Stjernearkitekter tegner hus til fransk kunstskat

Ordrupgaard har samlet 102,7 mio. kroner til en ny bygning, som skal rumme museets enestående samling af franske mestre som Monet og Renoir. Det norske arkitektfirma Snøhetta, der bl.a. har tegnet operaen i Oslo, står bag det nye projekt. Håbet er at kunne åbne i 2018.

Sådan kommer Snøhettas tilbygning til Ordrupgaard til at se ud. Kun 1,24 meter af bygningen stikker op over terræn. Taget er lavet er lavet af stål, som fungerer som en lysmembran, der kan regulere lysindfaldet i udstillinglokalerne. Adgangen til museet bliver igennem den diagonale gang. Til venstre ses Zaha Hadids tilbygning fra 2005 og ligefrem ses det oprindelige Ordrupgaard tegnet af Gotfred Tvede. Tegning: Snøhetta Fold sammen
Læs mere

Kunstmuseet Ordrupgaard nord for København kan ikke beskyldes for beskedenhed, når det gælder arkitektur.

Museet hovedbygning, der stod færdig i 1918, er et smukt herskabshjem til forsikringsdirektør Wilhelm Hansen skabt af den produktive danske arkitekt Gotfred Tvede. I 2005 kom en spektakulær tilbygning af stjernearkitekten Zaha Hadid til, og nu venter forude et projekt tegnet af den verdensberømte norske tegnestue Snøhetta, som bl.a. står bag den nye opera i Oslo og mindesmærket for World Trade Center i New York.

Det nye byggeri på knap 1.700 kvadratmeter skal rumme museets enestående franske samling, som tæller omkring 150 billeder. I øjeblikket er cirka 90 af dem udstillet, men i den nye bygning bliver der plads til dem alle.

»Det bliver helt fantastisk, at vi kan vise hele samlingen,« siger museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark.

For ti år siden udvidede museet for at få bedre indgangsforhold og lokaler til særudstillinger, men denne gang er ønsket at give den uovertrufne samling af fransk kunst af mestre som Renoir, Degas, Pissarro, Cézanne, Gauguin og Monet bedre forhold.

»Den har behov for bedre faciliteter. Det er en kostbar og skrøbelig samling, fordi billederne er malet på et tidspunkt, hvor kunstnerne begyndte at bruge maling af ringere kvalitet og derfor er billederne udsat for nedbrydning. Med de nye bygninger kan vi styre luftfugtighed, temperatur og lys, så man forebygger nedbrydning af værkerne,« siger Anne-Birgitte Fonsmark.

Den nye bygning får form som en rektangulær plads, som publikum passerer på vej mod indgangen på museets nordside. Den nye bygning er – som flere andre nye museumsbyggerier, bl.a. det kommende Frihedsmuseet og den planlagte udvidelse på ARoS – underjordisk og kommer kun til at stikke 1,24 meter over jorden. Ideen er, at den nye bygning ikke tager opmærksomheden væk fra de eksisterende bygninger og parken. Et perforeret ståltag betyder, at lysindfaldet til de nye udstillingslokaler kan reguleres, så lyset ikke skader de skrøbelige malerier. Samtidig vil de besøgende få en fornemmelse af at se værkerne i naturligt lys.

»Som besøgende skal man ikke tænke på lyset, men på kunsten, så den store opgave er at etablere et lys, der lader billederne træde så godt frem som muligt, og som giver indtryk af, at man ser dem i godt dagslys,« siger Anne-Birgitte Fonsmark.

Den nye tilbygning er budgetteret til 102,7 mio. kroner, hvilket er mere end det nye Frihedsmuseet, og pengene kommer fra fem store fonde (se boks). Snøhetta har kaldt det nye byggeri for Himmelhaven – et navn som både refererer til bygningens tag, der delvis er åbent mod himmelen, og dels de franske impressionisters forkærlighed for friluftsmaleri og ambitionen om at indfange lyset på lærredet.

Lokalplan med flere parkeringspladser

Anne-Birgitte Fonsmark er forsigtig med at sige, hvornår byggeriet kan gå i gang, fordi kommunens lokalplanforlag først skal i offentlig høring, men hun håber, at lokalplanen falder på plads i efteråret, og at museet kan komme videre med planlægningen sidst på året og gå i gang med byggeriet i 2016.

»Der er ikke noget, som er givet endnu, fordi vi fortsat er i gang med en lokalplanproces. Men vi håber, at vi kan åbne i 2018,« siger Anne-Birgitte Fonsmark.

Der har været afholdt to borgermøder om udvidelsen af Ordrupgaard, og her har naboer udtrykt betænkeligheder, fordi de frygter, at en udvidelse vil medføre øget trafik i området. I forvejen er trafikbelastningen på Vilvordevej stor, når museet åbner store, populære udstillinger. Museet regner med, at nyhedens interesse vil forøge publikumstallet med 40 procent det første år, hvorefter det vil falde til ro med en stigning på ti procent i forhold til det nuværende gennemsnitlige besøgstal svarende til 61.375 årligt.

Museet vil oprette 60 nye parkeringspladser på sin grund, så det samlede antal pladser bliver 125, og samtidig henvise til andre parkeringspladser ved Klampenborg Galopbane, når belastningen er størst.

Forvaltningen har nu fremlagt et lokalplanforslag, som giver tilladelse til udvidelsen. Forslaget, som indeholder trafikforbedringer, er allerede godkendt af byplanudvalget og bliver sendt ud i offentlig høring efter sommerferien, hvorefter forslaget og evt. indsigelser skal behandles endeligt i kommunalbestyrelsen i oktober eller november.

Billetsalget på museet bliver liggende i Zaha Hadids tilbygning, og det bliver også herfra, der bliver adgang til de nye udstillingslokaler til den franske samling. For enden af rampen til den første udstillingssal, vil der igennem jordvolden på museets østlige side blive gravet en gang til Snøhettas tilbygning.

Anne-Birgitte Fonsmark forventer, at museet vil være åbent som sædvanligt under byggeriet.