Superlækre sangerinder

Med klar inspiration fra The Supremes fortæller den attraktive musical »Dreamgirls« om en sort sangtrios vej til berømmelse.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Oh, hvor lifligt! De tre smækre kvinder er som kærligt støbt i den lækreste nougat, deres smidige bevægelser er æggende synkrone, og de synger som tre kælne kattekillinger.

De er hovedfigurer i »Dreamgirls« og udgør trioen The Dreams, hvis navn ikke ganske tilfældigt rimer på Supremes.

Virkelighedens tre labre sangerinder med Diana Ross i spidsen og enorm popularitet i 1960erne er nemlig den tydelige inspiration for »Dreamgirls«, der tidligere var succesfuld musical på teatret og nu er flot og fængende filmatiseret af Bill Condon (»Gods and Monsters«) med sangene i behold og det teatralske skrællet fra.

Handlingen har udspring i Detroit og beskriver i begyndelsen, hvordan tre håbefulde sangerinder, som kalder sig The Dreamettes, bliver korpiger for den populære soulsanger James »Thunder« Early og samtidig får den entreprenante brugtbilsælger Curtis Taylor Jr. som manager.

Han viser sig at være ret dygtig til jobbet, og snart kan de talentfulde piger forlade den ydmyge funktion som juhu-kor og gøre karriere i egen ret. Det kræver dog en konfliktfyldt justering, idet Effie White klart har den stærkeste stemme af de tre, men samtidig er lidt buttet og besværlig, så Curtis Taylor finder det opportunt at lade hende afløse som forsangerinde af den mere attaktive Deena Jones, filmens svar på Diana Ross.

Handling ad flere spor

Herfra løber handlingen i Bill Condons film ad flere spor, så den ikke kun bliver den klassiske amerikanske beretning om den tornestrøede vej til glitrende succes og dens menneskelige omkostninger, men også de smertelige sidehistorier om nedturen for den selvdestruktive James »Thunder« Early og den svære tilværelse for den kasserede Effie White, der synger som Aretha Franklin og er for stolt til at stå i skyggen af den skønne Deena med den mindre stemme.

Effie er et offer, mens den altid køligt kalkulerende Curtis Taylor er det tætteste, filmen kommer på en skurk - bortset fra et par bigotte bifigurer. For selv om »Dreamgirls« er en musical, er den ikke lutter eskapisme, men handler bl.a. om tressernes racisme og om forskellen på musik født af følelser og musik baseret på beregning.

»Dreamgirls« hylder selvfølgelig de ægte følelser, hvad der unægtelig kan virke postuleret i historien om så syntetisk et produkt som Dreams/Supremes.

Det kan heller ikke nægtes, at Bill Condon ligesom sin skurk Curtis Taylor er ekstremt beregnende i sine virkemidler. Han kender præcis de kombinationer af scenografi, koreografi og klipning, der skaber den maksimale appel til publikums mest bævrende følelser, og han er ikke bleg for at give sin film en slutning, som er meget langt væk fra virkeligheden og meget tæt på det skamløst tårepersende.

Sagen er bare, at når man er færdig med at brokke sig over Bill Condons kalkulerende stil, må man blankt erkende, at den fungerer pokkers godt.

Som et ugeblad

Ligesom det forgangne par års vellykkede biografiske film om Ray Charles og Johnny Cash blander »Dreamgirls« fermt det fiktive med det dokumentariske i en opløftende saga om, at ægte talent i længden ikke kan holdes nede, og med sin brogede beretning om ambitioner, ydmygelser, utroskab, jalousi, stofmisbrug og rene vulkanudbrud af voldsomme følelser har den så hed en appel som et kulørt ugeblad på højt kvalitativt niveau.

Kvalificeret ensemble

Hist og her lader Bill Condon filmen flimre i MTV-agtige billedcollager fyldt med lynhurtige klip, så handlingen kan komme videre i en ruf, men oftest giver han de medvirkende passende tid og rum at udfolde sig i. Og han disponerer over et usædvanligt kvalificeret ensemble, som på herresiden omfatter de stærke navne Jamie Foxx som Curtis Taylor, Eddie Murphy som James »Thunder« Early og den prægtige Danny Glover som sidstnævntes aldrende manager Marty.

Dog er det naturligvis damerne, som det kropsnære kamera er gladest for i denne anatomisk attraktive og ærbart sensuelle film. Deena spilles, så selv Diana Ross må blegne en anelse af misundelse, henrivende kønt og rent af den ubegribeligt smukke Beyoncé Knowles. Et nærbillede af hende burde hænge på Louvre tæt på Mona Lisa.

Nyt navn gør indtryk

Utroligt nok er det imidlertid ikke Beyoncé Knowles, der gør stærkest indtryk i filmen, men derimod det nye navn Jeniffer Hudson, hvis baggrund er at være tabende finalist i TV-showet »American Idol«!

Den en anelse trinde kvinde spiller den vragede forsangerinde Effie og har som hende et par nøglescener, der får både filmen og tilskuerens hjerte til næsten at stå stille, fordi de rummer en kolossal emotionel punch takket være såvel Jennifer Hudsons betydelige dramatiske naturtalent som hendes enormt udtryksfulde sangstemme.

Man ved udmærket, at der manipuleres kyndigt med ens følelser i »Dreamgirls«, men man kan ikke lade være med at nyde det, fordi det er så hamrende effekftfuldt gjort.

Der flyder ikke så få klicheer i denne kynisk set alt for kandiserede succeshistorie, og der er patos og melodrama og sentimentalitet, men hvem gider bekymre sig om det, når man henført sutter på den sødeste musikalske honning servilt serveret af tre superdejlige sangerinder i hjertet af en sexy og swingende film?

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse