Stjerneparade for filmfestivalernes fejrede primadonna

Når den røde løber rulles ud foran Palazzo del Cinema i dag, er det 75 år siden, filmfestivalen i Venedig fandt sted for første gang. Fra alle filmverdenens hjørner kommer stjerner for at fejre det, og med sig har de cremen af de nye film. Berlingske Tidende følger kampen om den prestigefyldte Guldløve på Lidoen, hvor de engelske og amerikanske film i år er i overtal.

En lille fyr på cykel kigger betuttet på det dramatiske symbol for den 75-årige filmfestival foran Palazzo del Cinema i Venedig. Foto: Reuters/Alessandro Bianchi og AFP Fold sammen
Læs mere

Sommeren glider ubemærket over i efteråret, og det er tid til at pakke filmrullerne med de store, larmende blockbustere ned. Efter ferieperioden med action og romertalsfilm som »Die Hard 4«, »The Bourne Ultimatum« og »Shrek 3« er det sæson for kunstfilmene. Og for filmpriserne ikke mindst.

I dag vender filmverdenen sine øjne mod Venedig, hvor den italienske filmfestival fejrer sin 75 års fødselsdag med et lovende konkurrenceprogram med næsten lige dele mesterinstruktører og nye talenter. Dertil en pralende opvisning af filmstjerner.

Venedig er filmfestivalernes grand dame, og selv om hun for længst er blevet overhalet i størrelse af de yngre, fremadstormende filmmarkeder i Cannes og Berlin, forstår hun stadig at føre sig elegant frem.

Når den engelske megastjerne Keira Knightley i aften skrider forbi fotograferne på den røde løber foran Palazzo del Cinema, åbner årets Mostra Internazionale dArte Cinematografica, som den hedder officielt, med gallapremieren på»Atonement«. Filmatiseringen af Ian McEwans psykologiske bestsellerdrama »Soning« på dansk er instrueret af den unge brite Joe Wright, der i 2005 havde sin debut med »Stolthed og fordom«, også med Knightley i hovedrollen.

Valget af »Atonement« som åbningsfilm er symptomatisk for tendensen i årets konkurrenceprogram, der tæller ni engelske eller amerikanske film ud af de 22 titler, der skal dyste om Guldløven i hovedkonkurrencen. Alle filmene er verdenspremierer, og et hurtigt blik på deltagerlisten vidner om, det bliver en kamp til stregen i år.

Festivalprogram i verdensklasse
Der er de nye værker af navnkundige instruktører som Ken Loach, Peter Greenaway, Nikita Mikhalkov, Brian De Palma og Eric Rohmer. Og så byder konkurrenceprogrammet på lovende titler af en håndfuld nye talenter. Ud over Joe Wrights »Atonement« deltager newzealandske Andrew Dominik med sin Brad Pitt-western »The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford«. Debutanten Tony Gilroys »Michael Clayton« er en thriller med George Clooney i hovedrollen. Paul Haggis, hvis »Crash« vandt en Oscar, præsenterer sin Irak-film »In the Valley of Elah« med Tommy Lee Jones. Og Todd Haynes, der fik succes med melodramaet »Far from Heaven«, konkurrerer med sin hyldest til Bob Dylan, »Im not there«, med Richard Gere.

Trods de mange engelsksprogede titler fornægter Venedig der i 1951 katapulterede den japanske filmmester Akira Kurosawa til berømmelse ved at give ham Guldløven for »Rashomon« ikke helt sin traditionelle forkærlighed for asiatiske film. Forrige års vinder, taiwanesiske Ang Lee, er klar med den ventede spionthriller »Lust, Caution«. Også den japanske instruktør Takeshi Miike og kinesiske Wen Jiang er aktuelle med nye film. Uden for konkurrencen vises i øvrigt nye film af Woody Allen, Takeshi Kitano og Claude Chabrol. Samt en hyldestserie til den italienske spaghettiwestern, der har Quentin Tarantino som vært.

I anledning af jubilæet er juryen ekstraordinært sammensat af filminstruktører. Festival-darlingen, den kinesiske mesterinstruktør Zhang Yimou, der i denne uge er aktuel i danske biografer med »Den forbudte by«, står i spidsen for juryen. De øvrige tæller den franske feminist Catherine Breillat, den amerikanske actionmand Paul Verhoeven, italienerne Emanuele Crialese og Ferzan Ozpetek foruden »Babel«-instruktøren, mexicaneren Alejandro Gonzales Iñarritu, og australske Jane Campion.

Venedig ser Hollywood-stjerner
Men hvis juryen fordeler sol og vind lige mellem internationale filmfolk, ser det anderledes ud med den glamourøse gæsteliste, der ligesom mikset i konkurrenceprogrammet klinger noget enslydende:

Brad Pitt, George Clooney, Scarlett Johansson, Michael Caine, Jude Law, Ewan McGregor, Richard Gere, Heath Ledger, Susan Sarandon, Cate Blanchett, Charlize Theron og Vanessa Redgrave er blot nogle af de navne, der i den næste halvanden uge vil tjekke ind på Venedigs luksuriøse etablissementer. Desuden kommer Johnny Depp for at overrække sin ven Tim Burton den årlige hyldestpris Leone alla carriera, Guldløven, for en enestående filmkarriere.

