Stor filmmand til Danmark

Den både beundrede og berygtede amerikanske instruktør Michael Moore holder foredrag i Sønderborg.

Den amerikanske filmmand Michael Moore tager ikke fløjlhandsken på i sin nye film »Sicko«, som instruktøren selv præsenterer i Sønderborg 26. august. Foto: AFP/Paul J. Richards Fold sammen
Læs mere

Som den eneste danske by får Sønderborg i næste måned besøg af en af verdens mest kendte og kontroversielle filmskabere, den amerikanske dokumentarist Michael Moore.

Det er kulturorganisationen Kultur I Syd, der henter den omdiskuterede filmmand til landet søndag den 26. august og samtidig sørger for offentlig europæisk premiere på hans seneste film, »Sicko«, der vakte opsigt på forårets filmfestival i Cannes med sin sønderlemmende kritik af den private amerikanske sygesikrings grådige urimeligheder.

Michael Moore blev kendt i 1989, da han i dokumentarfilmen »Roger & Me« frygtløs bed sig fast i haserne på giganten General Motors. Siden tog han den amerikanske begejstring for skydevåben under kritisk behandling i den Oscar-hædrede »Bowling for Columbine« fra 2003, og for sit både heftigt agitatoriske og stærkt underholdende angreb på præsident George Bush i »Fahrenheit 9/11« modtog han det følgende år Den Gyldne Palme i Cannes.

»Det er et uhyre spændende og væsentligt emne, Michael Moore tager op i »Sicko«, der også har relevans for den danske sundhedsdebat,« siger en begejstret Jes Johansen fra Kultur I Syd.

»Sicko« får først regulær dansk premiere den 21. september, men i Sønderborg kan man se den på Alsion søndag den 26. august kl. 16, og kl. 20 kan man efter en tapas-pause samme sted høre den ekstremt vittige og velformulerende Michael Moore holde foredrag om, at verdens mest velhavende nation, altså USA, har 45 millioner ilde stedte indbyggere uden sygesikring.

I alt koster det 1.600 kr. at deltage i det enestående arrangement i Sønderborg, og man kan fra på lørdag bestille billetter på enten www.billetnet.dk eller telefon 70 15 65 65.