Storebror har altid været der

Nordisk Film var det første filmselskab i Danmark og har ofte været førende på kvalitet. Erik Ballings betydning kan ikke overvurderes. Men Nordisk Film er også historien om Ole Olsen og oliepengene.

Erik Balling var en flittig instruktør for Nordisk Film. Blandt hans helt store succeser var »Olsen-banden«-filmene, »Matador«-serien og TV-serien »Huset på Christianshavn«. Fold sammen
Læs mere

Historien om dansk film er historien om et lille land, der på ganske lange stræk har lavet ubehjælpsomme film. En lind strøm af folkekomedier hvoraf mange er gået i glemmebogen, og hvoraf nogle få stadig ses for deres charme og den historiske værdi. Forretningsfolkene bag filmene er vigtige, for ellers var der ingen penge at lave film for, og instruktørerne er vigtige, fordi det er deres visioner, vi ser på lærredet. Og skuespillerne er vigtige, fordi det er dem, vi skal tro på.

Filmen er efterhånden 120 år gammel på verdensplan, mens historikerne diskuterer, om den herhjemme er 117 år eller 118 år gammel. I løbet af dens, i forhold til andre kunstarter ,korte levetid er det også lykkedes dansk film at komme på verdenskortet hele to gange, hvilket må betegnes som ganske naturstridigt. Senest var det med dogmefilmene og Lars von Trier i 1990erne, men det skete første gang allerede, da markedsgøgleren Ole Olsen fattede kærlighed til filmen.

Isbjørne og løver

Da Ole Olsen sammen med sin fotograf var i Valby i 1906 for at optage en af sine første film, kiggede han ud over et gammelt moseareal og fik ideen til at købe grunden og gøre den til et filmstudie. Inden man i 1908 byggede den første glasoverdækkede scene, indspillede man udendørs – ofte med Storm P. som både skuespiller og manden, der malede kulisserne.

Ole Olsen havde både ejet et tivoli i Malmø og turneret med en i datiden benævnt »Neger-karavane«, der i virkeligheden bestod af søfolk fra Afrika. Allerede i 1906 indspillede han hele 32 korte film, der typisk varede fem minutter. Dengang solgte man film i modsætning til senere, hvor man dem lejede ud, så han fik hurtigt oprettet kontorer over hele verden. Dengang var der heller ikke ikke noget, der hed copyright, så Olsen indspillede hurtigt Nordisk Films første logo, der også dengang var en isbjørn på en jordklode. Fordi andre let kunne klippe den ud, satte man også på forskellig vis tegninger og modeller af isbjørne ind i scener i filmene.

Det var dog to løver, der skulle gøre Ole Olsen berømt og berygtet. Han købte dem i en zoologisk have i Hamborg og skød dem for rullende kamera i filmen »Løvejagten«, selv om han havde fået forbud mod det. Det betød, at filmen blev forsinket rent juridisk i et helt år i Danmark, men Olsen var ligeglad. Han solgte den bare i resten af verden.

Rekonstrueret efter fallit

I 1910 imponerede Nordisk Film med Urban Gads »Afgrunden«, hvor Poul Reumert og Asta Nielsen dansede en fyrig gauchodans. Vi er nu nået frem til de år, hvor kameraet var kommet tættere på skuespillernes ansigter, og publikum begyndte at dyrke skuespillerne som stjerner. Asta Nielsen tog snart til Tyskland, mens Nordisk Film i stedet tjente styrtende med penge på eksempelvis Valdemar Psilander i adskillige »erotiske melodramer«, som man kaldte dem. Alene hans film »Klovnen« blev solgt i 385 kopier verden over.

I løbet af Første Verdenskrig tjente man stadig gode penge, men i 1920erne begyndte konkurrencen fra Hollywood at trænge sig på, og efter talefilmens indtog i 1927, kunne de danske film ikke sælges i udlandet længere. I 1928 blev der kun lavet én film på Nordisk Film, hvor der i 1915 blev produceret 143 film. 1929 blev året, hvor forretningsmanden Carl Bauder rekonstruerede firmaet, og i 1931 varslede den første talefilm, »Præsten i Vejlby«, nye tider med filmstjerner som Marguerite Viby og Liva Weel.

I 1946 har Nordisk Film stor succes med »Ditte Menneskebarn«, og bag kulisserne på »Diskret Ophold« mødtes to unge mennesker, der blev nøglen til selskabets dominans i Danmark både i 1970erne og årtiet før og efter. Ove Sprogøe spillede bagersvend i »Diskret ophold«, hvor Ib Schønberg var manden, der har et hjem, hvor piger kan komme og føde børn uden for ægteskabet. Som assistent uden fast portefølje havde Erik Balling fået sit første job på Nordisk Film, hvor han blandt andet hentede sodavand til ædruelige Sprogøe, der senere blev til eksplosive Egon Olsen.

Tid til at finde sig selv

Historien om Erik Balling er langt fra én lang succeshistorie. I sine første år som instruktør på Nordisk Film skød han oftere forbi, end han ramte plet, i sin jagt på at lave en god film. Fremhæves i de tidlige år bør den første danske farvefilm, »Kispus«. Allerede i 1954 blev Balling af den daværende direktør, Holger Brøndum, udnævnt til chef for filmproduktionen.

