Strandet på stofferne - med garanti

Regeringen er igen kommet i problemer med en af sine garantier. Denne gang er det dog en forholdsvis lille vælgergruppe, narkomanerne, som har en behandlingsgaranti på 14 dage - men som ofte ikke får det. Blandt andet fordi de afkræves rene urin-attester for at kunne få behandlingstilbud. Minister er forbløffet.

Billede fra hverdagen for Nille - det er hendes kælenavn - der stiller skrappe krav til hende, når hun skal ind og skaffe penge i Skelbækgade, så hun kan holde sig sig selv med stoffer. <br>Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere

Oppe under taget på Vesterbro tager Nille en lille, grøn konvolut frem fra sin hvide BH. Hun er begyndt at svede og har derfor netop været nede på gaden og rundt om hjørnet for at købe et halvt gram hvid heroin. Pris: 700 kroner.

»Jeg havde lidt ekstra penge fra i går, så jeg har ingen kunder haft endnu i dag,« fortæller Nille, som er 29 år, trækker for at få råd til stoffer og har to børn, hun har afleveret på kommunen med beskeden: Desværre, jeg er ikke i stand til at passe dem.

Nille er hendes kælenavn, det rigtige navn vil hun ikke have frem. Hun vil gerne i behandling, men fordi regeringens garanti om behandling inden 14 dage langtfra virker, fortsætter hun med heroin.

Socialministerens garanti har eksisteret siden 2003, og den betyder, at to uger efter stofmisbrugere har henvendt sig, skal kommunen være klar med en plan.

Det sker bare langtfra.

Berlingske Tidende har i denne uge talt med en stribe stofmisbrugere og deres forældre, som fortvivlet ryster på hovedet. En mor har selv to gange i desperation betalt afvænning for sin søn til en pris på 60.000 kroner. Henrik Pedersen fra Vejle måtte vente i cirka fem måneder - blandt andet fordi han havde store problemer med at opfylde kravet om, at han skulle aflevere rene urinprøver for at kunne komme i behandling. Linda har fået HIV i ventetiden, og hendes far overvejer at tage hende med til Thailand og selv nedtrappe hende.

Eksemplerne er adskillige og dermed minder historien om en anden af regeringens garantier - behandlingsgarantien for kræftramte, som heller ikke holdt.

Nille bor nu i Slagelse, hvor hun efter fire år som hjemløs er flyttet ind i moderens gamle lejlighed. Hver dag mellem otte og ni tager hun toget ind til Vesterbro for at trække i Skelbækgade og omegn.

»Ja, for på det tidspunkt er jeg ved at være rigtig syg.«

Hurtigt hen i gaden, hvor mænd kan få et knald for 400 kroner. Dem skal formiddagen helst byde to af, ellers er der ikke penge til et halvt gram hvid heroin.

»Nede i Slagelse ville de teste min motivation. De krævede, at jeg gennem en måned skulle møde klokken ni hver morgen,« fortæller Nille, som er en køn pige, ordene vælter ud af, men som omvendt ikke ligner en, der hverken ejer en kalender eller et ur. Og klokken ni er svedeturene som bekendt sat ind og derfor må turen gå til mændene på Vesterbro og ikke embedsmændene i Slagelse.

Nille har hældt et kvart gram af sin heroin ned i et lille plasticbæger sammen med lidt vand. Hun varmer bægeret med sin lighter og begynder at lede efter en blodåre.

»Og så skulle jeg aflevere urintest, så de kunne se, at jeg brugte færre stoffer og dermed var motiveret til at komme i behandling. Altså, det kan jeg ikke.«

Så hva nu?

»Ja, nu tager jeg så heroin, indtil jeg finder på noget andet.«

Finder på hvad?

»Nu skal jeg først ned i Skelbækgade omkring klokken tre og finde kunder. Her begynder de at få fri fra arbejde. Så holder jeg pause mellem halv seks og otte, fordi mændene er hjemme og spise aftensmad. Først efter otte kommer de igen i gaden - så har de sagt til konerne derhjemme, at de skal ud og spille backgammon med gutterne.«

Okay. Og på lidt længere sigt?

»Tja...«

Heroinen er sendt ind i årerne, og Nille begynder at blive langsom. Hun har sat sig med en kop kakao med flødeskum fra dåse og 13 brunkager. Klokken har da også nået frokosttid - 12.10.

