Stjerne i syndens by

I denne måned udkommer pornostjernen Katja Keans erindringer. M/S bringer et uddrag.

pornobranchen i l.a. er ikke ligefrem en landsby eller en lille, afgrænset subkultur som eksempelvis i Danmark, hvor der højest er ti professionelle modeller og under fem firmaer. Hvis vi altså taler om mennesker, der lever på fuld tid af at beskæftige sig med porno.

I L.A. er pornoen en branche, en industri, et erhverv, der genererer en omsætning på milliarder og holder tusindvis eller titusindvis af mennesker i arbejde. Ikke bare dem på sættene, men også dem der arbejder for de store firmaer: Bogholdere, sekretærer, grafikere, direktører, advokater, revisorer, PR-agenter, forfattere, producere, receptionister, journalister, webdesignere og folk specialiseret i alle mulige nicher.

F.eks. er der heltidsansatte, som ikke laver andet end at registrere og beskrive scenerne på computere, så de i fremtiden let kan finde dem og bruge dem på de såkaldte compilation-film, udgivelser på video eller DVD, hvor man klipper en række gode scener sammen indenfor et tema - f.eks. anal, blowjobs, sorte piger, lesbisk sex eller hvad det nu kan være. Kun fantasien sætter grænser for, hvad der er et publikum til derude - et kenderpublikum, der ikke gider alt det med handling og dialog, men simpelthen vil have den rene, rå vare, deres vare, i timevis.

Samtidig er en masse mennesker afhængige af pornobranchen eller relateret til pornobranchen i en periferi omkring den, hvor der arbejder lige så mange i en metropol som L.A.: De bløde mandeblade som Playboy eller Penthouse; brancheblade og branche-websites som Adult Video News, der følger pornoen i artikler og interviews; butikker, der sælger undertøj og sexlegetøj; postordrevirksomheder med frække kataloger; stripteasebarer, hvor modellerne gæsteoptræder; pornobutikker- og biografer, hvor produkterne pushes, og pigerne signerer deres nye film til fans ved særlige arrangementer. En endeløs fødekæde af virksomheder. Og en endeløs subkultur, der bredte sig som ringe i vandet ind i mainstreamkulturen, hvor almindelige medier lavede reportager om pornobranchen, bøger og film handlede om sexindustrien, kendte modeller og instruktører optrådte i tv-talkshows, musikvideoer eller reklamer, og modedesignere solgte t-shirts med slogans, billeder eller ansigter fra industrien. Hvis pornoen i morgen blev forbudt i USA, ville den sydcaliforniske økonomi kunne mærke det. Negativt. Meget negativt...

Disse størrelsesforhold var med til at gøre branchen upersonlig. Ikke nødvendigvis på en ubehagelig måde, men på samme måde som hvis man arbejdede i enhver anden branche i en storby - alle i rejsebranchen kender naturligvis ikke hinanden i en by med 13 millioner indbyggere som L.A. Når man arbejder sammen med sådan nogle store firmaer, hvor de producerer 40-50 titler med op mod 100 forskellige modeller på rollelisten om året, kan alle ikke længere kende hinanden.

Derfor var det også forskelligt fra film til film, hvor meget kontakt man havde med instruktøren, om han var interesseret i at tale med modellerne eller ej, om han ønskede et personligt forhold eller ej. Specielt når man er freelancer, er det begrænset, hvad du når at bygge op af tillidsforhold til instruktøren, da du måske kun kommer til at se ham denne ene gang - og måske endda kun laver en enkelt scene en eftermiddag, hvor du lige siger hej, går i gang og bagefter smutter hjem.

For mange af de instruktører er modellerne ikke andet end sexdukker, kroppe de skal bruge for at skabe deres vare - med mindre det er typer som Michael Ninn eller Andrew Blake, der har en slags kunstnerisk ambition med det, de foretager sig. Anderledes blev det også, da jeg skrev kontrakt med Sin City og lavede en række film med én instruktør, Michael Raven, som man naturligvis efterhånden lærer at kende, som man er til fester sammen med, som man spiser frokost med under optagelserne, som man kan tillade sig at sige sin mening til.

Hvordan foregår en typisk hverdag i pornobranchen, det er der en del, der har spurgt mig om. Tja, den foregår sådan set på samme måde som en typisk hverdag i alle andre brancher - bortset fra at arbejdet er anderledes, bortset fra at man har sex i stedet for at sidde foran en computer, servere mad, sælge billetter eller gøre rent på et kontor.

