Svend Brinkmann: »Det er, som om verdens tilstand ikke er helt så katastrofal, som den kunne være«

Han ærgrer sig over, at regeringen har tyndslidt ordet samfundssind, og han savner en politisk samtale, der løfter blikket fra sms’er og smittetal. Men ellers glæder Svend Brinkmann sig over, at mellemåret 2021 ikke har efterladt os passive eller desillusionerede.

»Der har været en diskussion om identitetspolitik, som jeg ikke vil negligere. Men langt hen ad vejen er det altså en mediediskussion, som mange ikke føler har meget med dem at gøre.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Janus Engel Rasmussen/BAM/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad har været den største omvæltning for dig i 2021?

»Det har været et hektisk år. Vi var nedlukket i foråret på universitetet, og der var alle aktiviteter online. Og mine sædvanlige foredrag, rejser og forskningskonferencer var lagt ned. Alt det, der blev udskudt, gjorde så, at jeg fik ekstremt travlt til efteråret. Og selvom jeg arbejdede lidt forud og nørklede på hjemmekontoret, så har jeg i den grad manglet tid til refleksion i årets anden del.

2021 har på mange måder været et 'mellemår'. Spørgsmålene om, hvornår coronaen holder op, eller hvordan vi får et mere langsigtet perspektiv på epidemien, har fyldt meget. Hvornår finder vi en ny måde at leve vores gamle liv på? Vi skal jo ikke smide alt fra de gamle livsformer væk. Meget vil vi jo gerne vil have tilbage – kontakten, håndtryk og kram. Der er meget, der er værd at bevare, og det er måske blevet lidt overset i denne her diskussion, indtil langt henne i pandemien.

Samtidig er 'hamsterhjulet', vi så gerne ville ud af, også vendt tilbage. Og netop det udstiller, hvor utrolig svært det er at lære noget nyt på godt og ondt. Vi falder så hurtigt tilbage til det, vi kender, fordi samfundets strukturer fastholder os i status quo.«

Svend Brinkmann har blandt andet skrevet bøgerne »Vi er det liv, vi lever« og »Hvad er et menneske?«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad synes du har fyldt mest i det forgangne år?

»Der har været en diskussion om identitetspolitik, som jeg ikke vil negligere. Men langt hen ad vejen er det altså en mediediskussion, som mange ikke føler har meget med dem at gøre. Så det, der virkelig fylder, er, at smitten nu stiger igen, og lande lukker. For tre måneder siden troede vi, at vi var igennem det. Jeg har længe advokeret for defensiv pessimisme, og den er jo altså nødvendig igen. Ellers bliver vi for skuffede.«

… men er vi ikke også trætte af, at alt handler om corona?

»Jo, der er mange nødvendige samtaler, som vi slet ikke tager. Integration, flygtningepolitik, fordelingspolitik. Det er bare blegnet lidt i lyset af krisen.

Det postfaktuelle samfund taler vi heller ikke om – det fyldte ellers meget efter Brexit og under Trump. Nu kan vi se, at der er en overvejende stor respekt for fakta her i landet. Det har været opløftende. Det er jo kun et lillebitte mindretal i Danmark, der er deciderede antivax’ere, for vi har set nogle sammenhænge i verden på et biologisk niveau, der bare ikke er til diskussion. Forskere kan være uenige om marginaler, men der er en generel opbakning i befolkningen til, at vi tror på empiri og videnskab. Vi har en vaccineprocent på 95 procent for folk over 50 år. Det er meget beroligende, at så mange bakker op.«

Et tyndslidt ord

Men du er stadig bekymret over …?

» … at begrebet samfundssind også er forsvundet i år. Vi har det nok fortsat i vores tillidsbaserede samfund, men ordet i sig selv er blevet overforbrugt og tyndslidt. Det er måske også blevet undermineret noget af regeringen. Efter minksagen og sms’erne vil i hvert fald 50 procent af befolkningen slå en stor hånlatter op, hvis statsministeren bruger det ord. Sådan er det med gode ord. Når de slipper op, må vi finde hen til nogle nye ord.«

»Forskere kan være uenige om marginaler, men der er en generel opbakning i befolkningen til, at vi tror på empiri og videnskab.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Hvad kunne det nye ord så være?