Ballings flittighed er legendarisk, men det var hans held, at Brøndum holdt hånden over ham i de kreativt magre år, hvor Nordisk Film ikke havde overskud på filmene. Der blev ganske ofte hentet penge ind i selskabet fra Oliemøllen, som Nordisk Films sæbefabrik hed. I årene fra 1960 til 1969 instruerede Balling hele 17 film, hvoraf mange er glemt. Det var årtiet, som Balling brugte på at finde sig selv.

Jens Ravn, der blandt andet har instrueret TV-serien »Fiskerne«, husker tilbage:

»Det gik rigtigt skidt med Erik Balling som husinstruktør. I resten af branchen talte vi om, hvornår de ville fyre ham dér, for han lavede nogle gigantiske huller i jorden. For eksempel »Halløj i himmelsengen«. Omvendt så viste det sig jo at være godt set hos Nordisk Film, at de beholdt ham så længe, når man ser på, hvad der senere skete.«

Først efter Holger Brøndums død fik Erik Balling stor kommerciel succes med Olsen-banden-serien og TV-serierne »Huset på Christianshavn« og »Matador«. Han regerede som en kejser på Nordisk Film og skabte uforglemmelige folkelige film og serier. Som både direktør og instruktør kunne han i virkeligheden bevilge budgetoverskridelser til sig selv, hvilket han ofte gjorde.

En lukket verden

I 1940erne, 1950erne og et stykke op i 1960erne konkurrerede Palladium, ASA Film og Saga Studio med Nordisk Film om at tjene penge i de danske biografer. Det var et blodigt slagsmål om markedsandele. Vi er i tiden, før filmstøtten var opfundet, så en film skulle ses af mere end en halv million danskere, før den var tjent hjem.

Nordisk Film var i Ballings regeringsperiode lukket land for de ansatte fra andre filmselskaber. Instruktør Anders Refn har arbejdet for alle fire store, gamle filmselskaber i 1960erne, og han husker stemningen i Valby:

»Man var altid lidt bange, når man skulle ud på Nordisk Film, og man skulle låne et eller andet til et af de andre filmselskaber. Man følte det lidt som at være med i en Sergio Leone-film, hvor man pludselig er den fremmede, der ankommer på gårdspladsen. Sådan var stilen dengang. »Hvad vil du have, og hvornår kører du igen?«. Nordisk Film var den store spiller, der kunne knuse de mindre, og der var kun plads til én hanbjørn i bjørnegrotten i form af Erik Balling. Og sådan var det stadig, da den danske nybølge kom i 1960erne på for eksempel ASA-Film.«

Filmlektor Peter Schepelern beskriver selskabet således:

»Nordisk Film har altid haft rollen som den etablerede faderskikkelse blandt filmselskaberne. »Far« har altid været der, og han laver den gode, folkelige kunst. Nordisk Film står for en form for monumentalitet. Vi forventer ikke, at de kaster sig ud i al mulig skæv skæg og ballade, så det er logisk nok, at hverken sådan noget som den erotiske filmbølge med stjernetegnsfilmene eller Carl Th. Dreyers film er lavet hos Nordisk Film.«

Erik Balling lavede film til det brede publikum, men der var dog lidt flere elementer af satsning i dem, end i de mere forudsigelige filmprodukter fra konkurrenterne på Palladium, ASA Film og Saga Studio. »Vi er alle jyder for Vorherre,« sagde Balling, der var på det brede publikums side, men stemningsbenzinen i hans film var den danske lune og sjældent hverken plat humor eller overgivet til enkeltmandspræstationer a la Dirch Passer på frihjul.

Rent filmteknisk er Ballings film ikke på noget voldsomt højt niveau i forhold til udenlandske film, men de stod sig godt i Danmark. Manden bag biografien om Balling, Christian Monggaard, kalder ham for en auteur, når det gælder tema og indhold. Balling sigtede gennemgående på skrankepaver og magtmennesker og havde sympati for den lille mand.

Samarbejdspartneren Klaus Rifbjerg har sagt om Balling: »Nok var han publikums ven og sørgede for ,at folk kom i biografen, men han leflede ikke.«

I 1984 lavede Balling sin sidste film, »Midt om natten«, der blev en kæmpestor succes med 922.000 solgte billetter, så han forstod at holde op i tide.

Har købt sig til kreativitet

Siden Erik Ballings regime har man stadig lavet mange film i Valby, men der har set i filmhistorisk perspektiv været langt mellem de markante af slagsen. Selvfølgelig er det forsvarligt at nævne Gabriel Axels Oscar-vinder »Babettes gæstebud« fra 1988 og Nils Malmros’ mesterværk »At kende sandheden« (2002), men der har også været mange svipsere i 1990erne og 00erne. Det har set bedre ud de seneste fem år, hvor nye, unge producerteam er kommet til.

I 1992 fusionerede Nordisk Film med Egmont og tjente i mange år gode penge på rettighederne til Sony Playstation, der blev vor tids Oliefabrik, og i 2008 købte Nordisk Film 50 procent af aktierne i Lars von Triers og Peter Aalbæks Zentropa, hvilket har øget filmselskabets andel i kunstneriske danske film.

Men det er en helt anden historie, som du får i kapitel fem i serien om »Dansk films historie.«