Superheltefilm: Må man gerne være super i en verden, hvor alle skal være lige?

Hvordan harmonerer tidens krav om diversitet og inklusion med ideen om superhelten? »Spiderman: Into the Spiderverse« og »Aquaman« demonstrerer den rigtige og den forkerte måde at lave superheltefilm i 2018.

Med store kræfter følger et stort ansvar. En ny historie er ved at begynde i »Spider-Man: Into the Spider-Verse«. Foto: UIP Fold sammen
Læs mere
Foto: fra filmen Sony Pictures Animati

I 2016 skete der noget vigtigt i Hollywood.

Efter en årrække hvor filmbyen gradvist reducerede antallet af kvinder og ikke-hvide etniciteter i de ledende roller, førte protestbevægelsen #OscarSoWhite til en fornyet opmærksomhed på øget diversitet i film. Diversitet og inklusion er i dag plusord, der tilmed giver kasse, når det handler om filmpriser, heriblandt den gyldne oscarregn der i år tilfaldt Guillermo del Toros kalkulerede (og stærkt overvurderede) fabel »The Shape of Water«, hvor en handicappet, en homoseksuel og en afroamerikaner forener kræfterne mod en ond hvid mand for at redde et søuhyre.

På denne diversitets- og identitetspolitiske baggrund bliver superhelten en nærmest kontroversiel figur. For er det ikke i sig selv krænkende, at der kan findes personer, der fra fødslen er mere »super« end andre?

To nye superheltefilm, nemlig »Spider-Man: Into The Spider-Verse« og »Aquaman«, tackler hver især dette dilemma, men med helt forskellige resultater.

Mest vellykket er den avancerede tegnefilm »Spider-Man: Into The Spider-Verse«, hvori den sorte Brooklyn-teenager Miles Morales bliver bidt af en radioaktiv edderkop. Herefter skal han, ganske som i de tidligere versioner af edderkoppehistorien, vænne sig til de superkræfter, som biddet har tildelt ham. Men så bliver det for alvor weird: det samme er nemlig sket i en række paralleluniverser, der minder om Miles egen verden, med den markante forskel, at det er Spider-Man selv, der er anderledes. Det betyder, at den afroamerikanske Spider-Man blandt andre møder en Spider-Man, der er hvid (og lettere fedladen), en kvindelig Spider-Woman og sågar en cartoony gris kaldet Spider-Ham.

Årsagen til, at de mange Spider-Men overhovedet kan mødes, er superskurken Kingpins plan om at åbne en portal mellem de forskellige verdener, hvilket skaber en handlingstråd, der er lettere labyrintisk, men hvis overordnede budskab er ganske tydeligt: Enhver, uanset race, køn eller dyreart, kan være superhelt.

Her er det velgørende, at budskabet ikke bliver presset ned i halsen på os, som så meget fad politisk korrekthed, men i stedet bliver turneret med en eksplosiv energi, hvor man nærmest går glip af en hel scene, hver gang man blinker med øjnene.

Et overordnet spørgsmål er imidlertid, om denne næsten socialdemokratiske »alle-kan-være-superhelt« egentlig holder på den lange bane. For når vi som børn fantaserer om at være superhelte, ønsker vi jo ikke, at alle andre også skal være superhelte. Vi ønsker tværtimod at være den ensomme helt, højt hævet over pøbelen, for det er først og fremmest heltens eksistentielle ensomhed, vi kan identificere os med. Hvis alle er superhelte, er ingen superhelte.

Aquaman

Som skabelon er den ensomme superhelt dog heller ikke nogen garanti for en films succes, hvilket demonstreres af James Wans visuelt grandiose »Aquaman«.

Den langhårede, tatoverede Aquaman (Jason Momoa), der ligner en blanding af en Bandidos-rocker og en græsk krabbefisker, har været på gæstevisitter i to tidligere superheltefilm, men her får vi hans oprindelseshistorie i fuldt udtræk. Den er så arketypisk og overraskelsesfri, at vi nærmest kan fortælle den på forhånd: Som barn af en fyrmester (Temuera Morrison) og en dronning fra det sunkne Atlantis (Nicole Kidman) står Arthur Curry/Aquaman splittet i sin loyalitet mellem de to verdener. Da forskellige undersøiske riger i Atlantis begynder at strides indbyrdes, bliver Aquaman trukket ned i dybet for at mægle og tiltræde den trone, der retmæssigt er hans. Hvis man her forestiller sig en stribe af selvhøjtidelige konfrontationer mellem poserende brynjeklædte havmænd m/k, har man ramt plet.

Jason Momoa i rollen som »Aquaman«. Foto: SF Films  Fold sammen
Læs mere

På billedsiden er »Aquaman« et pragtstykke, hvor de forskellige verdener er overdådigt designede i nærmest psykedelisk 3D, men for meget i filmen forhindrer mig i at sætte den skepsis i bero, man som publikum medbringer over for det fantastiske.

Jeg er skam parat til at tro på, at der engang fandtes en mægtig civilisation, der forsvandt under vandmasser, men hvordan hænger det evolutionært sammen, at det druknede folk lynhurtigt udviklede evnen til at ånde under vand og i øvrigt blev splittet i flere racer, hvoraf nogle blev til fiskeagtige monstre, mens andre kom til at ligne olympiske guder? Er der gået flere hundrede millioner år siden katastrofen? Åbenbart ikke, for ruinerne fra den første katastrofe står der stadig.

Værre er det dog, at filmens figurer lades i stikken af en dialog, der er krampagtigt umorsom og uopfindsom, og i al sørgelighed viser, hvor svært det er at ramme den rette blanding af ironi, kitsch, action og patos, som et moderne superheltedrama kræver.

★★★★✰✰ »Spider-Man: Into the Spider-Verse«. Tegnefilm af  Bob Persichetti, Peter Ramsay og Rodney Rothman.

★★✰✰✰✰ »Aquaman«. Af James Wan. Med Jason Momoa og Nicole Kidman. Begge film er i biografer over hele landet.