Sukkermøller fortæller dansk slavehistorie

Black Lives Matter-demonstrationerne har rettet fokus mod danmarkshistoriens mørke sider. Amal Ashur, ung dansk arkitekt med somaliske rødder, har kastet sig over Dansk Vestindiens tabuiserede fortid.

Sukkermølle på St. Croix. Akvarel fra det 19. århundrede, malet af guvernør Peter von Scholten. THE GRANGER COLLECTION

»Det her er slaveindgangen. Se lige, hvor smal den er – og trappen er lige så smal. Det var den vej, de slaver, som arbejdede i sukkermøllerne kom ind hver morgen fra slavelandsbyen lidt længere nede ad bakken. Lige derhenne lå den såkaldte overseers hus – det var ham, der styrede slavernes arbejde. Og øverst havde plantageejeren sin villa med udsigt ud over det hele.«

28-årige Amal Ashur viser rundt på ejendommen Castle Coakley en snes kilometer uden for hovedbyen Christianssted på den caribiske ø St. Croix. Den var i sin tid en af de største sukkerrørsplantager på øen og bidrog gennem mere end 100 år til Danmarks givtige handel med sukker, rom – og slaver.