Stolthed i DR: Vi har skabt tre fantastiske shows

Det var dagen derpå for cheferne bag Eurovision, Pernille Gaardbo og Jan Lagermand Lundme, der søndag gjorde status over festlighederne. De afviser, at der var politiske budskaber i showet, og at visse lande blev favoriseret i mediedækningen.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er en direkte linje over havnebassinet mellem B&W Hallerne på Refshaleøen, hvor arbejdssjakket allerede er i fuld gang med at skrue den store scene fra hinanden, og Langelinie Pavillonen, hvor cheferne bag Eurovision Song Contest søndag havde inviteret pressen til at gøre status over showet.

Inden musikfesten i det gamle skibsværft havde Jan Lagermand Lundme, med titlen head of show, gjort klart, at denne udgave af Eurovision skulle turde vise flere følelser end den vante glansbillede-glæde. Og hele vejen var der intens mediedækning af især Conchita Wurst, der som bekendt blev aftenens vinder.

Under hele showet blev der fokuseret meget på Conchita Wurst, og vært Lise Rønne iførte sig et sort skæg og satte sig ned i badekarret til den østrigske deltager. Betragter I dækningen som upartisk?

»Ja, 100 procent,« svarer Jan Lagermand Lundme uden at tøve.

»Det var et redaktionelt valg, hvor der er blevet researchet på alle deltagerne, og vi havde kigget på, hvor vi kunne skabe de bedste historier. På det tidspunkt i processen vidste vi jo ikke, at Conchita skulle vinde, og vi havde allerede et par måneder forinden skrevet manuskript til finalen. Jeg betragter det som et godt »TV-moment«, da Lise Rønne sætter sig ned i badekaret til den østrigske diva,« siger han.

»Men,« forsvarer Jan Lagermand Lundme sig, »hvis det nu kun havde været Conchita, som Lise Rønne talte med, så havde vi selvfølgelig haft et problem. Det kan godt være, vi ikke fortalte alle de bedste historier, men vi har virkelig kæmpet for at komme hele vejen rundt i Europa. Så det er selvfølgelig noget, vi har været bevidst om, men det har ikke været for at favorisere nogle deltagere frem for andre«.

Han understreger, at Eurovision trods alt er et TV-show, og det skal være underholdende for seerne at være med til.

»Og så skal man vælge de bedste historier,« siger Jan Lagermand Lundme.

»Vi viser virkeligheden«

Det var ikke kun mediedækningen af selve deltagerne, som blev bemærket under festlighederne. Da de russiske tvillinger Tolmachevy Sisters var på scenen i semifinalen, tonede der pludselig et regnbueflag frem på fjernsynsskærmen, og det var noget, de udenlandske medier bemærkede og stillede spørgsmålstegn ved.

Sendte Danmark mon politiske budskaber ud til europæerne gennem Eurovision, spurgte de udenlandske medier?

»Nej, det var tilfældigt,« siger Jan Lagermand Lund og forklarer, at kameramanden under det russiske bidrag filmede hen over det feststemte publikum, hvor en fan pludselig begyndte at vifte med et regnbueflag.

»Det er klart, at regnbueflaget er meget synligt, fordi mange homoseksuelle, står nede foran scenen, men der var også mange regnbueflag under de andre sange, så det skal man ikke lægge noget i, andet end at flaget også symboliserer tolerance,« siger han.

Pernille Gaardbo, der har været executive producer under Eurovision, følger op:

»Idet regnbueflaget kommer op, vælger vi ikke at klippe væk fra det, fordi vi viser virkeligheden, som den forgår. Vi vælger det ikke ud, det kommer af sig selv,« siger hun.

Europæerne er rykket tættere sammen

Begge chefer synes desuden, at showet på Refshaleøen var alle pengene værd.

»Vi har ikke bare skabt tre fantastiske shows, vi har rakt ud over showet og formået at rykke en lille smule tættere sammen i Europa. Jeg håber, at danskerne var blevet en stoltere nation, da de vågnede op efter Eurovision og stolte over, at vi kan skabe så fantastisk fjernsyn her i landet,« siger Jan Lagermand Lundme og bliver med det samme fulgt op af Pernille Gaardbo, som nærmest afslutter hans sætning:

»Fordi vi er et lille land med ikke særlig mange mennesker, så elsker vi, når den store verden får øje på os, især hvis der bliver talt godt om os. Den opmærksomhed kan man godt lide, og de internationale medier har bare været rigtig positive. Det, tror jeg, styrker den positive selvfølelse for danskerne,« siger Pernille Gaardbo og fortæller, at DRs budget på 190 millioner kroner ved Eurovision på nuværende tidspunkt ikke er overskredet.