Svensk misbrugsfilm får fornem filmpris

Pernilla Augusts instruktørdebut "Beyond" får Nordisk Råds Filmpris.

Pernilla August har vundet Nordisk Råds Filmpris. Fold sammen
Læs mere
Foto: DRAGO PRVULOVIC / SCANPIX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pernilla Augusts film ”Beyond” får Nordisk Råds Filmpris 2011. Filmen er baseret på den selvbiografiske roman ”Svinalängorna” af Susanna Alakoski, der har dansk har titlen ”Svinestierne”.

”Beyond” er Pernilla Augusts instruktørdebut.

- Filmen er en meget personlig og original fortolkning af en bestseller, sagde juryformand Helen Mirren, da filmprisen blev uddelt i København i dag.

"Beyond" handler om kvinden Leena, der mentalt rejser tilbage til sin socialt belastede opvækst med alkoholiserede forældre, da hendes mor ligger for døden.

"Beyond" har kæmpet mod fire andre nordiske film om den fornemme pris.

- Jeg blev meget bevæget af alle filmene, sagde Helen Mirren, som dog også kunne afsløre, at det var en enig jury, der pegede på "Beyond" som prismodtager.

De øvrige nominerede var den danske ”Sandheden om mænd” af Nikolaj Arcel, den norske ”Oslo, 31. August” af Joachim Trier, den finske ”Hyvä Poika” af Zaida Bergroth og den islandske ”Brim” af Árni Ólafur Ásgeirsson.

Det er ottende gang, at Nordisk Råds Filmpris bliver uddelt. Med prisen følger 350.000 kroner. Prisen bliver delt mellem filmens manuskriptforfatter, instruktør og producer for at understrege, at film som en kunstform er resultatet af et tæt samarbejde mellem disse tre hovedfunktioner.

Danmark har markeret sig som et stærkt filmland i forhold til Nordisk Råds Filmpris. Ud af de i alt otte gange prisen er blevet uddelt, har en dansk film modtaget den fire gange.

De nominerede film skal til en vis grad være forankret i den nordiske kultur, være af en høj kunstnerisk kvalitet, udmærke sig i kraft af deres kunstneriske originalitet samt kombinere og forædle filmkunstens mange elementer i et overbevisende og integreret værk.

Nordisk Råds Filmpris blev uddelt for første gang i 2002. Efter to års pause i prisuddelingen, blev prisen gjort permanent i 2005.