Strikdesigner Lærke Bagger er god til at sige undskyld, og hun har ikke de store hængepartier. Bortset lige fra ét …

Så er det sagt: Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag strikdesigner Lærke Bagger.

Hvordan håndterer du bedst skuffelse?
»Jeg håndterer det ved at blive ekstremt hidsig i kort tid og så efterfølgende acceptere det. Ikke hidsig i den forstand, at jeg pådutter andre mennesker mine følelser, men jeg er generelt rimeligt temperamentsfuld. Og hvis man bliver skuffet, så må man jo finde en vej ud af skuffelsen ved at gøre noget aktivt.«

Hvad misforstår folk oftest ved dig?
»At jeg er kommet for at hygge. At min topprioritet er hygge. Og det har det aldrig nogensinde været. Min ambition har altid været at ændre ting og at opnå et andet blik på både kvindekultur og håndarbejde og kreativitet og communities. Men fordi jeg er håndarbejdsdesigner, tror folk, at jeg bare hygger mig utroligt meget.«