Superstjernen er ligeglad

Hendes debutalbum står i 20 mio. hjem og høstede vanvittige otte amerikanske Grammy-priser. 27-årige Norah Jones er uden for konkurrence det ny årtusindes mest populære musiker. Og hun er fuldstændig ligeglad. NORAH JONES foretrækker nemlig at sidde og hygge sig bag klaveret med nære venner langt væk fra offentlighedens ører. I næste uge udsender Norah Jones sit tredje album, og det var faktisk slet ikke meningen.

Foto: Bertrand Guay Fold sammen
Læs mere

»Jeg ved udmærket godt, at jeg aldrig kommer til at sælge mange millioner eksemplarer af en plade igen eller stå med favnen fuld af Grammy-priser. Men tro mig, det er jeg også fuldstændig ligeglad med.«

Siger Norah Jones. Og så griner hun lidt forlegent med sin hviskede, varme stemme. Den er så blid og imødekommende, som den unge sangerinde og komponist er smuk. I løbet af den næste halve times interview griner hun tit. Hverken spørgsmål eller svar rummer større elementer af humor, og hendes grin er nærmest forlegent. Næsten undskyldende. Men også søgende - har hun mon sagt noget dumt? Har hun sørget for at holde sine svar på den udvendige side af den ringmur, hun ad åre har bygget højere og højere omkring sig selv?

Norah Jones har vitterlig, siger og forsikrer hun, bygget en mur op omkring sig selv. En mur opført af sten og en kreds af helt, helt nære venner og samarbejdspartnere skærmer hende af fra offentligheden. Norah Jones er født i 1979, og når man bare er i tyverne og bliver verdenseje over en nat, er man nødt til at beskytte sig selv og trække stikket helt ud, bedyrer hun. Det var hun naturligvis ikke klar over så kort tid inde i karrieren. Bag muren kunne den unge sangerinde skaffe sig tid og ro til at trække ny luft og genfinde sig selv et sted imellem hitlister i lande, hun end ikke anede eksisterede, TV-shows med Jay Leno og Oprah Winfrey, udsolgte koncerter og et utal af kommercielle forpligtigelser.

»Desværre,« siger hun og tænker tilbage, »fandt jeg for sent ud af, at at man ikke behøver at være den pæne pige og sige »ja« til alting og flyde med i kølvandet på det »monster«, ja, »monster«, som jeg efterhånden fandt ud af følger med succes. Som jeg tilmed fik uden i min vildeste fantasi at have regnet med det.«

Hun fortsætter: »Jeg ved godt, at jeg kan komme til at fremstå som en hykler, der var for optaget af at pille i egen navle til at kunne glædes og begejstres over alt det fantastiske, der skete. Men jeg kan forsikre alle om, at jeg var og stadig er dybt, dybt taknemmelig over alle de gode ting, som væltede ned over mig. Den dag i dag er jeg ydmyg over for succesen. Men i samme ombæring er jeg nødt til at være ærlig og sige, at det langtfra var den lykkeligste tid i mit liv.«

Norah Jones stopper op et øjeblik. Og siger så:

»Det var én ting at optræde på alle de dér TV-shows, som for mig er noget af det mest kunstige, der findes. Og så alt det dér med at alle ville have et kvæk om hvad som helst og hev og flåede i mig. Men når jeg tænker tilbage, var det småting i forhold til pludselig at have en hverdag, hvor alle havde en holdning til min person. I supermarkedet, i tøjbutikken, på gaden. Alle mente at vide, hvem jeg var, alene på baggrund af min musik. Det ville de bare lige fortælle mig. Og selv om musikken bestemt var - og stadig er - en forlængelse af min personlighed, så er det på ingen måde den alene, der definerer mig som individ.«

Hvor meget Norah Jones end gentager budskabet om den berømte skyggeside af medaljen, der målt på hendes stemmeføring egentlig lyder reelt nok, er det nok de færreste, som ikke ville bytte deres liv ud med hendes og mødet med livets ulidelige lethed. Kik på konteksten og døm selv:

Hendes debutalbum »Come With Me« (fra 2002) solgte i svimlende 20 millioner eksemplarer og gav hende blandt flere andre hits et globalt et af slagsen i form af den sørgmodige ballade »Don't Know Why«- et hit af så enorme dimensioner, at det må have sat gang i nostalgien hos ikoner som Paul McCartney, Michael Jackson og Madonna.

