at afvise den.

I 1958 blev den franske eksistentialist og forfatter Jean-Paul Sartre udpeget som prismodtager. Han afviste prompte Nobelprisen, da han af princip ikke modtog officiel hæder.

TV: Se Det Svenske Akademi annoncere vinderen: