»Stranger Things«-brødre sagsøgt for snyd

En populær Netflix-serie har stjålet ideen fra filminstruktøren Charlie Kessler, mener Kessler selv. Han lægger nu sag an mod Duffer-brødrene.

»Stranger Things« er en kæmpe succes på Netflix - men er det plagiat? Fold sammen
Læs mere

Den stærkt populære Netflix-serie »Stranger Things« har selv gjort en dyd ud af sine talrige referencer til 1980er-film- og serier i en grad, så man skulle tro, at den var galvaniseret mod beskyldninger om plagiat.

Men det er langt fra tilfældet. For nu har de to idémænd, forfattere og instruktører bag serien, Matt og Ross Duffer, fået et sagsanlæg mod sig, og anklagen lyder netop på plagiat.

Det er instruktør-kollegaen Charlie Kessler, der ifølge en række amerikanske medier har sagsøgt brødrene. Charlie Kessler instruerede i 2012 en kortfilm med titlen »Montauk«, der fik premiere ved Hamptons International Film Festival, og to år senere forsøgte han - ifølge anklageskriftet - at sælge ideen til Duffer-brødrene ved et selskab ved Tribeca Film Festival, hvor han angiveligt præsenterede dem for »manuskriptet, ideerne, historien og filmen«.

Men i stedet for at købe ideen, brugte brødrene den efterfølgende til selv at udvikle deres hitserie, lyder anklagen

»Stranger Things« foregår i 1980erne og handler om nogle lidt nørdede børn i en lille by i Indiana, hvor den ene forsvinder efter at have været ude for overnaturlige hændelser - samtidig med at der foregår mystiske ting på et nærliggende militært anlæg.

Også Kesslers »Montauk«-historie var en sci-fi-sag, der involverede en savnet dreng, en nærliggende militærbase, hvor der foregik eksperimenter med børn og et monster fra en anden dimension, der lignede et stykke legetøj. Det hele foregik i omegnen af New York.

Charlie Kessler fremhæver også i anklageskriftet, at »Stranger Things« i brødrene Duffers udviklingsfase gik under navnet »The Montauk Project«, hvor handlingen foregik på Long Island - hvilket bekræftes af en Deadline-reportage fra 2015, hvor Netflix indgik aftalen med Duffer-brødrene. Senere blev handlingen så flyttet til Indiana.

Men at Montaux-navnet går igen flere steder, er der ifølge flere filmblade en naturlig forklaring på. Tilbage i 1992 udkom bogen »The Montauk Project: Experiments in Time«, der fortæller om hemmelige regeringseksperimenter ved Montauks Camp Hero, og flere af de medvirkende i serien har i interview fortalt, at serien var bygget på historierne om Camp Hero, skriver Variety.

Det har dog ikke bremset Charlie Kessler, der mener, at han fik ideen først, og tirsdag indbragte han et 39 sider langt anklageskrift for retten i Los Angeles.

»Efter »Stranger Things«' massive succes baseret på sagsøgers koncept, som sagsøger har diskuteret med sagsøgte, har sagsøgte tjent enorme pengesummer på at producere serierne baseret på sagsøgers koncept uden at kompensere eller kreditere sagsøger for hans koncept,« lyder anklagen i Charlie Kesslers sagsanlæg. Han vil derfor have serien stoppet og kræver kompensation for både krænket ophavsret og manglende indtjening.

»Stranger Things« er i løbet af de to første sæsoner blevet et af Netflix' allerstørste internationale hit, og ifølge Deadline har succesen betydet en op til 12-dobling af lønningerne til de medvirkende, som også tæller danske Linnea Berthelsen. Tredje sæson er i produktion, men det er ikke meddelt, hvornår den får premiere.

Hverken Duffer-brødrene eller Netflix havde onsdag morgen ønsket at kommentere sagsanlægget.