Hvis det er en større og mere ambitiøs produktion, har man fået tilsendt et manuskript eller måske snakket i telefon med instruktøren et par dage før for at have en idé om, hvad han forventer af én. I de fleste tilfælde er du simpelthen af din manager booket til at komme et sted hen, den og den dag, klokken det og det, som regel i et eller andet milliondollar-hus, hvis ejer lejer det ud til pornooptagelser. Det var altid sådan nogle huse, man ellers kun ser i damebladene. Alison plejede at hente og bringe mig, fordi jeg ikke havde bil. Man møder generelt tidligt om morgenen; går ind for at få lagt make-up og sat hår; hilser på de andre modeller; finder ud af hvad tøj man skal have på. Inden du får kostumet på, skifter du til badekåbe, af med BH og trusser for ikke at have mærker efter elastikkerne på huden. Mændene kommer daskende et par timer senere, da de ikke skal have så meget make-up på eller have gjort så meget ved deres frisure. Atmosfæren plejer at være hyggelig og afslappet. Man småsludrer med dem, man kender, og bliver introduceret for dem, man ikke kender.

Hvis man ikke har barberet sig i forvejen (men det har man selvfølgelig) - under armene, på benene, mellem benene - gør man det selv. Det er en trend ikke at have ret meget behåring på kroppen - selv mændene barberer sig over det hele. Jo mindre hår jo bedre, det er indforstået, og det har også noget at gøre med, at det er mere soigneret, når man f.eks. slikker hinanden. I det hele taget har jeg aldrig mødt så velsoignerede mennesker som pornomodeller. De træner meget, dyrker deres krop, spiser sundt, barberer sig og er bevidste om at være renlige og dufte godt før en scene. Man børster tænder igen EFTER frokosten og napper mintpastiller imellem scenerne for ikke at have dårlig ånde. Der er aldrig noget ulækkert, og det er nok en af de værste forestillinger, kvinder har om pornobranchen: Det dér med at skulle være sammen med en halvfed, ulækker fyr med dårlig ånde og sure tæer.

Men det har jeg i hvert fald aldrig været ude for, og i branchen i L.A. ville sådan en fætter ikke blive hyret til den næste film. Pigerne ville ikke røre ham med en ildtang. Der var nogle uskrevne krav og regler, som alle levede op til - i hvert fald i de film, jeg har haft roller i. Stylisterne fik ens mål fra ens manager i god tid i forvejen for at være sikre på, at tøjet eller kostumerne passede - der var aldrig slinger i valsen. Medmindre der var et ønske fra instruktøren om, at en model skulle have noget bestemt tøj på til scenen, havde man selv en indflydelse på det. Der var forskellige sæt, kjoler eller BH'er at vælge imellem, alt efter smag og behag, men det skulle holdes indenfor en stil, der passede til karakteren. Altså om man skulle være en dominerende type, en klassisk »lady«, en uskyldig skolepigetype eller hvad det kunne være dén dag til dén film. Når man har fået tøjet på, tager produktionens stillfotograf en serie billeder af dig på sættet, foran filmens kulisse - f.eks. til pressebilleder eller selskabets websites. Modeagtige, lettere erotiske billeder, der også kan bruges andre steder end på selve coveret. Aldrig hardcore. Hardcore-stillbillederne, til coveret eller til blade, tages, mens scenen laves, af samme fotograf.

Der er en del ventetid. »Hurry up and wait!« som vi altid sagde til hinanden, når vi sad og hang i en garderobe i timevis. Efter omklædning og eventuel intimbarbering, efter »morgentoilette« og fotografering, det tager i alt tre-fire timer, ja, så spiser man frokost. Det evindelige mareridt. Ikke fordi maden fejlede noget, eller det ikke var hyggeligt at sidde og spise og snakke med de andre, men fordi det var upraktisk. Hellere være halvsulten end lave en analscene med luft i maven.

