Stjerneviolinist: »Man skal undgå at blive tykhudet«

Lørdag aften spiller Anne-Sophie Mutter den anden af to koncerter i København med DR SymfoniOrkestret. Vi mødte verdensstjernen, inden hun og orkestret drager videre til Tyskland og USA.

51-årige Anne -Sophie Mutter har spillet violin, siden hun var fem, og bare 13 år gammel da hun fik sit gennembrud. Foto: Harald Hoffmann/Deutsche Grammophon Fold sammen
Læs mere

Anne-Sophie Mutter syner ikke af meget, som hun krydser lobbyen på Hotel d’Angleterre; en væver kvinde i sorte bukser, sort sweater og diskret hverdagsmakeup med en lige så diskret violinkasse i nylon, der ikke praler af sit værdifulde indhold. Anne-Sophie Mutter ejer hele to Stradivarius-violiner fra henholdsvis 1703 og 1710. Vurderingen? En formue. Og passende til verdens mest berømte violinist.

Hun har sagt ja til at give et enkelt avisinterview i forbindelse med sin optræden med DR SymfoniOrkestret i DR Koncerthuset.

Første koncert var fredag aften, anden koncert er lørdag. Derefter tager de sammen på en mini-turné i Tyskland inden fælles optrædener i New Yorks Carnegie Hall til februar. På programmet står to af Sibelius’ hovedværker, Violinkoncerten i D-Mol og »Finlandia«.

»De seneste halvandet år har jeg præsenteret seks programmer i Carnegie Hall, men aldrig Sibelius, derfor faldt valget på hans violinkoncert. Den er så smuk. Den har denne her helt vidunderlige kombination af noget meget mørkt, nærmest makabert og nogle romantiske og følsomme øjeblikke. Det er helt unikt. Især begyndelsen – musikken flyder bare ind i salen, som om den opstod ud af intet som tåge over en fjord.«

Øjnene lyser, når hun taler om musik. Af den passion musikken ikke kan leve uden, fordi det er den, der får musikken til at leve, selv om hun spiller det samme værk igen og igen.

»Du er nødt til at komme med din egen fortolkning i stedet for bare at gentage en formel, der for længst er etableret. Hvis du gør det, dør musikken. Jeg er altid meget ivrig efter at finde noget anderledes, noget nyt i et kendt stykke musik. Det handler om at gøre en subjektiv forskel, uden at der objektivt set bliver ændret noget,« siger hun og giver et eksempel fra Sibelius’ violinkoncert:

»Hornene forbereder soloviolinens ankomst, og når jeg så kommer på, forsøger jeg at smelte sammen med hornene ved at imitere deres klang. På den måde er musik noget, man kan arbejde med hele livet.«

I lære hos de bedste

Anne-Sophie Mutter har haft en travl dag. Selv om klokken er halv tre om eftermiddagen, har hun ikke fået frokost. Da den bestilte pighvar ankommer, kigger hun lidt skeptisk på den minimalistiske anretning.

»Tror du overhovedet, der er noget på den tallerken? Måske gemmer pighvaren sig. Med stor succes må jeg sige.«

Det bliver sagt med et grin. Hvis forventningen var en virtuos med diva-nykker, bliver den hurtigt gjort til skamme.

Anne-Sophie Mutter er et privat menneske, og hun glider elegant af på mere personlige spørgsmål, men når det gælder overvejelser om karriere og musikliv, er hun både imødekommende – og sjov.

Måske fordi hun for længst har lært, at interview er en del af den karriere, der for hendes vedkommende begyndte i en meget tidlig alder. Hun var fem, da hun begyndte at spille violin, og bare 13 år, da hun fik sit internationale gennembrud på Lucerne-festivalen sammen med Berliner Philharmonikerne, dirigeret af Herbert von Karajan, der tog det unge wunderkind under sine vinger.

»Musik er et mikrokosmos«

Siden er hun gået fra triumf til triumf og er i dag i en alder af 51 år en af verdens mest efterspurgte violinister, kendt for at være meget bestemt med hensyn til, hvad hun ønsker at spille.

»Jeg har nok altid haft en vis portion stædighed. Hvis nogen sagde »nej, det program er alt for moderne for os«, ville jeg som regel bare sige »det er helt i orden, så bliver jeg hjemme og bruger tiden sammen med mine børn.« Det har af en eller anden grund altid virket, og det er vigtigt. Man er nødt til at finde ud af, hvad der er autentisk for én selv.«

Ud over stædigheden nævner hun de mange dygtige, ofte ældre, musikere, hun har arbejdet sammen med, som den primære årsag til at hun har holdt sig på toppen i hele karrieren: Herbert von Karajan, hendes lærer Aida Stucki, som hun har opkaldt en pris efter, og ikke mindst dirigenten og komponisten André Previn, som hun var gift med fra 2002 til 2006 og stadig arbejder sammen med.

»Jeg har haft de mest fantastiske læremestre. Deres store erfaring og viden har været helt utroligt inspirerende. Jeg har aldrig følt mig tynget eller mast. De var gode pædagoger, der vidste, hvor langt de kunne presse mig. Og det er ikke en selvfølge – du kan godt være en fantastisk musiker og et dårligt menneske på samme tid. Desværre. Men det mikrokosmos, som musik er, er en skole for livet, fordi det lærer os alt, hvad vi har brug for at vide om gruppedynamik, social opførsel og respekt for andre kulturer. Det er fantastisk at have musikken som et fælles sprog.«

Pligt til at hjælpe

Anne-Sophie Mutter ved, at hun er privilegeret.

