Suset fra Kalleboderne

Det gamle KøbenhavnPå bare 30 år mellem 1870 og 1900 foregik der en nærmest eksplosiv udvikling i området uden for den gamle Vestervold. Militæret havde forladt voldterrænet i 1856 uden at det gav anledning til anden ændring, end at byportene forsvandt kort tid efter.

Det var naturligvis en umådelig lettelse i befolkningens daglige levevis, men det ændrede ikke umiddelbart byens geografiske profil. Voldene og voldgravene lå, hvor de havde ligget i århundreder, og der skulle gå en halv snes år, før myndighederne kunne tage sig sammen til at begynde sløjfningen af den gamle jordvold, der lå og spærrede langs Vestervoldgade fra Kalvebod Strand op til pladsen, som hed Halmtorvet, indtil den blev byens nye Rådhudsplads.

På ydersiden af volden lå stadsgraven og nogle forladte bastioner - og ellers intet andet end vand - en stor, lavvandet bugt, som hed Kalleboderne, både når københavnerne skrev og udtalte ordet. Kysten strakte sig omtrent til, hvor Tietgensgade nu ligger.

Herude i dette strandområde boede der ingen mennesker. Simpelt hen fordi man ikke kunne bo der. Helt øde var stedet dog ikke. For siden tømmerhandlerne i 1755 var blevet forvist fra Ny Toldbodgade i Amalienborg-kvarteret på grund af brandfaren, havde de drevet erhverv i denne fjerne krog af byen.

De fleste af byens indbyggere havde kun ærinde herude, hvis de ville besøge Rysensteens Badeanstalt lige ved siden af Langebro. Badeanstalten var blevet oprettet omkring 1800, som et prisværdigt initiativ til højnelse af den personlige hygiejne. Noget, som der på den tid i allerhøjeste grad var behov for i og med, at det var op imod 300 år siden, byens borgere sidst havde været i bad.

I 1871 blev det besluttet, at der i forbindelse med anlæggelsen af en bred boulevard oven på den tildækkede stadsgrav skulle foretages omfattende landindvindinger i Kalleboderne. Hele bugten skulle kort sagt fyldes op og tørlægges.

Så stort et projekt kunne naturligvis ikke realiseres fra den ene dag til den anden, men i løbet af cirka 30 år lykkedes det at skabe en helt ny bydel oven på den tidligere havbund - det vi i dag kalder Kalvebod Kvarter.

Vester Boulevard blev anlagt i 1891-92 og blev hurtigt bebygget på siden ind mod Vestervoldgade. Helt så attraktivt har det ikke været at bygge på den anden side, og man skulle helt op til årene efter århundredskiftet, før husrækken var udfyldt.

Mens der i netop denne periode aldeles hæmningsløst blev bygget arbejderboliger rundt om i brokvartererne, var der stort set ingen mennesker, som slog sig ned i det nye Kalvebod Kvarter. Kun enkelte karreer med herskabslejligheder blev det til, og helt op i vore dage er det stadig en af de tyndest befolkede dele af byen. I stedet blev der opført store, monumentale bygninger til offentlige foretagender, som med hver sin funktion gav området dets specielle karakter. Her kom side om side nogle af hovedstadens betydeligste offentlige institutioner til at ligge, efterhånden som grundene blev tørlagt. På hjørnet af boulevarden og Tietgensgade lod brygger Carl Jacobsen Glyptoteket opføre i 1890erne. Stedet, der skulle rumme hans kunstsamling, forekom ham lidet attraktiv med det folkelige Tivoli som genbo, men det var, hvad kommunen kunne tilbyde.

Hvis man kan sige, at kunsten havde erobret hjørnegrunden, var det sundhedsvæsenet, som havde sat sig på nabogrunden. Vestre Hospital blev under lægen Rudolph Bergs ledelse betragtet som en af byens vigtigste institutioner. Hospitalets opgave var i samarbejde med politiet at sikre sig imod kønssygdommenes hærgen i byens bordelkvarterer, og det var på Vestre Hospital, de offentligt indregistrerede damer regelmæssigt skulle stille til kontrol.

Den næste bygning i rækken var ligeledes opført af kommunen. Det var Vestre Elektricitetsværk. Huset med den besynderlige middelalderarkitektur eksisterer endnu. Og det samme gælder naturligvis hovedpostkontoret på den modsatte side af Bernstorffsgade. Det blev opført i 1912 som det næstyngste af de store institutionsbyggerier i kvarteret. Endnu skulle der gå en halv snes år, før Politigården kunne indvies, men så havde en betydelig del af alle samfundets interesser også fundet sammen på nogle arealer, der blot et halvt århundrede tidligere havde stået under vand.