Succes-forfatter: Man kan godt foranlediges til at tro, at andre lever et nemmere liv. Erfaringen har lært mig, at sådan forholder det sig ikke

Havde der kun været én »Helle Hansen« i byskolen i Rødby, var Helle Helle muligvis aldrig blevet forfatter. Folkeskolen er stadig hendes livs grundstof, og barndomshjemmet var stedet, hvor hun lærte at være rummelig og fordomsfri. I dag er Helle Helle taknemmelig for sin mors milde, bestemte opdragelse, sit kørekort og sofaen, der kan rumme ethvert mismod.

Forfatter Helle Helle fortæller om sin opvækst og de livslektier, hun har fået undervejs, i interviewet med Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilket barndomsminde står stærkest i din erindring?

»Jeg har uhyggeligt mange barndoms- og ungdomserindringer. Dem bruger jeg løs af i mit forfatterskab. Men der er et minde, der står særligt stærkt. Det er fra min første skoledag på Rødby Byskole.

Skoleinspektøren råbte vores navne op og hvilken klasse, vi skulle gå i. Også mit navn »Helle Hansen« – det hed jeg dengang – og jeg blev sendt ind i A-klassen hos Fru Åby. Døren gik i, og timen begyndte. Efter et stykke tid bankede det på. Det var skoleinspektøren, som sagde: 'Der er sket en fejl, det er den forkerte Helle Hansen'. Vi var altså to med det navn, og jeg skulle i stedet gå i B-klassen hos Fru Jørgensen.

Gennem min skoletid tænkte jeg meget på den forveksling. Jeg talte aldrig med den anden Helle Hansen. Men ti år senere, da jeg var seksten, sad jeg i venteværelset i det lokale lægehus, og lægen kom ud og råbte 'Helle Hansen'. Da rejste den anden Helle Hansen sig fra en stol omme bag en reol. Jeg udbrød 'Nej, nu var det sørme ved at ske igen', men hun kiggede bare meget undrende på mig.«

»Jeg stoler på, at jeg bliver forstået, for det er den tillid, jeg vokset op med,« fortæller forfatter Helle Helle Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvilken betydning fik oplevelsen for dit senere liv?

»Mit liv kunne være et helt andet, hvis jeg var blevet i A-klassen. Så havde jeg ikke fået netop den klasselærer, de venner, den opvækst. Så var jeg måske ikke blevet forfatter. Det har jeg tænkt meget over.

Særligt hvor betydningsfuld min dansklærer var. Fru Jørgensen opmuntrede mig og syntes, at jeg var god til at skrive. Og hun blev så imponeret over, hvad jeg læste. Da hun opdagede, at jeg var i gang med at læse »Catcher in the Rye« (af J. D. Salinger; da.: »Forbandet ungdom«, red.) i fjerde klasse, udbrød hun: 'Den må du ikke læse endnu!', og så skyndte jeg mig selvfølgelig at læse den færdig. Selvom jeg nok ikke forstod så meget af den.«

Hvad er den vigtigste sætning, du hørte som barn?

»Da jeg holdt min første børnefødselsdag som fireårig, kom der et par piger fra blokken med en gave til mig. Da jeg modtog den, sagde jeg: »Den er ikke særligt pænt pakket ind«. Jeg syntes selv, det var en meget fornuftig og lidt voksen ting at sige. Min mor irettesatte mig blot ved at sige 'Helle'. Det har jeg tænkt på en gang om ugen i mine efterfølgende 50 år. Der var en diskret bebrejdelse i hendes betoning. Og der skulle ikke mere til at lære mig, at når nogle kommer med en gave, så tager man imod den, som den er, og siger tak. Og så er det betegnende for den måde, min mor opdragede mig.

Jeg fik meget sjældent skæld ud som barn, og slet ikke, når der var andre til stede. Hun stolede på, at jeg forstod hende, når hun brugte et enkelt ord. Det er også sådan, at jeg selv skriver. Jeg stoler på, at jeg bliver forstået, for det er den tillid, jeg vokset op med.«

»Igennem min skoletid følte jeg selv, at jeg havde en sådan venlig og imødekommende udstråling. Og så på sidste skoledag i 9. klasse kommer en fra 10. klasse hen til mig og siger: 'Du ser altid så sur ud',« fortæller  Helle Helle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad lærte livet dig i dine ungdomsår?

»Måske ved jeg det ikke endnu, og det er nok derfor, at jeg har så mange bøger, der handler om ungdommen. Den lærte mig, at du altid får elektrisk hår, når du tager en anorak på, og at skisokker ikke fungerer udenpå bukser med svaj i. Og så lærte den mig, at vi ikke altid bliver oplevet på samme måde, som vi ser os selv.

Igennem min skoletid følte jeg selv, at jeg havde en sådan venlig og imødekommende udstråling. Og så på sidste skoledag i 9. klasse kommer en fra 10. klasse hen til mig og siger: 'Du ser altid så sur ud.'«

Var skolen et fristed, et fængsel eller en øjenåbner?

