Suzanne Bjerrehuus har problemer med helbredet

Forfatteren og foredragsholderen Suzanne Bjerrehuus døjer med senskader efter sin strålebehandling.

Suzanne Bjerrehuus fylder 70 år den 22. februar. Scanpix/Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Forfatter og tidligere tv-vært Suzanne Bjerrehuus har problemer med sit helbred i øjeblikket.

Det skriver hun på sin Facebook-profil.

»Som så mange andre tidligere cancerpatienter har også jeg døjet med nogle senskader af den strålebehandling, jeg fik for mere end 20 år siden.«

»Jeg blev helbredt for kræftsygdommen, men især gennem det sidste års tid har jeg i stigende grad mærket en forsnævring af luftvejene. Det medfører, at jeg både får vejrtrækningsproblemer og stemmeproblemer,« skriver Suzanne Bjerrehuus på sin Facebook-profil.

Suzanne Bjerrehuus fylder i februar 70 år, og det er i den anledning, at hun deler beskeden om sit helbred.

»I anledning af min fødselsdag har jeg fået flere henvendelser fra medier, der ønsker en samtale i den anledning. Det kan jeg desværre ikke imødekomme i øjeblikket.«

»Jeg går nu til behandling hos kompetente læger på Bispebjerg Hospital og på Rigshospitalet og har tillid til, at jeg kommer i bedring i løbet af foråret,« skriver Suzanne Bjerrehuus.

Suzanne Bjerrehuus er gift med erhvervsmanden Asger Aamund og er mor til modellen Oliver Bjerrehuus.