At noget ikke er genialt, behøver ikke betyde, at det er ringe. Der er ikke et enten-eller i den henseende, og det bliver man forvisset om, når man kryber ind i den i øvrigt fine filmatisering af den italienske bestsellerroman »Min geniale veninde«. Serien, der havde premiere på HBO her til aften, er med andre ord god, men ikke genial.
Umiddelbart ligger det lige for at filmatisere Elena Ferrantes fire bøger om to italienske veninders opvækst i et fattigt og brutalt Napoli og deres senere ikke altid helt parallelle livsbaner gennem seks årtier. Romanerne er spækket med filmiske scener, detaljerede miljø- og personbeskrivelser samt meget intense dialoger. Som sådan er oplægget lige til at gå til, og med Ferrantes medvirken til udfærdigelsen af drejebogen sammen med Franscesco Piccolo, Laura Paolucci og instruktøren skulle der ikke kunne være nogen sten i skoene.
Men den anonyme Ferrante er netop genial, fordi hun formår at lægge flere lag ind i den populært fortalte historie, bl.a. ved at gøre kulisser og handlinger dobbelttydige og metaforiske. Det sker desværre ikke i samme grad i filmens to første afsnit.
Samtidig udgør jeg-fortællerens refleksioner i romanerne en særlig intensitet, der giver forholdet mellem de to veninder nerve og kant og indirekte interagerer med læseren. Den slags er svært at gengive gennem et kamera, selv om jeg-fortælleren Lenùs stemme ind imellem binder filmens scener sammen og sætter ord på lidt af det, der ikke kan fortælles i billeder. Meget går dog fløjten, hvilket både er en skam og en nødvendighed for ikke at gøre filmatiseringen endnu mere langsommelig, end den allerede er.
Og langsom er den. Der bliver dvælet (meget) ved de to i øvrigt fremragende skuespillere, der har rollerne som Lenù og Lila som børn, der bliver gået en del, i roligt tempo, og der panoreres jævnligt hen over facaderne i gården, hvor de bor, og langs de tiltænkt slummede napolitanske gader (der desværre ser lidt kulisseagtige ud).
At visse meget markante scener desuden er omskrevne eller helt skrevet ud af filmen, er en spøjs disponering. Eksempelvis er der en scene, hvor de to veninder sidder hjemme hos en klassekammerat og spiller dam, mens de, foruroligende for Lenù, genspejles uendeligt i stuens spejle. Pludselig kommer politiet og arresterer kammeratens far for mordet på kvarterets frygtede mafiosi-lignende overhoved. I filmen står pigerne derimod i gården og ser politiet komme ræsende som i en anden actionfilm, hvilket er ufrivilligt morsomt og knap så sofistikeret.
Til gengæld er historiens kerne om et både bittert og berusende venskab smukt og loyalt fortalt, og de første to afsnit skal nok kunne lokke andre end Ferrante-afficionados til. Andet afsnit kan ses fra tirsdag, de følgende seks afsnit frigives mandag og tirsdag i de kommende tre uger. Og engang i fremtiden vil Ferrante måske i en ny udgave af sit gentagne gange reviderede »selvportræt«, bogen »Frantumaglia«, give sine fans en forklaring på filmen og dens form.
My brilliant friend. Italiensk HBO-serie. Otte afsnit à 60 min. Instruktør: Saverio Costanzo. Medvirkende: Elisa del Genio, Ludovica Nasti, Margherita Mazzucco, Gaia Girace m.fl.