Storm P - den borgerlige anarkist

Når Jesper Bruun Rasmussen mandag svinger auktionshammeren over Danmarks største privatsamling af Storm P.´s værker, er det som at bladre i de stolteste kapitler af historien om Det Berlingske Hus, hvor Storm P. gennem 32 år fyldte B.T., Berlingske Tidende, Søndags-B.T. og Berlingske Aftenavis med en form for humor, som Danmark hverken før eller siden har set magen til. PDF: Se mere klassisk dansk humor fra Storm P. (13 mb) VIDEO: Kamp om Storm P.

Foto: Tegning: Storm P.

Han var den i særklasse mest uortodokse medarbejder, der nogen sinde har sat sine ben i Det Berlingske Hus.

Det vil sige, han kom stort set aldrig i egen piberygende skikkelse på de forskellige redaktioner i Pilestræde, men foretrak at »arbejde hjemme«, som vi siger i dag.

Og derfra, på Frederiksberg, leverede han flere gange om ugen gennem 32 år – til aftalte tid og altid med et ubegribelig overskud i forhold til den Sisyfos-opgave, det er at få læsende mennesker til at more sig mellem alle de alvorlig nyheder.

Hans fulde navn var Robert Storm Petersen, og når han selv skulle beskrive sit liv og forklare, hvem han var og hvad han ville med sin kunst, lød det sådan her:
»Født i Valby – et lille smukt sted i nærheden af København, 1882, to år efter nedbrændte Christiansborg – jeg gjorde, hvad jeg kunne. Men det brændte alligevel.

Gik i skole – trods alt – lærte dog at køre på cykel. Begyndte læreårene hos min far – slagterlærling – blev senere letmatros på en skonnert, malerlærling, operasanger i en delikatesseforretning. Skuespiller ved Casino og Dagmarteatret.

Korrespondent til New York-bladet »Sit-Down«. Eneboer i en otteværelses lejlighed samt medarbejder ved dagbladet B.T. Opdagede, der boede en dame i samme lejlighed. Vi giftede os; har det henrivende, og ejer den kæreste hund i verden.«

Den absurde selvbiografi stod at læse i et katalog til en international karikaturudstilling i Tyskland i 1930, og taler for sig selv. Ikke mindst hvad angår Storm P.s aversion mod sin tids sygelige interesse for levende og døde kunstneres privatliv, der efter multikunstnerens mening flyttede det centrale perspektiv fra det egentlige: Kunsten i sig selv. Som han venligt men spydigt har formuleret det i en dagsaktuel vittighedstegning:

»Professor Sarauw har skrevet en afhandling om Goethes øjne – kunne der ikke også skrives en om Oehlenschlägers morgensko?«

Af samme grund skrev Storm P. aldrig autografer. Som han høfligt men bestemt sagde til en gymnasiast, der engang i 1940erne passede sit idol op på Frederiksberg Allé: »Det kan jeg desværre ikke. For jeg har lovet mig selv og Vorherre og bagermester Olsen i Aalborg aldrig at skrive en autograf. Er De meget vred på mig for det?«

Storm P. var også kropumulig at interviewe. På én gang blufærdig og anarkistisk som et barn. For journalisten var det en illusion at tro, man kunne få ham til at være alvorlig og sidde stille – åndeligt talt – i mere end ti sekunder af gangen. Han nægtede at lege kustode i sit eget hjem og gled effektivt af på stort set alle spørgsmål, der forsøgte at hegne ham og hans kunst inde, ved at dreje nærgående spørgsmål over i absurditeter, lægge et tykt røgslør af pjank omkring sit liv og latterliggøre diverse detaljer i sin brogede karriere, som dybest set hverken ragede journalisten eller læserne.

Et godt eksempel fik man, da Storm P. i begyndelsen af 1949, kort før sin død, havde besøg af en udsendt medarbejder fra Berlingske Aftenavis, der spurgte, hvordan den elskede humorist, der jo havde gjort det morsommere at leve i Danmark, egentlig var kommet ind i det Berlingske Hus 30 år tidligere, Journalisten fik følgende svar:

»Det kan jeg underligt nok ikke huske... derimod husker jeg udmærket Frederik VII ... sådan kan det gå. Forholdene på bladet var jo slet ikke så imponerende dengang som nu. Jeg kan se for mig det lille kontor i stueetagen, hvor en dame sad ved annoncerne, en anden ved abonnementet og en pæn ældre herre ved kassen. Her kom pæne medborgere med deres håndskrevne avertissementer og betalte, og pengene hævede jeg så ved kassen. Jo, det var tider dengang.«

Det var i krigsåret 1914, Storm P. solgte sin første tegning i det Berlingske Hus, men først i 1916-17, han begyndte at levere mere fast til B.T. og blev ansat på en karikaturtegning af sig selv.

Dermed begyndte et langt og lykkeligt ansættelsesforhold i Pilestræde at tage form. Den unge Storm P. havde prøvet kræfter med tegneserieproduktion i Ekstra Bladet i 1905-06, hvor man for første gang støder på den fascinerende figur, »Den underlige mand«, der i 20erne og 30erne skulle blive et kendt indslag på Storms ugentlige kulørte side i Berlingskes Søndagsmagasin.