Derfor gør hun også en indsats for at hjælpe andre. Selv om kalenderen er tæt pakket med indbringende koncertoptrædener, stiller hun gerne op til velgørenhedskoncerter for en bred vifte af gode formål: Kampen mod leukæmi, hjælp til forældreløse børn, ældre, handicappede – som hun siger »lidelse er lidelse«.

»Musik er et fantastisk middel til at udføre velgørende arbejde og kaste lys på sager, der har brug for opmærksomhed og en stemme. Jeg kan godt lide den tanke, at du kan hive folk ud af deres daglige rutine og få dem til at fokusere på noget, de muligvis ikke ville have tænkt på ellers. Få dem til at indse, at der findes andre mennesker, andre ting og andre problemer i verden end deres egne.«

I 1997 oprettede hun desuden The Anne-Sophie Mutter Foundation, der hjælper unge talentfulde musikere med at få gang i karrieren.

Både i form af hjælp til køb af instrumenter, undervisning – i enkelte tilfælde af Anne-Sophie Mutter selv – og opmærksomhed; både nuværende og tidligere elever giver koncerter som The Mutter Virtuosi.

»Vi leder efter alle slags strygere: Bassister, cellister, bratchister og selvfølgelig violinister. De skal alle sammen være virkeligt talentfulde musikere. Men jeg er også interesseret i, at de har deres egne synspunkter og kommer med deres eget – noget nyt og noget personligt – til musikken, så de kan mestre kunsten at skabe kontakt med publikum igen og igen. Det er ikke nok at gennemspille musikken, de skal gennemleve den. Det kræver en stærk personlighed, et vist intelligensniveau, beslutsomhed, disciplin, passion, dedikation og tålmodighed.«

Og en god portion uskyld. Som ifølge Anne-Sophie Mutter er det vigtigste og sværeste at værne om, hvis man vil være virkeligt god.

»Man skal undgå at blive tykhudet. Vi er alle sammen nødt til at prøve at beskytte den sårbarhed og renhed, vi havde som børn. I forhold til musikken og fordi berømmelsens og rigdommens sirenesang lyder højere end nogensinde. Det var allerede svært ikke at lade sig fortære af det, da jeg var ung for 30 år siden, men det er endnu sværere i dag, hvor alle skal ligne modeller for at kunne få en pladekontrakt. Det er meget svært for unge musikere bare at være rene musikere, bygge et repertoire op og være oprigtige i deres stræben efter at være kunstnere og ikke blive brugt som figurer, der skal sælge merchandise.«

»Musik er til ørerne og ikke til øjnene«

Anne-Sophie Mutter ved, hvad hun taler om. Stort set fra begyndelsen af sin karriere er hun i lige så høj grad blevet markedsført på sin skønhed som på sit talent. Med sensuelle plakater og pladeomslag og papfigurer i fuld størrelse i pladebutikkerne.

Og det har ikke ændret sig; på omslaget til sin Mendelssohn-udgivelse fra 2009 står hun iført et af sine klassiske ærmeløse Galliano-skrud, mens lilla blomsterblade regner ned over hende. Hun har vænnet sig til det.

»Det kompromitterer ikke det, der er på pladen. Det kompromitterer kun, når vi overgiver os til en tid, hvor man lytter mere med øjnene end med ørerne. For i sidste ende er musik til ørerne og ikke til øjnene,« siger Anne-Sophie Mutter, der mener, at et af vores helt store problemer i dag er, at vi først og fremmest oplever verden som visuel.

»Vores øjne er mere sultne og meget bedre trænede end vores ører. Lyde bliver ikke taget alvorligt, der skal helst foregå noget visuelt samtidig. Måske er det musikkens natur, at vi kan forbruge den når som helst og hvor som helst, men jeg synes, der er for meget støj og for meget, der sker hele tiden. Folk mister deres evne til virkeligt at høre efter og fordybe sig. Det hele handler om multitasking ... som at sidde her og spise og give interview samtidig,« siger hun med et skævt smil, inden hun tager sidste bid af den beskedne fiskeret.

»Den smagte faktisk rigtigt godt. Den var bare meget lille. Måske bliver jeg nødt til at tage på McDonald’s bagefter.«

Anne-Sophie Mutter er godt klar over, at det ikke lige er der, man forestiller sig en verdensberømt violinvirtuos indtage sit næste måltid.

Stilhed er også musik

Men hun insisterer på, at hun faktisk er ret almindelig. Og egentlig ikke særligt interessant. Hun laver mad til sine venner og tilbringer tid med sine to børn, der nu er voksne. Og når violinkassen er lukket, og hun låser sig ind i sit hjem, er der ikke mere musik.

»Der er kun stilhed. Jeg er meget, meget glad for stilhed. Stilhed er for mig også at komme ud af byen. Ud i naturen. Jeg kan godt lide at vandre i bjergene – nok fordi jeg er født for foden af Schwarzwalds bjerge. Det landskab, du er født i, vil altid lokke dig tilbage. At omgive mig med natur er at omgive mig med stilhed – og stilhed er også musik.«

Koncerten med Anne-Sophie Mutter bliver anmeldt af Søren Schauser i Berlingske mandag.