Blandt universitetsstuderende bliver metoden med et smil i øjet betegnet som harpunering.

Hvis en underviser stiller et spørgsmål og pludselig beder en af de studerende, som ikke har rakt hånden op, om at svare, er der tale om harpunering.

Det lyder blodigt, og på København bliver metoden i øjeblikket diskuteret af underviserne og de studerende. Årsagen er, at en af universitets undervisere, adjunkt Siff Pors, der underviser i litteratur og tekstanalyse på engelskstudiet, i flere medier har fortalt om resultatet af en skriftlig evaluering af hendes undervisning.

13 ud af 28 studerende mente, at hun stillede for høje, faglige krav, og flere mente, at det var utryghedsskabende og grænseoverskridende, at hun stillede spørgsmål til studerende, som ikke havde rakt hånden op.

»Jeg kan ikke levere en ordentlig undervisning, hvis jeg skal tage hensyn til så sarte sjæle hele tiden, og jeg mener faktisk, at det siger noget om, at de studerende ikke er uddannelsesparate, når de ikke er i stand til at leve op til disse krav. Det er problematisk, at unge mennesker er blevet så sarte, at de ikke kan tåle at blive konfronteret med krav,« sagde Siff Pors lørdag til Kristeligt Dagblad.

Kritikere mener, at hun betragter de studerende som gymnasieelever, som har mødepligt, får lektier for og får standpunktskarakterer, og ikke voksne studerende, der selv skal tage ansvar for at lære pensum.

En intern undersøgelse

Berlingske har bedt Malte Sauerland-Paulsen, forperson for Studenterrådet på Københavns Universitet, om at forholde sig til Siff Pors' kritik, som først blev rejst i Politiken.

Må en underviser ikke bede en studerende, som ikke har rakt hånden op, om at svare på et spørgsmål?

»En underviser må strikke undervisningen sådan sammen, som vedkommende vil, men vi gennemfører evalueringer af undervisningen for at skabe den mest konstruktive undervisningsform. Mange undervisere bruger den metode, som bliver kaldt harpunering, og som ikke får dårlige evalueringer. Hvis studerende oplever det som utrygt, så er der en grund til det. Derfor gennemfører vi de her evalueringer,« siger Malte Sauerland-Paulsen, der er filosofistuderende.

Han stiller sig kritisk over for, at en underviser er gået offentligt ud med resultatet af en evaluering.

»Det er et internt redskab til at forbedre undervisningen. Det er selvfølgelig i orden at diskutere undervisningen offentligt, men vi har jo kun set en del af evalueringen. Det er i orden at diskutere didaktikken – undervisningsmetoderne – på universiteterne. Men der er forskel på at diskutere didaktik og så, som det er tilfældet her, diskutere en lille gruppe studerendes evaluering af deres underviser.«

Er det i orden, at en underviser inddrager de studerende ved at stille spørgsmål til dem, som ikke rækker hånden op?

»Ja, men spørgsmålet er, om det er en god måde at inddrage de studerende på. Andre undervisere siger, at de er stoppet med at bruge den metode, fordi de oplever, at man skaber større engagement, hvis man får de studerende til selv at melde sig på banen. Man skal spørge sig selv, om man helst vil tvinge de studerende til at engagere sig på nogle præmisser, som underviseren sætter op, eller om man hellere vil gøre det i samarbejde med de studerende. Det sidste tror jeg vil få flere til at engagere sig.«

Hvordan kan man gøre det?

»En start vil være at bruge undervisningsevalueringen internt i stedet for først gå i medierne med den. Jeg tror ikke, at man skaber tillid på den måde. For mange undervisere er harpunering et effektivt værktøj, hvis der er tillid mellem underviseren og de studerende. Men det er ikke særlig tillidsskabende at gennemføre en undervisningsevaluering til internt brug og derefter gå i offentligheden med den og skabe en fortælling om, at halvdelen af de studerende ikke er dygtige nok til at gå på universitetet. Man skal hellere have en dialog med de studerende om, hvordan man skaber et godt undervisningsrum.«

Er det at stille spørgsmål til studerende, som ikke har rakt hånden op, ikke udtryk for en ansvarlig underviser, som engagerer andre i undervisningen end de sædvanlige få, der rækker hånden op?

»Den enkelte studerende skal engagere sig i undervisningen på den måde, som vedkommende selv føler er rigtig. Det afgørende er, at man bliver klar til eksamen. Hvis man føler, at man bliver klar til eksamen uden at svare på spørgsmål i undervisningen, er der i og for sig ikke noget galt med det. Personligt har jeg selv svært ved at få noget ud af undervisningen, hvis jeg ikke engagerer mig aktivt i den, men der er studerende, som klarer sig godt på andre måder. Man tager ansvaret fra den studerende, hvis man ikke har tillid til, at de selv magter at gøre sig klar til eksamen, og det gør man, hvis man skaber et undervisningsrum, hvor de skal testes hele tiden.«

Unge er ikke mere sarte

Er de studerende uddannelsesparate, hvis de ikke kan klare at få stillet et spørgsmål?

»Der er stor forskel på at gå på gymnasiet og universitetet. På gymnasiet har man mødepligt, får lektier for og får standpunktskarakterer. På universitetet har man et pensum, men man har selv ansvar for at komme gennem det, og man bliver ikke løbende kontrolleret. Man har heller ikke mødepligt og får ikke standpunktskarakterer. Det er vigtigt at have en diskussion om krav og ansvar for de studerende, men man skal stille de rigtige krav, og det er, at den studerende er flittig og bliver klar til eksamen. For nogle er det rigtige ikke at møde op til undervisningen, hvilket jeg selv har svært ved at identificere mig med.«

Er det her udtryk for, at unge er blevet mere sarte?

»Det siger man altid om ungdommen. Man gennemførte ikke tilsvarende evalueringer for 20 år siden, dengang interesserede man sig ikke for det, og derfor ved vi det ikke. Jeg tror ikke, at de unge er blevet mindre dygtig og flittige. Når man kalder de studerende mere sarte end tidligere, handler det nok mere om, at man er begyndt at lytte til, hvad de studerende faktisk mener. Det er ikke sart at have nogle præferencer til, hvilken type undervisning man foretrækker,« siger Malte Sauerland-Paulsen.