Storladne og opbrudte fortællinger

Udstilling: »Stjerneudstillinger: Per Kirkeby«Udstillingen med Per Kirkeby (født 1938) leder os gennem fem årtier, hvor der ganske pædagogisk lægges ud med Kirkebys bidrag til den eksperimenterende kunstscene i 60erne og 70erne - en tid hvor såvel medier som udtryksformer blev afprøvet.

Per Kirkeby: Uden titel (Vinterbillede), 1995 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De første rum viser således Kirkebys bidrag til ABCinemas kollektive filmantologi »Frændeløs« fra 1970, og man kan se Kirkebys overmalinger af eksisterende oliemalerier, de såkaldte detournementer Asger Jorn eksempelvis også praktiserede som en del af situationisterne.

I de kunstneriske undersøgelser fra 60erne og 70erne vises illustrationer til den amerikanske filosof og pacifist H.D. Thoreaus »Livet i skovene«, hvor Kirkeby sætter studiet af naturen i centrum for en collageform, der blander tuschtegninger med fotofragmenter og plantedele.

Kirkebys geologiske uddannelsesbaggrund er på forskellig vis synlig gennem hele hans kunstneriske produktion, og det er således også et gennemgående tema i hele denne udstilling. Men det naturvidenskabelige perspektiv træder for en kort bemærkning lidt i baggrunden, da medieboomet for alvor begynder at præge hverdagsbilledet. Kirkebys billeder fra 60erne og 70erne fyldes med visuelle citater fra klichéfigurer og stereotype symboler fra pop- og mediekulturen.

Natur og sind

Formet af romantikkens opfattelse af naturen som billede på menneskelige sindsstemninger og forestillinger iblandet Kirkebys naturvidenskabelige blik for naturens processuelle nedbrydning og vækst, bliver naturen gennem 80erne og 90erne igen hans foretrukne tema.

Udstillingens ophængning illustrerer en udvikling fra sjælelige og mytologiske billedmotiver med huler, lysninger og rum, mod den vilde, uordnede natur, hvor træstammer, grene og klippestykker frit svævende skaber påén gang storladne og opbrudte fortællinger. Som det kan ses i filmen »Vinterbillede«, består Kirkebys billeder af gentagne aflejringer - der ligesom i geologien betyder, at det endelige billede gemmer på flere lag billeder, hvoraf nogle stadig kan skimtes, mens andre ikke mere er synlige i overfladen.

Gennem et spørgende og kritisk forhold til det at skabe billeder har Kirkeby formået at tilføre landskabsmaleriet en fornyet aktualitet med lyrisk-abstrakte kvaliteter, der samtidig er intellektuelt udfordrende. Den kronologiske ophængning, som dog langt fra er fyldestgørende, virker okay, fordi Kirkeby har gennemgået en række faser, som man nemt glemmer, når man alene står foran hans nyeste værker. Men nogen spændende aha-oplevelse er det nu ikke.