Forleden var Bloomberg News det første medie, der fortalte, at journalisten Evan Gershkovich ville blive løsladt fra russisk fangenskab som en del af den store fangeudvekslingsaftale mellem Rusland og Vesten.

Men det vakte vrede, for Bloomberg brød en såkaldt klausul og fortalte nyheden for tidligt – og det kunne have bragt aftalen i fare. 

Nu siger Bloomberg News, at det har taget »disciplinære foranstaltninger« mod flere af deres redaktionelle medarbejdere. Det skriver The Guardian

»I torsdags offentliggjorde vi for tidligt en historie om løsladelsen af Evan Gershkovich og de andre fanger, hvilket kunne have bragt den forhandlede udveksling, der satte dem fri, i fare,« skrev John Micklethwait, chefredaktør for Bloomberg News, i et brev til personalet, som The Guardian har set. 

»Selvom vores historie heldigvis endte med ikke at gøre nogen forskel, var det en klar overtrædelse af de redaktionelle standarder, som har gjort denne nyhedsredaktion så betroet over hele verden,« står der videre i brevet. 

Det vides ikke hvem, der er blevet disciplineret, eller hvad straffen har været. 

Og dog. 

For journalisten Jennifer Jacobs, som dækker Det Hvide Hus, er blevet fyret. Det skriver New York Magazine og The Washington Post ifølge The Guardian. 

The Guardian har ligeledes forsøgt at kontakte Jennifer Jacobs via omstillingen på Bloomberg News, som sagde, at det var Jennifer Jacobs sidste dag på redaktionen. 

Arbejdede ikke alene

Jacobs selv skriver på X, at hun aldrig med vilje ville gøre noget, som bragte en kollega i fare. 

»Mens jeg skrev historien om Evans løsladelse arbejdede jeg tæt sammen med mine redaktører for at leve op til redaktionelle standarder og retningslinjer. Jeg gjorde på intet tidspunkt noget, som var bevidst imod regeringens embargo eller noget, der ville bringe nogen af de involverede i fare,« skriver hun. 

Jennifer Jacobs skriver også, at journalister ikke selv kan beslutte, hvornår en historie bliver publiceret, eller hvad overskriften bliver. 

»Det hændelsesforløb, der skete her, kunne ske for alle nyhedsjournalister. Det er derfor, der er flere kontrolmekanismer i løbet af de redaktionelle processer.«

Den amerikanske regering havde bedt pressen om at vente med at fortælle om fangeudvekslingen, som flere medier havde fået nys om, til efter de amerikanske statsborgere blev løsladt af Kreml.

Men Bloomberg fortalte historien mens flyet med fangerne endnu var på vej fra Moskva mod Ankara, hvor udvekslingen fandt sted. 

Senere skrev en redaktør fra Bloomberg News på X, at det var »en af hans karrieres største ærer, at have hjulpet med at være de første til at fortælle denne nyhed. Jeg elsker mit job og mine kolleger«. 

Bloomberg News har ikke villet svare på The Guardians spørgsmål om disciplinærsagerne, skriver avisen.