»Amerikansk og britisk film byder på originale værker, der tør det hele. De er utroligt nyskabende, og så er de spækket med stjerner,« sagde festivalens leder Marco Müller, da konkurrenceprogrammet blev præsenteret. Fra sin tiltrædelse i 2004 har Müller sat en kontroversiel kurs for festivalen, da han erklærede, at hans mål var at gøre Venedig lige så stor som festivalen i Cannes.

Men lige siden filmfestivalen i Venedig blev etableret i 1932 af adelsmanden Giuseppe Volpi og fandt sted for første gang i haven ved det eksklusive Hotel Excelsior, har den enten ageret salgsmesse for politiske agendaer eller været offer for dem.

I hænderne på Mussolini
Fåår efter at filmfestivalen blev vakt til live som led i Venedigs kunstbiennale og for at fejre den syvende kunstart, kastede Italiens fascistiske diktator Mussolini sin kærlighed på foretagendet. Og (mis)brugte i de efterfølgende år festivalen til at promovere sine politiske budskaber. Værker af de senere kanoniserede instruktører Jean Renoir, Frank Capra, Howard Hawks og Marcel Carné var undtagelserne blandt rækker af nationalistiske film fra Tyskland og Italien. Under Anden Verdenskrig og i andre kortere perioder holdt festivalen pause, hvilket forklarer, at årets festival kun er den 64. Mostra Internazionale dArte Cinematografica, trods 75 års jubilæet.

Men efter krigen genvandt festivalen sit kunstneriske fodfæste og omdøbte blandt andet prisen Coppa Mussolini til den Guldløve, vi i dag kender som en af filmverdenens mest eftertragtede. Dog efter hovedpriserne i Berlin og Cannes.

For selv om festivalen i Venedig er verdens ældste, voksede de tyske og de franske filmfester deres italienske ækvivalent over hovedet.

I modsætning til Berlin og Cannes er det trods ihærdige forsøg aldrig lykkedes Venedig at skabe et kommercielt marked for film. Resultatet er, at den italienske festival har måttet kæmpe for sin overlevelse ikke mindst da Silvio Berlusconi blev ministerpræsident, fyrede den kunstneriske ledelse i Venedig og inddrog den offentlige støtte. Her ligger også forklaringen bag Marco Müllers strategi med fokus på amerikanske og engelske film, der ikke er voldsomt populær i italienske filmmiljø.

Italiensk film på et sidespor
Efter at kulturstøtten er blevet barberet væk, må festivalen ernære sig ved sponsorpenge, og sponsorer ser helst stjerner. Med sin idylliske beliggenhed og lune sensommervejr har Venedig let ved at tiltrække de internationale berømtheder, der er så vigtige for en filmfestival, fordi pressen er, hvor de er. Men Marco Müller beskyldes for at fokusere på de engelsksprogede film først og fremmest for at lokke stjerner til.

På trods af en særlig pris til Bernardo Bertolucci i anledning af 75 års jubilæet fylder italiensk film nemlig ikke meget ved dette års festival.

Kun tre italienske film har sneget sig ind i konkurrenceprogrammet, og de er alle tre af relativt unge eller mindre erfarne filmskabere. Det forklarer rygter i den italienske filmbranche med, at tunge italienske filmnavne har valgt at boykotte festivalen under Müllers ledelse.

Det sparsomme udvalg af italienske film i konkurrencen kan dog også skyldes, at italiensk film ikke længere har fortidens storhed. Italienerne har i de senere år oppet sig med en række vellykkede sædeskildringer med familien som omdrejningspunkt blandt andre af den tyrkisk-italienske instruktør Ferzan Ozpetek, der i år sidder i Venedigs jury. De har fostret kritikerroste film som Emanuele Crialeses »Nuovomondo« og Giuseppe Tornatores »Den ukendte kvinde«, der begge har haft dansk premiere i år. Alligevel lider den gamle filmnation stadig under, at filmbranchen og de offentlige midler satsede alt på TV i de år, hvor videoen regerede, og biograferne lukkede på stribe.

Men selv om det er længe siden, navne som Antonioni, Fellini, Rosselini, De Sica og Visconti forgyldte Italien med mesterværker, har festivalen i Venedig for det meste garanteret et højt kunstnerisk niveau. I 2005 blev 23 af de film, der blev vist på festivalen i Venedig, nomineret til en Oscar.

Og da det sidste år lykkedes Marco Müller at øge sponsorstøtten med godt 40 procent, ser det nu ud til, at festivalen er sikret overlevelse. Spørgsmålet er så, på hvilke præmisser. Det er det, vi skal se i løbet af de næste 11 dage.

Vinderen af den 64. filmfestival i Venedig kåres lørdag den 8. September.

www.labiennale.org/it/cinema