Stormen på Børsen

Det hører til sjældenhederne, at politiske demonstrationer nu om stunder lever videre i erindringen længere end et par dage. Dertil sker der rent ud sagt alt for lidt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man samler nogle tusinde mennesker - lige så mange, som når byens hold spiller i Parken - adskillige af de fremmødte lytter opmærksomt til nogle opflammende taler, og så slutter seancen med, at alle af bedste evne synger med på nogle morsomme protestsange.

Imens stiger stemningen som regel betragteligt, for en moderne demonstration er også en folkefest. Og så skal der hverken mangle vådt eller tørt.

Når den værste sult er stillet, og der ikke er mere øl, går man tilfreds hver til sit. Det har været en god dag, en munter dag, men som desværre bliver glemt alt for hurtigt.

Sådan var det ikke i gamle dage, da der endnu var noget alvorligt at kæmpe for. Dengang blev der arrangeret demonstrationer, som man talte om i årevis, og som har fået deres egne kapitler i den store historiebog.

Omkring slutningen af Første Verdenskrig var der en del medlemmer af Socialdemokratiet og de socialdemokratiske fagforeninger, som syntes, at det gamle arbejderparti var ved at blive lidt for borgerligt. Hvad lignede det, at partiets leder optrådte som minister i en radikal regering og dermed støttede den bestående samfundsorden?

De ville have rene linjer, og hvis der skulle en revolution til at vælte det kapitalistiske system, så skulle de nok give en hånd med. Man kunne tage ved lære af, hvad der netop foregik i Rusland.

De var organiseret i forskellige smågrupper, men under ét blev de i samtiden altid bare kaldt syndikalisterne. Og hvis der var noget, de kunne bedre end alle andre, så var det at arrangere demonstrationer.

Sådan en var der sammenkaldt til fastelavns mandag 1918. Det begyndte helt traditionelt med møder i forsamlingsbygningerne i Rømersgade og på Jagtvej, og derefter bevægede man sig lige så traditionelt i formation med de røde faner hævet gennem gaderne mod Kultorvet.

Stemningen var ved at blive hed, skønt det var midt i februar, og derfor forsøgte politiet at stoppe den videre færd gennem Købmagergade. Det lykkedes ikke. »Vogt jer, vi skyder. Vi er alle bevæbnede! Den mindste modstand, og vi skyder ned for fode!« lød det fra syndikalisterne, og straks efter lød der skud inde i folkemængden. Men det var nu bare løst krudt. »Fremad kammerater!« Og så satte toget sig i bevægelse.

Ordensmagten havde ingen mulighed for at holde masserne tilbage. »Ruder blev splintrede, og gamle folk blev slået til jorden, ganske uden hensyn. Det var en flok bøller og urostiftere, der for en kort tid følte, at de var herrer over byen,« kunne man læse i B.T. den følgende dag.

Men det skulle blive meget værre. Under hujen og skrigen nåede mængden frem til Slotsholmen, som man antog for at være målet. Pludselig lød råbet: »Børsen skal stormes!«

»Og som om hele sværmen pludselig var blevet forrykt, stormedes der op ad børsrampen under sataniske hyl, og alt, der stod i vejen, blev revet ned. Portvagten blev slået til jorden, dørene og vinduerne knust, og de bestyrtede vekselerere inde på Børsen, der i første øjeblik ikke rigtig kunne forstå, hvad det var, der skete, flygtede rædselsslagne til de indre sale, men intet var bøllerne helligt, og ejendomsretten respekterede de ikke, bare ødelægge, ruinere, slå ned på alt det, de så. Det var bisseblodet, der var i oprør, og det fornægtede sig ikke,« skrev avisen.

Der blev naturligvis sendt bud efter ordensmagten, og fra forskellige stationer rykkede styrkerne ud. De første, der ankom, var fem betjente i en hestedroske. »Det så underligt ud. Men det er vel tiderne, der gør det,« lød avisens kommentar. Og den fortsatte:

»Politiet virkede kun yderligere tirrende på mængden, eller rettere, det var den ringe styrke, der gjorde det, og i blindt raseri huggede bøllerne ind på betjentene. Man besatte en dynge murbrokker inde på Christiansborg Slotsplads, og et øjeblik efter hvinede murbrokkerne gennem luften.

Hele bataljen var sluttet ved firetiden. Politiet var fuldstændig herre over situationen, og demonstranterne var splittet for alle vinde. 15 stykker af dem havde politiet taget sig af, og sagen vil for deres vedkommende få et meget alvorligt efterslæt.«

Og således fortsatte efterspillet i dagevis med nye arrestationer: Nu skulle der ryddes op i bevægelsen. Først da en snes af de mest navnkundige syndikalister var anbragt bag lås og slå, kunne almindelige mennesker ånde lettede op. Faren for revolution var drevet over for en stund.

Det gjorde derfor ikke større indtryk, at man en morgen på en mur i Botanisk Have kunne læse følgende advarsel: »Hvis De ikke lader de arbejdsløses førere gå fri, lader vi dynamitten tale.

Har de rige hamstret vore fødevarer, så har vi hamstret dynamit, og vi kan måske komme til at gøre en byttehandel. Død, had og forbandelse over de rige, politiet og øvrigheden.«