Sværdkamp på skandinavisk

Peter Flinths filmatisering af Jan Guillous trilogi om den svenske tempelridder Arn er et troværdigt drama, der er flot fortalt og smukt filmet.

Foto: Erik Aavatsmark
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man står med en film, der er Nordens hidtil største film-satsning, ikke bare i mandskab, men også når det gælder økonomi – med et budget på 210 mio. kr. - og som er baseret på en romantrilogi af Jan Guillou, som i Sverige er læst af over 1,7 million svenskere og herhjemme af en halv million danskere, er det ikke til at komme uden om: Forventningerne til filmen ”Arn” og den danske instruktør Peter Flinth er store.

Heldigvis, må man konstatere, lever filmatiseringen af de populære bøger op til dem og skuffer kun en smule, hvilket begge dele skyldes, at Peter Flinth først og fremmest er en eminent håndværker. Filmen er den første af to – anden del får premiere til september – der fortæller historien om drengen Arn, der bliver født i Sverige i 1150 af de velhavende bønder Magnus og Sigrid. Som syv-årig overlever Arn mirakuløst et fald fra et udkigstårn og i taknemlighed skænker de gudsfrygtige forældre ham til kirken. Arn bliver sendt til klosteret i Varnhem, hvor munkene snart opdager at han har særlige talenter for at håndtere våben og han bliver af Broder Guilbert (Vincent Perez) optrænet i sværdkamp.

Da han bliver sendt hjem til familien som 18-årig møder han den smukke Cecilie (Sofia Helin) og de to forelsker sig heftigt. På grund af politiske konge-konspirationer må de dog ikke gifte sig og da Cecilie alligevel bliver gravid, bliver de begge bandlyst. Cecilie til klosterliv i tyve år og Arn som tempelridder i Det Hellige Land. En straf for en renhjertet kærlighed, der får dem begge til at tvivle på Gud, men aldrig på hinanden.

At koge to romaner ned til en film er altid en udfordring, men manuskriptforfatter Hans Gunnarsson, der i øvrigt også skrev manuskript til en anden Guillou-filmatisering, ”Ondskab”, har valgt rigtigt, når det gælder udvælgelsen af scener og passager. I samarbejde med Flinth er dog lagt mere vægt på episode-dramatikken end personernes indre kvaler og tanker.

Også når det gælder valg af skuespillere og locations er der foretaget de rette valg. Karakterer og omgivelser virker troværdige og pålidelige og det er det vigtigste, når det gælder om at rive os interesserede med. Som Arn ses Joakim Nätterqvist, som måske ikke kendt herhjemme, men i Sverige anses for et håbefuldt talent og som også her gør en god figur. Uden mange ord kan han med nuancerede blikke formidle sin rolle. Sofia Helin som Cecilia ligner med sit lange lokkede lyse hår og smilende blå øjne indbegrebet af en svensk skærgårdsdrøm og som små farverige krydderier ses en række stærke biroller. Blandt andre Stellan Skarsgård som Birger Brosa og indiske Milind Soman som den muslimske hærfører Saladin.

Alt det til trods, mangler der dog de store følelsesudladninger. Om det er fordi, det er meget skandinavisk bare sammenbidt at sluge hvad livet nu en gang disker op med af lidelser uden at ytre sig, skal være usagt, men i filmen kommer det til udtryk som et jævnt drama-leje, hvor man godt kan savne, at der bliver råbt, skreget og grædt mere for at gribe os ved struben. Det er jo vældige hændelser vi får serveret.

En anden mangel gælder de krigsscener, der skulle tage sig storladne ud. Scener, vi fra amerikanske storproduktioner, er blevet forvænt med giver sug i maven bare ved det visuelle indtryk i det brede panoramiske vue, hvor uendelige hærstyrker på flere tusind soldater strækker sig så langt øjet rækker. Her når man ikke langt med 210 mio. skandinaviske kroner og der er med andre ord ikke de samme svimlende billeder i ”Arn”, hvor krigsscenerne i Det Hellige Land indimellem virker småt skårede og ikke særligt pompøse.

Hvad der ikke er i kvantitet, bliver der i stedet gjort op for i æstetikken. Det er tydeligt, at der er arbejdet ihærdigt med at få de midler man har til at tage sig bedst ud. En fortjeneste, der især skyldes den danske fotograf, Eric Kress, der har stået bag kameraet på intet mindre end 40 danske film, blandt andre ”Blinkende lygter”, ”Rembrandt” og ”Riget”.

Men på trods af visse skønhedsfejl må man sige, at Peter Flinth i det store og hele har styr på sin historie og sin film. Han er en handlingens mand frem for en med hang til de dybe følelser og teosofiske overvejelser. Det vil nogle nok opleve som en mangel, men han har i ”Arn” opnået det vigtigste: At man bliver rørt, grebet og glæder sig til at se fortsættelsen, til at følge Arn i hans færd hjem mod Sverige og Cecilie.