Stones’ fornemmelse for råddenskab

Generationer mødes og rå musik opstår, når Michael Falch og Cecilie Stenspil står på scenen i Rolf Heims »Teaterkoncert Rolling Stones«.

»Alle kan lave pæn musik. Næsten ingen kan lave ?musik på kanten, ?som Stones har gjort.« ?Michael Falch og Cecilie Stenspil, ?sammen ?på scenen ?i Rolling Stones Teater-koncert.?Foto: Simon ?Læssøe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Michael Falch var 11 eller 12 år, da han første gang stiftede bekendtskab med fænomenet The Rolling Stones. Indtil da havde han været fuldblods Beatles-fan, havde alle gruppens singler og var overbevist om, at de fire fyre fra Liverpool var tidens absolutte »bad boys«.

Men så en dag i 1964 eller ’65 havde den lokale kiosk i Sønderborg en Stones-plakat i vinduet, som slog ham fuldstændig omkuld.

»De havde et udtryk, som jeg – som MAN – aldrig havde set før. Den dér vrængende antiholdning, enormt flabet underklassementalitet, sådan en fuck you-attitude. Selv en lille dreng som jeg kunne se, at de var langt ude,« siger den 58-årige sanger og skuespiller, der lige siden har haft Stones som en fast del af sit livs lydtæppe.

Også Cecilie Stenspil er vokset op med rullestenene – i første omgang fordi hendes far var vild med dem – og har danset til »Satisfaction« og »Start me up«.

I sommer stod både Michael Falch og Cecilie Stenspil så og skrålede med af fuld hals foran Orange Scene, da Rolling Stones for første gang i den mere end 50-årige karriere spillede på Roskilde Festival. Og nu er de sammen på scenen, når Black Box Theatre i Holstebro 2. oktober har premiere på teaterinstruktøren Rolf Heims »Rolling Stones Teaterkoncert«.

 

»Det var enormt dejligt at se Stones i Roskilde,« siger Cecilie Stenspil. »Jeg havde spekuleret over, om de var blevet sådan et mediecirkus, der bare suser rundt og sælger en masse billetter og merchandise. Havde de overhovedet lyst til at spille rockmusik, eller skulle de hives i ørerne derhen? Men så var det bare en energiudladning uden lige, så fedt at se den måde, de kiggede på hinanden på, og Charlie Watts på storskærm, der smilede over hele hovedet. Og vi stod sammen med folk i alle aldre, fra 16 til 70, som havde en fest! Det er dejligt, når noget kan samle os sådan på tværs af alder.«

Michael Falch nikker bifaldende: »Stones er et fænomen, der går på tværs af alle generationer. Jeg har været til flere Stones-koncerter gennem årene, og der er altid et væld af unge piger på skuldrene af deres fyre. Der er en urkraft i deres musik, som endnu ikke er overgået i rockmusikken. Alle de unge rockbands, knægtene ude i øvelokalerne, de kan alle sammen deres Stones. De ved, hvordan Charlie Watts spiller hi-hat i »Jumpin Jack Flash«, og hvordan Keith Richards har stemt sin guitar i »Brown Sugar« Og spillerne dernede« – han nikker mod gulvet, hvorfra rå rytmer dæmpet siver op til os – »det er jo en trup af friske, unge kræfter. Jeg er den eneste gamle afdankede, der har fået lov til at være med.«

Vi møder Stenspil og Falch i et lille tekøkken oven på den prøvesal i Vanløse, hvor de første ugers prøver på »Rolling Stones Teaterkoncert« er foregået, inden hele holdet midt i september rykkede til Holstebro. Neden under herser Rolf Heim med resten af de medvirkende, der bl.a. tæller Cecilie Stenspils lillebror, Simon Stenspil, foruden Kitt Maiken Mortensen, Simon Mathew og Sara Broberg samt musikerne Vicky Singh, Andreas Kähne og Minh Le.

 

Rolf Heim er manden bag en række af de senere års mest succesrige teaterkoncerter baseret på musik bl.a. Nick Cave og Leonard Cohen og senest »Teaterkoncert København« på Nørrebro Teater i sommer.

Også Cecilie Stenspil har flere gange prøvet kræfter med teaterkoncertens særlige udtryksform. Hun debuterede i Nikolaj Cederholms voluminøse Beatles-forestilling »Hey Jude« i Forum i 2012 og var også med i »Teaterkoncert København«.

Derimod er den ellers garvede rockmusiker Michael Falch, der allerede i 1977 dannede bandet Malurt og har udgivet en lang række albummer både med Malurt og som solist, en total novice, når det kommer til teaterkoncerter.

»Jeg har ikke nærmet mig genren før, selv om jeg har kigget meget på fænomenet udefra. Jeg har nok haft en forestilling om, at det var lidt jam og lidt coverversioner af kendte sange, og hvad skulle man egentlig med det – kunne man ikke bare nøjes med originalerne,« siger han.