»Jeg er meget optaget af ordet 'dannelse'. Sammen med Lene Tanggaard og Thomas Aagaard Rømer har jeg for nylig lavet antologien 'Sidste chance – nye perspektiver på dannelse', og her belyser vi blandt andet, at dannelse ikke handler om finkultur, og det er ikke et elitært begreb. Det handler om alle de processer, der gør, at du som menneske bliver verdensvendt. Dannelse sker, når vi lærer at tage vare på og overtage traditioner, og når vi tilegner os nye færdigheder. Det står i modsætning til selvudvikling, der er individuelt betinget. Med dannelse er det det alment menneskelige, der skal udvikles, og det kan også ske, når vi går i køkkenet med vores børn, tager dem med på arbejde eller sørger for, at de lærer at spille fodbold. Jeg har en kollega, der mener, at alle børn skal lære et håndværk, et instrument, en sport og et fremmedsprog. Det er sådan, vi kan skabe renæssancemennesker, og det er måden, de lærer om det, der har værdi i verden.«

Hvilken overraskende gave har året 2021 givet dig?

»Da landet lukkede ned første gang, skulle hele familien have været på påskeferie til Rom og se Peterskirken, Colosseum og Vatikanet. Det kom vi så først i år i højsommeren, selvom det er det tåbeligste tidspunkt at tage på storbyferie. Men det skulle vi bare! Det var nærmest en symbolsk markering af, at »nu er vi videre«. Der var stort set ingen turister, og vi fik oplevet alt, hvad vi havde sat os for. Det var vigtigt.

Og professionelt var det en stor oplevelse at arbejde sammen med børnebogsforfatteren Thomas Brunstrøm om at lave en bog om filosofi til børn i alderen 8-10 år. Alle børn har jo filosofiske spørgsmål, men de stopper med at stille dem, fordi der ikke er entydige svar, eller fordi forældrene ikke ved, hvad de skal sige. Det er så vigtigt, at vi holder spørgsmålene i live, når de handler om eksistensen. Også når der ikke er noget rigtigt svar.

Det er jo en lykke, at vi kan tænke over tingene sammen, og det er en sund kontrast til det faktuelle samfund, vi lever i nu. I videnskaben identificerer man et svar, og så kommer man videre. I filosofien skal vi ikke videre. Der skal vi dvæle ved spørgsmålene. Og så kan vi samtale med filosoffer fra antikken, renæssancen eller oplysningstiden. I filosofien lægger vi kun nye indsigter til, uden at de gamle ideer skal smides ud.«

Hvilke rap over nallerne har du fået?

»Dem har jeg muligvis fortrængt. Jeg prøver at lade være med at gøre mig morsom på enkeltpersoners bekostning. Når jeg skriver på de sociale medier, retter jeg mig mere mod ideer, så det er ikke gået så galt i år. Det har været et roligt år. Måske er jeg blevet for doven og ufarlig.«

»Jeg har en kollega, der mener, at alle børn skal lære et håndværk, et instrument, en sport og et fremmedsprog. Det er sådan, vi kan skabe renæssancemennesker, og det er måden de lærer om det, der har værdi i verden.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvilke kulturelle overbevisninger er du blevet bekræftet i?»At samfundssindet lever videre. Også selvom vi ikke taler om det. Det viser minksagen nemlig også. At det er en sag herhjemme, at vi borer os ned i den og bider os fast. I Danmark har vi regler, der skal sikre, at en statsminister ikke bliver magtfuldkommen, og det skader regeringspartiet, når sådan en sag kommer frem. Det er utænkeligt, at en tilsvarende optrævling af en sag kunne finde sted eksempelvis i Rusland under Putin.«

Intet nytårsforsæt

Har 2021 gjort dig mere eller mindre håbefuld for fremtiden?

»En lille smule mere håbefuld. COP26 er svær at udlægge. Der står nogen på den ene fløj og er bestyrtede over, hvor lidt der sker, mens andre siger, at der skete reelle gennembrud. Men det er, som om verdens tilstand ikke er helt så katastrofal, som den kunne være. Jeg øver mig i ikke at være unødvendig alarmist. Måske jeg tilslutter mig Jonathan Franzen, der mener, at vi ikke kun skal tænke i forebyggelse mod fremtiden, men også på forberedelse på det uundgåelige.«

Hvilke forhåbninger knytter du til det nye år?

»Jeg håber, at vi kan normalisere den offentlige diskussion, og at vi ikke kun skal diskutere sms’er og corona. Vi mangler den almindelige politiske samtale. Jeg forbereder mig også på, at der kommer endnu en djævelsk mutation, men jeg håber det ikke.«

Er nytårsforsætter idioti eller genialitet?

»Det er da en hyggelig tradition, men jeg bruger den ikke selv. Vi ved jo, at de ikke virker, og at hvis man vil ændre noget i sit liv, så kræver det mere end et forsæt. Men jeg beundrer da menneskeheden for, at de år efter år er så optimistiske. Jeg kører heller ikke med på andre diller såsom hvid januar. Jeg prøvede engang en juicekur. Og det var jo helt vanvittigt. Jeg holdt ud i tre dage. Det var, da jeg var ung og vild og bare skulle se, om jeg kunne. Det gør jeg aldrig igen.«