Med pladesalget fulgte tillige otte af de eftertragtede Grammy-statuetter i 2003, fem af dem tilfaldt hende personligt og tre andre samarbejdspartnere på albummet. Fra ingenting til alting i løbet af et år. Det burde ikke kunne lade sig gøre, også det ved Norah Jones. Den slags gennembrud er stort set uhørte i musikhistorien. Faktisk tæller listen kun så store navne som Elvis, Beatles, Michael Jackson, Alanis Morissette og altså Norah Jones.

Opmærksomheden omkring Norah Jones kølnede en smule af omkring udgivelsen af »Feels Like Home«, hendes andet album fra 2004. Salgstallet skal stadig opgøres i et anseeligt antal millioner, og selv om priserne ikke var ikke helt så mange, så var de der. Langt vigtigere var det dog, bedyrer Norah Jones, at hun mange erfaringer rigere var i stand til at sige »til og fra« på de rigtige steder og derigennem gøre livet meget lettere og mere behageligt for sig selv.

»Jeg var jo blevet voksen og erfaren på rekordtid, og fordi jeg havde solgt så mange plader, kunne jeg pludselig selv styre alt, og det var en skøn fornemmelse. Ingen kunne argumentere mod: »Hey, jeg har solgt så og så mange plader, så nej, det vil jeg ikke...« griner hun og husker videre:

»Selvfølgelig kunne jeg ind imellem savne noget af uskylden, som jeg gik ind til det hele med første gang. Altså det der med at indspille sin første plade og aflevere den, før den egentlig var færdig, bare fordi der var en deadline, som ikke kunne skydes. Der var noget uskyldigt og naivt over det, som jeg stadig synes er meget smukt og rent. Den er ligesom et billede i en gymnasieårbog, synes jeg.«

Helt samme forhold har hun ikke til sine andre plader.

»Første gang er som med meget andet i livet altid helt specielt. Men det er klart, at jeg selv synes, at man kan høre, at jeg er vokset som menneske og musiker, selv om min tilgang til musikken stadig var den samme, som da jeg var helt grøn. Jeg laver kun musik, fordi jeg elsker det betingelsesløst og ikke kan forestille mig at lave andet. Hvis jeg skal forklare udviklingen, vil jeg sige, at jeg var blevet klar over, hvad jeg kunne. Hvad mine styrker var. Og i min tilgang til musikken gælder det om at kombinere sine styrker med det at udfordre sig selv. Jeg kan sagtens flytte mig musikalsk, men jeg går ikke fra at spille jazz til heavymetal påén gang, skal det ske, bliver det gradvist,« klukker Norah Jones og forsikrer, at heavymetal måske er et dårligt valgt eksempel, »det bliver nok aldrig rigtig min genre.«

Men hvad er så hendes styrker, hvad er det Norah Jones kan?

»Jeg kan først og fremmest skrive simpel musik og synge ballader. Men jeg er stadig helt grøn, ikke mindst når det gælder sangskrivningen, som jeg nok synes er den største og mest interessante udfordring for mig. Jeg kan blive meget bedre til mange ting, men det er rart at føle, at jeg har nogle ting, jeg behersker på et vist niveau, når usikkerheden melder sig. Og det gør den tit,« forklarer Norah Jones og føjer til:

»En helt anden ting, som på en måde også fungerer som et sikkerhedsnet er, at jeg aldrig har bedt om alt det, jeg har opnået. Jeg kunne sagtens trække mig helt tilbage og bare spille klaver og synge lidt i et lokalt band, som jeg gjorde engang. Bare hygge mig og nyde at spille sammen med andre.«

Og det er præcis, hvad Norah Jones har brugt de sidste to år på.

»Det har været en fantastisk fornemmelse at finde tilbage til mit udgangspunkt, til rødderne. Intet pres, ingen øjne, bare musik og gode venner omkring mig, det har været rigeligt. Ikke én gang har jeg tænkt på salgstal, priser eller spotlight. Jeg har jo nået alt det. Og bare fordi jeg ikke kan overgå det, er der jo ingen grund til at stoppe med at spille musik. Mange af mine personlige favoritter har jo ikke solgt hverken 100.000 eller 1.000.000 plader, men det gør jo ikke musikken mindre vigtig af den grund for hverken lytterne eller musikerne.«

Hun har talt sig varm:

»De sidste par år har været langt mere lykkelige for mig, end da jeg brød igennem. og de har givet mig lyst til at skrive nye sange. Faktisk var det ikke meningen, at min nye plade overhovedet skulle have været en plade. Vi indspillede bare nogle demoer i hjemmestudiet, fordi vi ikke kunne lade være og bare ville se, hvad der skete. At det så endte med at blive til en plade er fint, men var det ikke sket, havde det været lige så fint med mig.«@Tekst u. indryk: