Fredag eftermiddag kørte en lastbil ind i en menneskemængde på Drottninggatan i den centrale del af Stockholm og bragede efterfølgende ind i parfumeafdelingen i varehuset Åhléns, hvor den brød i brand.
Fire personer har mistet livet, og 15 er sårede. Svensk politi har ifølge nyhedsbureauet TT pågrebet og anholdt en mand, som er mistænkt for at have siddet bag rattet i lastbilen.
Han mistænkes for drab gennem terrorhandling, oplyser den svenske anklagemyndighed.
Angrebet har sendt chokbølger gennem verden, og kondolencerne er strømmet til Sverige.
Den professionelle danser Mads Vad er blandt dem, der udtrykker sin sorg og støtte til vores nordiske naboer.
- Fløj over Stockholm for nogle uger siden og syntes, der var så smukt. Det er der stadig, og svenskere er seje, skriver "Vild med dans"-veteranen på Instagram til billedet af et lysende Stockholm taget gennem et flyvindue.