»Den var alle tre dele. Det hele. Vi skriver 2021 nu, og jeg gik ud af 9. Klasse i 1981. Alle de år er gået, og alligevel er skolen det grundstof, som jeg er gjort af på alle måder. Og selvom jeg ikke har set mine klassekammerater i millioner af år, så føler jeg mig tæt forbundet med dem.

Skolen var et fængsel de dage, man ikke orkede den, men en også en øjenåbner. Rødby var en lille by med kun 2.572 indbyggere. Man gik på den skole, der var; ikke den, man valgte. Derfor var der alle typer børn.

Jeg oplevede, at der ikke var forskel på folk, selvom vi var børn med mange forskellige baggrunde. Det har gjort mig godt. Alle forældre kendte hinanden og vidste, hvad hinanden lavede, og hvem de var. Det kunne føles som et fængsel, for man kunne jo godt sidde fast i en bestemt position, men man kunne også lade sig falde, fordi alle kendte dig og passede på dig.«

Hvornår følte du dig voksen for første gang?

»Det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg brød mig ikke om at være barn. Da jeg var ni år, insisterede jeg på, at vi skulle holde familiemøde hver uge. Det var noget, jeg havde læst om i en bog, for det var jo 70erne. Vi havde også indført klasseråd i skolen. Jeg indkaldte min mor, stedfar og lillesøster på tre år til mødet, og udnævnte mig selv som sekretær.

'Var der problemer, vi skulle have op i plenum?' ville jeg vide, og jeg lavede en liste over, hvem i familien der havde hvilke pligter. De voksne sad og gabte og bladede i nogle ugeblade. Det blev kun til to familiemøder i alt.«

Hvilken livslektie vender du oftest tilbage til?

»Jo ældre, jeg bliver, jo mere går det op for mig, at alle har deres. Man kan godt foranlediges til at tro, at andre lever et nemmere liv. Men erfaringen har lært mig, at sådan forholder det sig ikke. Den familie, man troede var munter og lykkelig, har også noget, der er svært. Det har vi alle.«

Forfatter Helle Helle udgav i januar romanen »BOB«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto. Linda Kastrup.

Hvilket minde lægger du gerne bag dig?

»Mindet om alle de gaver, jeg har givet min højtelskede veninde i 30 år. Jeg har altid så gerne villet købe det rigtige til hende og travet rundt i byen for at finde det. Og jeg rammer altid forbi. Engang endte jeg med at give hende en flaske »Galliano shot«. Og da hun fyldte 50, købte jeg et ACNE-tørklæde i sort uld. Men det er jo mig, der altid går i sort! Åh Kirsten, jeg har givet dig elendige gaver i 30 år.«

Hvem har været mest tilgivende overfor dig?

»Det er selvsamme Kirsten. Uanset hvad hun har fået, siger hun altid, 'Ingen har givet mig så gode gaver som dig'. Og når jeg minder hende om Galliano -lasken, siger hun bare 'Det var da lækkert dengang i 80’erne'.«

Hvad har vist sig at være den mest lykkebringende omstændighed i dit liv?

»At jeg fik taget det kørekort, da jeg var 34 år. Det var en hård omgang.

Jeg er ikke vokset op med bil, og min eksmand havde ikke kørekort. Der har altid været få kørekort i min familie, og ingen af mine to børn har taget kørekort. Men det, at jeg kan køre bil, gjorde, at jeg kunne flytte på landet og komme rundt til alting. Det betød også, at jeg opdagede det område, jeg nu har boet i i tyve år. Her er jeg meget lykkelig for at være, men jeg var aldrig kommet forbi uden mit kørekort.«

Hvor henter du fortrøstning på dage med mismod?

»I min sofa. Det er det ærlige svar, og det er ikke sagt med stor stolthed.

Jeg købte den sofa for 27 år siden, da min søn sad i bæresele, og der var den allerede 20 år gammel. Den har været så slidt, at læderet hang i laser. Jeg har aldrig kunnet finde dens afløser, så den blev ombetrukket i dyre domme for nogle år siden. Den er bare god at ligge i, sidde i og blive omfavnet af på dage med mismod.

Når jeg lægger mig i sofaen og ser et afsnit fra mit bokssæt med »En by I provinsen«, hvor jeg allerede har set alle afsnit 70 gange, så hjælper det. Jeg går også en tur i skoven, men først bagefter.«

Hvilken livslære vil du gerne give videre til dine børn?

»Jeg er vokset op i et hjem, hvor der ikke blev talt grimt om andre hen over spisebordet. Der var ikke nogen, der sad og harcelerede. Jeg oplevede aldrig den der det-er-også-for-galt. Vi grinede og talte om sjove ting. Det håber jeg også, at mine børn vil holde fast i. Hvorfor bruge sine kræfter på negativ energi?

Man må gerne være vred eller tale om grimme følelser, men jeg bryder mig ikke om den unødvendige harceleren, og jeg får ofte dårlig samvittighed, hvis jeg taler grimt om andre. Jeg forsøger at fordømme mindst muligt. At udvise åbenhed. Det gælder også for mig, når jeg skriver. Jeg skal være rummelig over for stoffet og sproget, og hvad der måtte vise sig.«