Årene omkring 1920, hvor københavner-ekspressionister som Broby-Johansen, Emil Bønnelycke og Tom Kristensen var trådt i karakter med revolverskud, bloddryppende digte og fribytterdrømme på vers, kan ses som et vendepunkt i Storm P.s liv fra søgende ungdom til fattet manddom. Tidligere årtiers vovede eksperimenter på skrift, på lærreder og drømmen om en artisttilværelse i teater og film tog af. De store og vilde satsninger i vidt forskellige kunstretninger trådte i baggrunden i takt med, at Storms udadvendte tegnervirksomhed inden for det Berlingske Hus tiltog. Talentet fik en fastere og både konstant og kontant ramme. Den intime forbindelse mellem tegning og tekst kom i dagligt centrum, og satte øjeblikkelig turbo på mandens exorbitante fantasi.

I 1920erne og 30erne fandt Storm P. en tryg, borgerlig bastion i det Berlingske Hus, som i et og alt matchede højborgen hjemme på Frederiksberg – eller »Sokkelund Herred«, som Storm P. konsekvent kaldte sin manddoms gader. På en måde trak han sig tilbage fra tiden, selv om han som bladtegner og døgnets filosof paradoksalt nok levede af at fange tidsånden og tidens mennesketyper i et fingerbøl, ikke mindst i Berlingske-serier som »Dagbogsblade«, »Peter og Ping«, »Hunden Grog«, »Ånd er magt« og »Dagens flue«.

Ved at blive lykkelig gift såvel i Pilestræde som hjemme på Frederiksberg, skabte Storm P. sig et sneglehus af en tilværelse, der til enhver tid tillod ham at trække sig ind i sig selv, når Mellemkrigstidens brøl af meninger og modernitet blev for påtrængende, eller når alt for mange tilfældige mennesker gerne ville i snak med den folkelige kunstner, der trak lidt frisk luft.

Engang Ebbe Rode var ude at spadsere med Storm P. på Frederiksberg Allé, mødte de Bodil Kjer, som Storm ikke havde set før, og Rode ville derfor præsentere hende.

Men Storm P. kom ham i forkøbet, tryllede med stor elegance et guldur ud af hendes øre og sagde så: »Nu må De ikke opholde mig længere!« Og så gik han hjem til sig selv. For hjemme i sneglehuset kunne han leve – som han selv engang har sagt – »en slags fortsat barndom, en hyggelig leg«, dyrke sin elskede samling af nisser (»De eneste væsner, jeg nogen sinde har tegnet efter levende model«) og længes tilbage til klunketiden før 1914.

Med andre ord skaber Storm P. – med det Berlingske Hus som tryg, borgerlig ramme – en anarkistisk lilleverden i sin tegnekunst i 20erne, 30erne og 40erne, der ved første øjekast virker gammeldags hyggelig og uskyldig, men jo i tegningernes og teksternes undergrund løfter en satirisk brod mod tidens dårskaber.

Gang på gang formulerer han mellem linjer og streger en utopi, der samtidig skulle være en stående kommentar til den alt for hæsblæsende tidsalder – og parallelvirkelighed – han var nødt til at leve i. Essensen af Storms utopi står at læse i den geniale »flue« fra sommeren 1945: »Så fik vi da endelig fred – Ja, nu mangler vi bare ro.«

Mere end 3.000 »fluer« – alle disse filosofiske perler, som en anden stor Berlingske-personlighed, Svend Kragh-Jacobsen engang i 1970erne karakteriserede som »formuleret visdom i knappeste form« – blev det til, inden Storm P. lagde pennen i marts 1949.

Lige til det sidste rumsterede anarkisten i borgerdyret. Inden i ham var der fortsat revolution, om end af fløjl. Her myldrede det med oprør på vegne af det enkelte menneske.

I sin evigt ynglende kunst på Berlingskes papir kunne Storm P. stritte imod tiden, der var i færd med at løbe løbsk i standardisering og ensretning. Her kunne han lufte sin urokkelige tro på personligheden og dens fulde udfoldelse som en menneskerettighed og være politisk på sin egen dybsindige måde: »Man kan opfinde atombomber, men møllene kan man ikke få bugt med«.

Hvordan det var gået Storm P. – og humoren i det Berlingske Hus – hvis han som ung kunstner havde meldt sig ind i en anarkistforening, sådan som hans instinkt bød ham, kan man kun gisne om.

Men heldigvis kom han til borgerlig fornuft. Som Niels Birger Wamberg fortæller i en gammel artikel fra Dagens Nyheder i 1950erne, var Storm P. gået så langt som til at gå op i denne anarkistforening og melde sig under fanerne, men da han kom indenfor, sad der en halv snes mænd på en bænk og hadede, og så blev det ikke til noget.

Gudskelov. For det betyder, at vi i dag kan se tilbage på en kolossal skat af humor og visdom, der ligger på tryk i arkiverne i det Berlingske Hus, men altså også findes i enkelte indbundne privastsamlinger i samfundet, hvoraf en kommer under hammeren på mandag kl. 16 hos Bruun Rasmussens Auktioner.

Mon ikke Storm P. til den tid vil tænde piben og følge med oppe fra sin himmel? Og nyde synet af, hvordan vor tids danskere overbyder hinanden for at sikre sig et stykke af sjælen i dansk humor. Måske vil Storm på et tidspunkt rømme sig og løfte hånden med et bud, når Jesper Bruun Rasmussen løfter hammeren for tredje gang.

»Hvad er Deres navn? spørger auktionarius. – Blowitzskisiensky, svarer manden oppe i himlen. – Hvordan skriver man det? spørger auktionarius. – Uden H!«