Sværtegade

Tag en digter ved navn Voyeuren eller Vor Jørgen og sæt adelsnavnet Leth bagefter. Han har en lang række benspændende udgivelser af selvbiologisk art på samvittigheden. Og min babysjæl om ikke hans seneste kvababbelse ved navn »Guldet på havets bund« endnu en gang handlede om kokken, kussetyven, dennes datter og hans elsker …

Det er mere libido end bifido. Men sympatisk virker han jo – denne forfatter, filmobstruktør og tidligere cyklist. Han gør ærlighed til kunst. Og apropos guldet på havbunden: Forleden kom arvingerne hjem fra skole med to nye vitser. »Hvorfor kalder man sin kone for skat,« lød den ene? »Jo – hun render med 70 procent af ens indtægt.«

Den anden vits var mere sofistikeret: »Hvad er forskellen på bussemænd og broccoli? At intet kan få unger til at æde broccoli ... « Så går det bedre med ørevoks. For et par uger siden kunne alverdens videodistributører vise australieren Kevin Rudd sidde på sit arbejde, grave lidt brunt ud af øregangen og sætte det til livs. Manden er siden blevet sit lands premierminister. Hvorfor fanger man aldrig Fogh i sådan noget?

Fordi han kan styre sig. Hans udnævnelse af Birthe Rønn Hornbech til minister for udeboende muselmænd og familiesammenførte brunetter var et kup, dét har selv modstanderne indrømmet – i hvert fald har ingen endnu kaldt hende Foghs forskruede toiletbørste eller lignende. Og inde bag hendes valkyriske brystværn banker et hjerte af format, hør eller genhør for eksempel hendes glimrende Rosenkjær-foredrag i radioen. Foran sig har hun den tungeste opgave af alle: At finde et stykke dansk kultur at præsentere de integrationshungrende mennesker for … Skal hun først lære dem alle sprogfejlene i de nationale nyhedsudsendelser? Eller at grever er noget, vi putter på leverpostej? Hm. Bop bop.

Uanset hvad, så er det et godt valg af den statsminister, udlændinge kalder Fuck. Men én ting kunne ikke engang en Fogh redde: »Har du faret vild i ukendte skove. Kender du Pan?« spurgte J.P. Jacobsen i de romantiske annaler. Ellers er det for sent. Pan Bladet lukkede, slukkede og sukkede følsomt efter utallige år i rumpetten på dansk bøssekultur. Så kort er der fra enden på komedie til enden på komedien.

Ligesom statsministeren ikke kunne gøre dansk politik mere spændende. Som bekendt gad de færreste gifte sig med Khaders nye alliancering. Han må have ærgret sig og udråbt verdens største Naserøv bagefter – og efter sigende ligger resten af gruppen allerede syge af stress.

Af samme grund er der stadig politisk plads til den altid smørbare Pia Kjærsgaard med kun tre fjerdedele mælkefedt. Den tidligere hjemmehjælper vil rigtig gerne have lønlige stigninger til kollegerne blandt landets social- og sundhedsfarlige personale. Til gengæld må de aldrig mere strejke. Forslaget minder lidt om den aftale, man i sin tid lavede på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Som for resten også er arbejdsplads for en jødisk kulturredaktør, der blev en af Islams store reformatorer – en rose er en Rose er en Rosen. Han sidder forhåbentlig klar med nogle flere tegninger. Nede i de varme lande må man for eksempel godt kalde sin egen lille Hassan for Muhammed; men giver man navnet til en bamse, er det ned i mørket og tilbage til middelalderen. Hvorfor pokker brokker ingen fritænkere undtagen Per Stig Møller sig over de straffe?

Fordi pisk i danske øren rimer på fløde. Kald det storpolitik. Topmødet mellem USA’s, Israels og Palæstinas ledere i Annapolis kunne hurtigt blive et af Abbas’ greatest hits. Især hvis Olmert ikke tyr til annapoliske steroider eller andre dirty tricks. Måtte freden snart komme.

Og måtte voyeuren med det adelige efternavn snart få sin titel af ambassadør i Haiti tilbage. Så kunne han omsider få skrevet en ordentlig selvbiografi:

Jørgen Leth: »Mit Underliv – fortalt til Jørgen Leth.«