Susanne Staun: Der er tale om en landsdækkende epidemi, der ikke findes nogen kur for

Konspirationer stortrives for tiden, og jeg har også en: Jeg er ikke i tvivl om, at SSI, Sundhedsstyrelsen og regeringens øverste niveau er robotter, der er programmeret til det sprogligt mest primitive funktionsniveau, skriver Berlingskes klummeskribent Susanne Staun.

Forfatteren Susanne Staun er aktuel med bogen »Fuck, en lækker røv«, der handler om vores hjælpeløse forhold til sproget på skrift. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

»Seul contre tous« er en fransk kunstfilm fra 1998, som også er populariseret under titlen »I Stand Alone«. En film, du sagtens kan leve uden at se: En frygtelig dyndsnapper af en 50 år gammel mand vader formålsløst, arbejdsløs og fordrukken gennem Paris’ gader med sin egen indre – det vil sige ydre – monolog som konstant bagtæppe.

Det er noget af en præstation at kunne holde en monolog om livets håbløshed, kroppens ulækkerhed og menneskets iboende fordærv kørende i halvanden time. Hvis man er mig, kan man ikke lade være med at råbe ad skærmen: »Så hop dog i havet, dit rædsomme lavpunkt!« Her ville man nok indvende: »Hvorfor slukkede du dog ikke?« Fordi jeg ganske enkelt ventede på et vendepunkt; det kom aldrig.

Men hvis sandheden skal frem, gør jeg præcis som filmens omvandrende sut: Vader gennem gaderne og skælder ud, hver gang jeg igen er blevet torpederet af det officielle Danmarks hyppige vejsidebomber: værktøj, værktøjer, værktøjskasse, redskaber og redskabskasse. Føj for den lede!

Billedsprog dør, hvis det skambruges; det er krævende og skal konstant fornys.

Hvis værktøjsepidemien fortsætter, begynder jeg også at drikke før klokken seks, så de trøstesløse gader kan få det med, og tilfældige mennesker kan smage min afsky, når jeg fordrukkent hiver dem til mig ved kraven og tilspørger dem i en sky af mit vrede savl: Kan I da ikke høre det? Kan I ikke høre, at det sprog har neglesvamp? Hvad blev der af helt almindelig skam? Hvornår blev den umoderne?

Konspirationer stortrives for tiden, og jeg har også en: Jeg er ikke i tvivl om, at SSI, Sundhedsstyrelsen og regeringens øverste niveau er robotter, der er programmeret til det sprogligt mest primitive funktionsniveau, og jeg er tilstrækkeligt egocentrisk til at mene, at formålet er at drive mig til et vanvid, der udløser et skrig og efterfølges af bestialske robotmord ved en skraldespand i et døende kvarter.

Jeg er krimiforfatter, og jeg ved, hvordan man gør, og jeg ved også, at det ikke er forbudt at kvæle en robot.

»Som små nikkedukker efterplaprer vi deres rædsomme vokabularium.«


Det værste er ikke værktøjssigernes egen betydelige elendighed – dem om det. Det værste er, at det smitter. Sagesløse lyttere besmittes af den sproglige robotarmod, og til sidst ved vi heller ikke, hvordan vi taler om noget så basalt, som de værktø--, de metoder, der står til vores rådighed. Som små nikkedukker efterplaprer vi deres rædsomme vokabularium, fordi de – typisk robotter – har støvsuget vores hjerner for hele det leksikon af smukke, sjove, rammende og præcise alternativer.

I dag aner jeg ikke, hvordan jeg skal konstruere en sætning, der fortæller om de planer og metoder, jeg har i arsenalet, uden at mimre værktøj, redskab, værkstøjskasse, redskabskasse. Hvad med en førstehjælpskasse, en nøgen dame eller et koben – bare til en afveksling?

Der er tale om en landsdækkende epidemi, der ikke findes nogen kur for. Ingen vacciner kan kurere stendødt billedsprog, som ikke formerer sig ved hjælp af virusholdigt spyt fra ulækre dyr, men alene ved, at I voldbruger det, og vi lytter. Det er lige så mareridtsagtigt som den franske kunstfilm. Fordi der aldrig kommer et vendepunkt.