Den tidligere supermodel Linda Evangelista, der med et berømt citat fra Vogue i 1990 »ikke stod ud af sengen for mindre end 10.000 dollar om dagen«, er med sine egne ord blevet »brutalt vansiret« af en skønhedsoperation, som Berlingske tidligere har beskrevet.
Nu står hun frem i et større interview og billedserie i People Magazine og siger, at hun er »færdig med at gemme sig«. Et af billederne kan du se i bunden af denne artikel.
»Før elskede jeg at være på catwalken. Nu frygter jeg at løbe ind i nogen, jeg kender. Jeg kan ikke leve sådan her mere – skjult og i skam. Nu vil jeg endelig gerne tale,« siger hun til People.
Nyheden om »vansiringen« kom i november sidste år, hvor Evangelista skrev på Instagram, hvorfor hun ikke længere arbejdede som skuespiller og model. Her forklarede hun om det selvhad og den dybe depression, som hendes syndrom havde forårsaget.
Til People Magazine fortæller hun mere uddybende om de ting, der gik galt.
Evangelista fik foretaget såkaldte fedtfrysninger, men hun begyndte efter noget tid at bule ud på hagen, på lårene og omkring bh-området, skriver People Magazine.
»Jeg prøvede at gøre noget ved det selv, fordi jeg troede, det var min egen skyld,« siger Evangelista til mediet.
Hun gik på slankekur og dyrkede mere motion, men det hjalp ikke. Derfor gik hun i juni 2016 til lægen, som diagnosticerede hende med såkaldt paradoksisk adipøs hyperplasi (PAH).
Ser ikke sig selv i spejlet
Det er en bivirkning ved fedtfrysninger, der rammer cirka en procent af dem, der får behandlingen. Tilstanden får fedtvæv til at tykne og udvide sig, forklarer Alan Matarasso, der er plastikkirurg, til People Magazine.
Selvom Linda Evangelista siden fik foretaget fedtsugninger for at rette op på problemerne, hjalp det ikke rigtig. Det hårde fedtvæv påvirker hendes kropsholdning og selvbillede.
»Jeg ser ikke mig selv i spejlet. Spejlbilledet ser ikke ud som mig selv,« siger hun til People Magazine.
Linda Evangelista har sagsøgt firmaet bag CoolSculpting, der foretager fedtfrysningerne, for 50 millioner dollar.
Firmaet siger til People Magazine, at proceduren er beskrevet i flere end 100 videnskabelige publikationer, og at der er lavet flere end 11 millioner behandlinger verden over.
»Kendte, sjældne bivirkninger som PAH er veldokumenterede i informationen, som patienterne får, og i informationen til sundhedsfagligt personale.«