Gadejuristen Nanna W. Gotfredsen arbejder fra et kontor et andet sted på Vesterbro, men har kontakt med narkomaner over hele Danmark. Det er hende og kontorets øvrige jurister, man kan henvende sig til, hvis myndighederne ikke rykker. Nanna W. Gotfredsen tog i efteråret eksempler på tom garanti under armen og troppede op i Folketingets Socialudvalg.

»Gennem de sidste tre år, hvor jeg har undervist sagsbehandlere, hører jeg igen og igen, at de ofte ikke opfylder garantien, fordi økonomien spærrer, eller fordi ledelsen ikke synes osv. Det er ikke noget, der bare foregår i det mørke hjørne, hvor vi arbejder, men hvor slemt det reelt står til, vil alene en særdeles grundig undersøgelse kunne afsløre,« siger Nanna W. Gotfredsen.

Garantien indebærer en ret til at modtage socialt behandlingstilbud, som skal iværksættes 14 dage efter. En ting er, at der i flere tilfælde ikke sker spor i løbet af de første 14 dage, noget andet er så: Hvad er et socialt behandlingstilbud?

Ministeren burde sætte sig ned og skrive en garanti, alle kan forstå. Det kan sagsbehandlerne ikke, og på den måde har socialministeren været med til at give grønt lys til et mindre cirkus ude i landet.

Det mener psykolog Liese Recke, der er udviklingschef i Københavns Amts behandlingscenter for stofmisbrugere.

»Det er jo en tåbelig lov. Grundlæggende er der det galt med loven, at man giver garanti for noget, ingen ved, hvad er. Det kan i princippet være hvad som helst. Det kan være pisk under fodsålerne, hvis jeg som behandler synes, at det er den bedste behandling for dig.«

De skal altså bare sættes i en form for behandling inden 14 dage?

»Ja, netop. Hvis du kommer og vil have behandling, så siger jeg okay: Vi skriver tre linjer på et stykke papir, hvor der står, at du skal i behandling, og planen for dig er, at du skal være stoffri i løbet af de næste ti år: Så har jeg lavet en handleplan. Der er jo ingen mindstestandarder.«

I Slagelse bestod cirkuset i, at de mente, de behandlede Nille ved at kræve, hun skulle møde klokken ni hver morgen til samtaler om motivation.

I Københavns Kommune hævder socialrådgiver Marina Andersen, at man i stor stil bare hælder metadon i narkomanerne. Og så er det behandling. Hun har i protest sagt sit job gennem fem år op på Behandlingsenhed Nord og arbejder nu i en mere rolig skotøjsforretning:

»Det hele handler om, at folk skal have deres metadon. Vi har slet ikke tid til nogen form for socialt arbejde. Det kan vi også se ved, at der er døde brugere. Havde vi tættere kontakt til brugerne, ville vi kunne se, hvornår folk hentede medicinen. På den måde ville det være lettere at se, om folk ligger ude i deres lejligheder, eller hvad der sker med dem. Vi kan simpelthen ikke holde rede på, om folk har været til deres ugentlige udlevering af medicin.«

I Vejle findes så en tredje variant: Rene urintest. Den røg Henrik Pedersen på. Han har gennem fire år selv været behandler i byen, og derfor mener han at kunne sige:

»Jamen, det er Gøg og Gokke.«

I Vejle Kommune kender konstitueret leder Helle Holst ikke til Henrik Pedersens sag. Hun forsvarer urintesten med, at der ikke er store chancer for at hjælpe folk med blandingsmisbrug. Derfor forsøger man at få dem til selv at droppe heroin, øl eller hash.

Altså, er der tilfælde, hvor man siger: Vi vil ikke se heroin i din urinprøve, og hvis der er det, så kan vi ikke sende dig af sted. Så er det nyttesløst!

»Ja.«

Men kan der ikke være tilfælde, hvor de er så langt ude, at de bare ikke selv kan komme ud af misbruget og dermed ikke kan opfylde kravet til at komme i behandling?

»Jo, da.«

Hvad gør I så?

»Så tager vi stilling i det enkelte tilfælde, og der er også mange, som har behov for at komme af sted i morgen. Ellers så er de her ikke i morgen eller næste uge, fordi deres misbrug er så massivt.«

For nogle stiller I kravet: Drop heroin ellers kommer I ikke på afvænning?