»Men det var kun, indtil jeg fik en opringning fra Rolf Heim for mere end et år siden, hvor han foreslog mig det her projekt. Jeg har jo levet i de her sange, lige siden jeg var en lille dreng, og det er enormt spændende at forsøge at plante den ånd, som Stones skabte dengang, omend i en ny sammenhæng og forsøge at få den udtrykt på en anden måde.«

»Råddenskab« er det ord, der først falder ham ind, når han skal beskrive, hvad det er i Stones’ tekster og musik, han især har glædet sig til at udforske under arbejdet med teaterkoncerten.

»I min tid i Malurt har jeg spillet adskillige Stones-numre uden egentlig at kende den dybere mening i teksterne. Men her har vi jo været ude i noget tekstanalyse, og selv om meget af Mick Jaggers lyrik er sådan lidt tilfældig og henkastet, så er de det på den dér helt særlige dirty måde,« siger han. »Kernen i Stones er den der råddenskab, som de har kæmpet for og forsvaret hele deres liv. Det er helligdommen – jeg kender ikke nogen, der har bevaret den finesse i deres råddenskab, som Stones har.«

Cecilie Stenspil bryder begejstret ind: »Ja, netop råddenskab, nogle gange lyder sangene ligesom et hus, der ikke er færdigbygget – guitar og trommer vakler og lige pludselig kommer Mick Jagger ind over og råber – »Rroooaarrr!« – den råddenskab, vildskab, ikke-pænhed. Det er det, Stones’ musik kan,« siger hun og tilføjer:

»Teaterkoncerten kan også grave sig meget mere ned i teksterne og sætte fokus på nogle betydninger, som man måske ikke lægger mærke til, når man bare danser rundt til de fede numre. F.eks. i »Wild Horses«, hvor sætningen »Let’s do some living after we die« pludselig dukker op midt i det hele og står helt klart, fordi vi har ændret arrangementet en lille smule.«

Hun nyder at arbejde med det rå og rockede udtryk og de ind imellem barske tekster, som ligger ganske langt fra, hvad hun ellers har sunget.

»Jeg synes, det er skønt. Jeg har været så heldig at få lov til at være meget alsidig i min karriere, og det her er jo noget helt andet end f.eks. »My Fair Lady«. Det er interessant nyt land at komme ind i og en helt anden måde at synge på,« siger hun.

Blandt de numre, som hun især glæder sig til, er bl.a. »Wild Horses«, »Beast Of Burden« og ikke mindst »Honky Tonk Women«.

»Den sang min far for mig, da jeg var helt lille, den minder mig om at være barn. Og så er der bare sådan en god energi i den sang,« siger hun. »»Beast Of Burden« glæder jeg mig til, fordi den handler om LOVE – og »Wild Horses« fordi Michael skal synge den. Jeg glæder mig faktisk lige så meget til de numre, som de andre skal synge, og hvor jeg selv bare skal synge kor. I det hele taget glæder jeg mig så meget til at stå med de der store numre – det er så fedt, jeg får gåsehud bare ved tanken.«

 

Personligt holder Cecilie Stenspil også meget af de helt gamle numre fra de tidlige 1960ere som »Paint It Black« og »Let’s Spend The Night Together« – »de er mere flabede med et happy glimt i øjet – de er en del af mit DNA,« siger hun. Mens Michael Falch oplever de sene 60ere og tidlige 70ere som gruppens storhedstid, hvor der »går mere paranoid depression i den«.

»De tre år fra 1968-71 er for mig Rolling Stones’ storhedsperiode, det er der, de virkelig peaker med store, store numre som »Jumpin’ Jack Flash«, »Sympathy For The Devil«, »Brown Sugar og »Wild Horses«,« siger han.

»Det diabolske har altid været i Stones’ musik, men den der blues-stemning, som de dyrkede meget mere end The Beatles, og som gav dem den meget mere rå, dirty, farlige lyd, med flere numre i mol og hele den der dysterhed, den peakede især i de år. Stones var jo en revolution i sig selv, de banede vejen for hele ungdomsoprøret, der er en latent voldelighed i dem, som er skræmmende, knyttet med det diabolske. De indgik meget tidligt i deres karriere en pagt med djævlen, og de har været over stregen flere gange.«

Teaterkoncerter er for mange synonym med store udstyrsstykker med fantasifuld scenografi og fantastiske kostumer, hvor de optrædende ofte svæver mellem himmel og jord, mens de synger. Det skal man ikke regne med i »Teaterkoncert Rolling Stones«, fastslår Cecilie Stenspil og Michael Falch uden i øvrigt at ville røbe ret meget om forestillingens forløb.

»Jeg tror ikke, man skal regne med så meget flyvning, kraner eller andet ekstraordinært udstyr,« siger Cecilie Stenspil med henvisning til teaterkoncerten »Hey Jude«, hvor bl.a. en stor kran og en svævende container udgjorde en vigtig del af scenografien.

»Det her bliver mere ind til benet, essensen af en generations oprør og forsøg på at finde sig selv. Og det, synes jeg, klæder sangene rigtig godt.«

 

»Rolling Stones Teaterkoncert« spiller på Black Box Theatre i Holstebro 2. -12. oktober. På Falkonerscenen i København 21. oktober-1. november. Og på Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus 4.-15. november.