Suzanne Brøgger serverer ædle dråber i koralrød karaffel

Suzanne Brøgger har kradset lag af sine gamle føljetonromaner »Creme fraiche«, »Ja« og »Transparence« og genskabt historien som kvindens sårbare frigørelsesfortælling.

Suzanne Brøgger præsenterer»Creme Fraiche«, 1978. Arkivfoto: Poul Ainow Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

Af Merete Reinholdt kultur@berlingske.dk

 

Da nærværende anmelder første gang oplevede Suzanne Brøgger live, var det til et litterært arrangement i Nikolaj Kirke for en cirka 30 år siden, hvor den dengang noget yngre forfatter sad med stor hat og nerverne uden på tøjet. Hun virkede ukomfortabel og nervøs og fremstod langtfra som den stærke, selvsikre rollemodel, hun var blevet for datidens unge og lidt ældre kvinder gennem sin litterære tour de force.

Da samme anmelder for ikke så længe siden var til et arrangement i Dansk Forfatterforening, hvor Brøgger sammen med sin yngre kollega Josefine Klougart causerede om stort og småt, var hendes fremtoning meget mere selvsikker, spiddende, skarp, sjov - zen. Hendes fremtoning var med alderen blevet som hendes bøger.

I Suzanne Brøggers nye roman, »Koral«, afspejler hovedpersonen på flere planer en omvendt proportional selvbevidsthedskurve set i forhold til hovedpersonen i de tre føljeton-romaner, der danner grundlaget for »Koral«, nemlig »Creme fraiche« (1978), »Ja« (1984) og »Transperence« (1993). For selv om den nye roman i store træk er et koncentrat af de tre andre, så har hovedpersonen undergået en forandring fra ironisk distanceret skrappedulle og femme fatale i de tidligere bøger til en mere tydeligt søgende og til tider følelsesunderdrejet kvinde i »Koral«.

Det betyder, at den gamle føljetons Leitmotiv (eller i det mindste opfattelsen af det) har forrykket sig fra det kønspolitiske, det erotisk frigørende og det revolutionerende til det, man kunne sammenfatte som en (kvindelig) dannelsesroman, en (ulykkelig, men på sin vis lykkeligt sluttende) kærlighedsroman, et (litterært, følelsesmæssigt m.m.) frigørelsesmanifest.

»Koral« begynder et lille stykke inde i »Ja« og fortsætter med brudstykker af »Creme Fraiche« for så at klippe sig ud og ind af de tre bøger, men med klar hovedvægt på »Ja«. De i alt cirka 1000 sider er kogt ned til 400, ingredienserne er de samme, men konsistensen er tykkere. Nærende suppe er blevet til fond. En tre-stemmig føljeton er blevet til én kraftig, men også noget dyster klang i et sammensat kor af gamle og nye stemmer.

Koret af de forskellige brøggerske røster er i øvrigt samlet i titlen, der hentyder til korsang. Men »koral« er også farverige kalkformationer af koraldyrs skeletrester, det er smykkesten, og det er en særlig rød farve, der tillige har en vis plads i hovedpersonens univers. Brøggers »Koral« er et koncentrat, koncentreret og flertydigt.

Som i føljetonromanerne er hovedpersonen på jagt efter frigørelse og fristelser, (selv)indsigt og sammenhæng, men hvor udviklingen før var lang, med mange veje og vildveje undervejs, er distancen nu mere lineær. Fra hun på første side i »Koral« får tatoveret en vinge på foden, til hun på sidste side er mere eller mindre flyvefærdig og hjerteknust, men styrket basker ud i mørket med bl.a. sin tigerblok, sin kusseafstøbning, en tepotte og sine hatte. Hun udvikler sig fra en søgende silkelarve til en guldfarvet sommerfugl, skrøbelig, javist, og udspændt på en klippeblok, men smuk og tung og i pagt med sin egen fortsatte færd.

Hovedpersonen er (som før) en yngre kvinde med en tumultarisk opvækst og et stærkt behov for løsrivelse, der bliver næret af forholdet til en lidt ældre franskmand, Max, som bliver hendes om ikke åndelige, så seksuelle mentor. Bogen indledes nogle år efter deres forholds amourøse start i Bangkok, hvor hun boede med sin psykisk ustabile mor, papfar, søskende og tjenestefolk. Nu befinder hun sig i Jerusalem, hvor hun ud over den tatoverede vinge er på jagt efter en jødisk pelshat. Sådan én får hun nu ikke fat i, men som det evigt søgende menneske, hun er, høster hun både på denne og sine mange andre rejser rundt i verden erfaringer og nedbryder grænser, såvel sine egne som andres.

Da hun møder manden, som hun kalder fødselslægen, stækkes hendes vinger, og jo mere hun følelsesmæssigt binder sig til ham, des mere taber hun højde i forhold til sin egen selvbevidsthed og styrke som kvinde. Han er manipulerende, måske maniodepressiv (mere ucharmerende end den smukke fødselslægekæreste i »Ja«), og beskrivelsen af forholdet virker mest af alt som en brøggersk advarsel til selvbevidsthedsglemsomme og romantisk anlagte kvinder om at holde fast i sig selv. Og om, at man såmænd godt kan komme ud på den anden side af sorg og ulykkelig kærlighed.

Man kan så stille spørgsmålet: er dette bogens morale? Er det derfor, Suzanne Brøgger har genskabt denne dekomposition af sine tidligere værker? For hvorfor skrive den samme historie igen, endog i en kortere og ikke længere og mere uddybende version?

Svaret ligger formentlig i det fravalgte – det erotiske, det spirituelle og til dels det tilbagelænede og humoristisk kommenterende. I alt det, som omverdenen måske har haft for megen fokus på i forhold til det, der her er tilbage.

Som sådan udstiller Brøgger her mere end tidligere sin egen sårbarhed. Hun har fraskåret det indholdsmæssigt kraftfuldt underholdende for at skrive om usikkerheden ved at være kvinde, om de personlige kampe, om følelsesmæssig frigørelse, om at komme videre.

Og hvis nogen mener, at de ligesom en figur i bogen ikke gider bruge tid på en historie (en film eller whatever), de kender slutningen på, så har forfatteren/hovedpersonen taget forskud på brokkeriet og svaret midt på side 192:

»Hvordan kan du så holde ud at leve?«

»Koral« er ikke gammel vin på nye flasker, den er ædle dråber, destilleret over i en koralrød karaffel med hank og dryptud.

 

Titel: Koral. Forfatter: Suzanne Brøgger. Sider: 416. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.