»Vi må erkende, at vi har nogle, som gang på gang er af sted og så forlader behandlingen i løbet af en uge, fordi de får stoftrang. Kort efter står de så igen her og vil i døgnbehandling. Så er vi nødt til at vurdere - fordi det også handler om kroner og ører, det må vi erkende - om det skal være et af kravene. Hvis man har svinet sig til med alt muligt, så er det det, man får stoftrangen. Og derfor går man også femte gang.«

Henrik havde jo ikke været af sted fem, seks gange tidligere?

»Jeg kender ikke den sag, men det kan være en del af behandlingsplanen, inden man skal af sted. Og det kan være en støtte for den enkelte,« siger Helle Holst.

Som gadejurist triller Nanna W. Gotfredsen også hver tirsdag og fredag sin vogn med varm kakao og flødeskum - det er en hurtig måde at få fedt og sukker på - rundt til narkomanerne på Vesterbro. Og flere poser sukker. I løbet af to timer ryger to kilo sukker ned i kakaokopperne.

»Ja, det havde nok været mere fornuftigt med råkost og salat, men vi forsøger at imødekomme stofmisbrugerne,« fortæller hun.

Det eksempel kunne myndighederne måske lære af.

»Man indretter systemet til indretterne - ikke til brugerne. En kvinde har omregnet, at hendes forbrug af heroin og F2'ere kræver 150 kunder på en måned, hvis alle kunderne køber en cocktail - samleje og oralsex. Køber de kun fransk, skal hun have 250 kunder og 190, hvis de køber dansk, altså samleje. Det kan være svært at få et motivationsforløb med mødetid klokken ni passet ind - det kan kort sagt ikke lade sig gøre,« siger Nanna W. Gotfredsen.

Men ministeren har jo så fået lavet en lovovervågning i efteråret, som siger, at kun 6,1 procent ventede mere end 14 dage sidste år!

»Det eneste man har gjort er at spørge de ansvarlige. Altså, de potentielle syndere, om de har gjort, som de skal. Det har intet med en evaluering at gøre. Man skal også spørge medarbejderne, læse journalerne og spørge ikke mindst brugerne. Det har man ikke. Man har aldrig spurgt brugerne. Lidt groft sagt: Du kan jo også spørge de kriminelle, om de har lavet kriminalitet.«

Årligt dør knap 300. Det er samme niveau som i 1995, inden der var noget, som hed behandlingsgaranti, og inden tilbuddene blev udbygget.

I andre lande falder tallet jævnt. Tyskland, Schweiz og Holland. Og i Norge kommer dødstallene hver måned, så man hele tiden kan følge udviklingen. I Danmark kom tallene fra hele 2005 i november 2006.

Socialminister Eva Kjer Hansen (V) bryder sig ikke om eksemplerne. Det er klart over grænsen, og de passer ikke med hendes officielle statistik. Ifølge den bliver garantien overholdt - bortset fra et par enkelte missere hist og pist.

Men hun erkender, at den statistik ikke holder, hvis man i København bare giver metadon, et andet sted holder morgenmøde og et tredje sted kræver urintest.

»Altså, det er ikke at komme i behandling! Det har vi tidligere klart understreget. Det burde de også vide. Jeg vil gerne møde Nanna W. Gotfredsen og se hendes dokumention, for det lyder som om, at der er nogle, der skal have kigget behandlingsgarantien igennem. Man skal have et reelt tilbud, og man kan ikke på forhånd kræve, at man på forhånd skal være stort set clean.«

»Det er ikke til at holde ud at høre den slags eksempler. Det er ikke acceptabelt. Der er en klar lovgivning. Men nu vil vi lave en kvalitativ undersøgelse af behandlingstilbuddene og effekten af dem.«

Nilles øjne er efterhånden blevet temmelig små. Hun er faldet hen i stolen: Der er kun hende og de 13 brunkager. Uret tikker. Om tre timer skal hun igen ned om hjørnet, tværs over Sønder Boulevard for at komme i Skelbækgade og finde mænd.

Det bliver næppe heller i morgen, at hun præcis klokken ni møder op hos embedsmændene i Slagelse.