Susanne Staun om sin umulige mission: Man kunne lige så godt gå rundt i gaderne og skrige: Bamsegudstjeneste!

»Dans din idiot«, »Tillykke Einar«, »Enig Mette« – eller som en sand gentleman skrev på væggen til cykelskuret på min lokale togstation: »Lad min pik være i klamme kællinger«. Susanne Staun skriver i dag om tiltalekommaet, der blev væk.

SusanneStaun
»En klog mand sagde engang, at den virkelige sindssyge viser sig, når man resultatløst bliver ved med at sige eller gøre det samme og det samme og det samme,« skriver Susanne Staun. Hun gør sig ikke længere håb om at kunne ændre ved folks sproglige uvaner.    Fold sammen
Læs mere
Foto: Susanne Staun Ida Marie Odgaard

Forfattere er latterlige. Af en række grunde. En af de grunde er, at vi tror – det er så troede for mit vedkommende – at vi kan forandre verden. Hvis jeg nu skriver en roman om en ussel barndom, så er det slut med usle barndomme. Med pen på papir om psykiatrien holder også denne magisk op med at være idiotisk; ditto trafficking og andre onde fænomener. Tro på det!

Men det er ikke kun forfattere, der har denne latterlige tro på det skrevne ords magi. Det er faktisk … alle. Hvorfor skulle jeg ellers regelmæssigt få breve fra læsere, der tigger og beder mig om at skrive »noget« om et eller flere sproglige fænomener, der irriterer dem til døde. Disse indtrængende henvendelser er altid formuleret, så man forstår, at hvis bare jeg skriver en klumme om X, så vil X dø. Men sådan fungerer det jo ikke.

»Det forholder sig desværre sådan, at jeg til ingen verdens nytte har skrevet (næsten) en hel bog om nødvendigheden af tiltalekomma iblandet umisforståelige eksempler på denne nødvendighed«


Det kan jeg igen konstatere, fordi det lige har været jul og nytår, og fordi Amoz Oz er død. Overalt på de sociale medier har mennesker ønsket hinanden glædelige højtider efter denne smertelige opskrift: Glædelig jul skattebasse; god jul Bente; godt nytår filipensbefængte nevø – grimt, leddeløst og ugrammatisk, som det jo må være, når tiltalekommaer er forvist til Novosibirsk, hvor dette absolut uundværlige tegn sidder alene, glemt og forfrossen og bider i en rå rødbede.

Kondolationer til Amoz Oz fra folk, der ikke har læst en eneste Oz-linje, føjer kun spot til skade med sine uundgåeligt ledsagende nutids-r’-fejl: »Kondolere Amoz!« Ingen, der har læst Amoz Oz, glemmer et tiltalekomma eller et nutids-r.

Det forholder sig desværre sådan, at jeg til ingen verdens nytte har skrevet (næsten) en hel bog om nødvendigheden af tiltalekomma iblandet umisforståelige eksempler på denne nødvendighed, fx: »Skal vi drikke Christina?« Christina – ikke? Hende den lækre, der er lige til at spise på et halvt stykke mad og nu i øvrigt også fås i flydende form ligesom katte.

Spild af tid

Så hvorfor spilde tiden med at gøre det – igen? En klog mand sagde engang, at den virkelige sindssyge viser sig, når man resultatløst bliver ved med at sige eller gøre det samme og det samme og det samme.

Skræmmeteknikker og psykisk terror virker heller ikke: »Er du lige så dum som Donald Trump?« prøvede jeg for længe siden her i klummen. »Se, hvad han skriver: ’Don’t threaten people Joe’.« Men Trump løfter bare og med vanlig ubegrundet selvtillid det Christina-boblende glas sammen med 90% af den danske befolkning.

Det manglende tiltalekomma er blevet normaliseret, så i stedet for at bistå en livsforlængende behandling af et terminalt forløb kunne man lige så vel gå rundt i gaderne og skrige BAMSEGUDSTJENESTE – dén slags. Det er i det mindste underholdende.

Verden er af lava, og indimellem svulmer forståelsen for min far, der ikke kunne forstå, hvorfor alverden var holdt op med at sikle på sikkelstierne, en smerte, jeg hovedrystende ikke forstod, men nu genkender i hvert eneste manglende tiltalekomma, der føles som den mest indædte negl på den krasseste tavle.

Derfor er der kun tilbage at sige: Godt nytår, udvalgte få, der stadig ved, hvad en sætning er. Venlige hilsener fra Oldemor.