Svensk filmjazz: Ingen slinger i valsen

Den unge svenske sangerinde Edda Magnason viser sit betragtelige format, når hun på respektfuld og personlig vis genopliver Monica Zetterlund og det tilhørende musikunivers

20magEddaCover.jpg
Monica Z Soundtrack. Edda Magnason. cover Fold sammen
Læs mere

For god ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at jeg såvel ved aflytning som ved det tilhørende skriveri endnu ikke har set filmen »Monica Z«. Kort sagt – soundtracket er blevet vurderet som et selvstændigt musikværk. Og er det så det?

Nu kan referencer til salig Monica Zetterlund naturligvis ikke undgås, så overordnet handler det om fordums svensk jazz og jazz­influeret underholdning. Og hos den unge Edda Magnason er der ingen slinger i valsen, når hun respektfuldt reflekterer på den »zetterlundske« stil og samtidigt viser styrke og personlighed nok til at være sig selv.

Umiddelbart er de engelsksprogede sange de mest afklarede, men albummet handler i påfaldende grad om etablerede amerikanske melodier, som har fået sig en svensk tekst. Velkendt i den kategori er den gamle traver »Walkin’ My Baby Back Home«, som er blevet til »Sakta vi gå genom stan«, altså Monica Zetterlunds signaturmelodi, som sangerinden faktisk slet ikke brød sig om. Og sandt nok, ikke sjældent virker disse i 1960erne tekstede sange langt mere tidstypiske end langtidsholdbare.

At Bill Evans’ »Waltz For Debby« og Toots Thielemans’ »Bluesette« bliver til henholdsvis »Monicas vals« og »Bedåranda sommarvals« er acceptabelt, og ganske flot står Paul Desmonds »Take Five« i form af »I New York«.

Til gengæld bliver det lidt ulideligt, når Billie Holiday-klassikeren »What A Little Moonlight Can Do« bliver transformeret til »O vad en liten gumma kan gno«, om end nummeret reddes af en solid dynamik hos både vokalist og orkester samt af en herlig solo fra altsaxofonisten Johan Hörlén.

Honning for øregangene

Mens ægte svenske ting som den melankolske grand-prix-melodi »En gång i Stockholm« og Olle Adolphsons dramatiske »Trubbel« bevarer troværdigheden, er popmelodien »Gröna små äpplen« bare alt for lang og alt for irrelevant.

Nu er Monica Zetterlund jo fortsat et ikon, ikke mindst i hjemlandet, men har man som jeg et rimeligt neutralt forhold til hende, så falder en sammenligning mellem det nye album og Monica Zetterlunds originalindspilninger ikke sjældent ud til Edda Magnasons fordel. Hun er på én gang nutidig og tidløs, og dertil kommer, at orkesterlederen, arrangøren, pianisten og produceren Peter Nordahl virkelig har skabt et flot produkt, ja, den rene honning for øregangene.

Helt klart kan man godt nyde musikken uden at have set filmen, om end jeg antager, at det vil være en fordel.

Hvem: Edda Magnason.

Hvad: »Musiken från filmen – Monica Z«. Universal.