Den svenske filmstjerne Alicia Vikander er en af de kendisser, som står i spidsen for modehuset Louis Vuittons nye kampagne for smykker, og nu har et billede af filmstjernen høstet hundreder af udskammende kommentarer. Det skriver flere medier i Sverige.
Kollektionen omfatter flere armbånd med firmaets kendte emblem LV, og på Instagram har tusinder bemærket, at designet til forveksling ligner dobbelte Z'er. Problemet er, at bogstavet Z lige nu kan ses malet på Ruslands køretøjer i krigen i Ukraine
»Skam dig«, »Er det en joke?« og »Læs nyhederne!« er blot et par af tusindvis af kommentarer, der kritiserer det design, der blev lanceret tidligere på ugen.
Emblemet er af mange blevet opfattet som meget lig bogstavet Z. På masser af de russiske kampvogne er bogstavet malet som en kort form for sætningen »Za pobedu«, hvilket kan oversættes til »for sejr«.
Alicia Vikander har ikke selv udtalt sig om kritikken, men flere modeeksperter har udtalt, at det er nødvendigt, at hun nu lægger afstand til sin arbejdsgiver. Firmaet Louis Vuitton har selv understreget, at symbolet handler om »pulsen i livet«, men flere konspirationsteoretikere har på deres hjemmesider allerede udlagt symbolet som en bevidst støtte til de russiske soldater.