Når man laver analscener, får man udleveret en særlig flaske med lunkent vand, en klystersprøjte. Du går simpelthen ud på toilettet og renser endetarmen, sprøjter vand op, indtil det vand, der kommer ud igen, er rent som kildevand. Nemt og praktisk. Engang imellem var det dog bogstavelig talt a pain in the ass. Jeg kan huske en episode, da jeg skulle filme en analscene til Michael Ravens »Millennium Y2K«. Scenen foregik på en location ude i byen, hvor vi havde en trailer til at klæde om og bade i stående parkeret uden for et pakhus i downtown. Jeg satte mig ud på toilettet i traileren for at rense endetarmen, og jeg pressede vand op, og jeg pressede vand op, men kunne åbenbart ikke blive ren. Eller måske var det noget psykisk, fordi jeg dén dag egentlig ikke havde lyst til analsex.

I hvert fald tømte og fyldte jeg den her klysterflaske, igen og igen, og sad derude i hundrede år - indtil folk begyndte at lede efter mig til scenen og kom ud og bankede på døren og spurgte, om jeg var allright. Og så måtte man jo se at gøre sig færdig.

Med mindre det er en stor produktion som »Ritual« eller »Millennium« vil der gennemsnitligt være 25-30 mennesker på sættet, alt inklusive, ligesom på en mindre spillefilm. Om eftermiddagen kommer instruktøren, og hvis man ikke har snakket med ham om filmen, om hans ideer, går man det hurtigt igennem sammen. Man står inde i den stue eller det soveværelse, hvori scenen skal filmes, og instruktøren beskriver sexscenernes opbygning. Skal vi starte på sofaen eller henne i vinduet; skal man være den aktive eller den passive; skal man følge et plot eller fyre den af. I de mere syrede film kan der være komplicerede elementer med udstyr og effekter - som da jeg blev overhældt med flydende latex i »Ritual« eller hooket op med slanger til en mærkelig maskine i »Millennium«. Selv om det på de fleste film er forudsigeligt i hvilken rækkefølge en scene udvikler sig: Oral, vaginal, anal, dobbelt-penetration, cumshot. Dét er ikke svært at huske!

Før scenen ruller, før instruktøren råber »action!«, er luften ladet med spænding. Der kan man mærke, at en instruktør forventer noget af dig. Især hvis han ikke kender dig. Hvad kan hun? Er hun så vild, som de siger? De forventer, at du slipper dig selv løs, at du er så fræk og nydende som overhovedet muligt; at du hver gang ser ud, som om det er dit livs knald. I minutterne før scenen mærker man presset, men når den først er i gang, er det sjældent slemt. Man lærer at abstrahere fra menneskene omkring én, på nær dem man har sex med. Man lærer at fordybe sig i det seksuelle og nyde det, der sker med de andre kroppe i lyset fra lamperne.

Instruktøren sidder ved monitoren og kommer med små opmuntrende bemærkninger: »Yeah, baby, that's sooo hot, that's sooo good, keep on doing that, girl!« Eller han instruerer modellerne i, hvordan de skal bevæge sig eller flytte sig, for at undgå at dele af deres kroppe blokerer eller skygger for kameraet: »Hey, put your leg down, please. No,your right leg, not your left leg. Your right leg, OK baby!« Der kan man af og til ligge midt i den vildeste sex og blive forvirret over, hvad manden manden mener - hvor skal jeg lægge det ben hen, når der står en fyr på begge sider? Samtidig fokuserer man hele vejen igennem ubevidst på at se så attraktiv ud som muligt. Hvordan ser jeg ud lige nu? Har jeg et dumt udtryk i ansigtet, mens han pumper løs? Små, forfængelige, menneskelige ting farer gennem hovedet, og man må også tage hensyn til sin(e) partner(e), om man gør det godt for ham eller hende eller dem begge to, om man tænder dem, om man er ved at bide en fyr i pikken eller er for hård ved en følsom pige. Hvis det skal være en heftig, hed scene skal alle helst tænde på situationen. Pornomodellernes vigtigste opgave er at vise lysten og få dem ude foran skærmen til at tro på, at man nyder det, der sker. Man prøver at sutte en fyr eller slikke en pige, så det er dejligt for dem, det er klart, men man husker også altid at holde en kontakt til kameraet, have liv i øjnene, se liderlig ud, fordi det ikke bare er selve knaldet, blowjobbet eller cum-shottet, publikum tænder på, men stemning og blikke og små detaljer.

Det er i detaljen en models image og personlighed ligger, og det er den kalkulerede detalje der skaber grundlag for popularitet hos fansene. De lægger nemlig mærke til ALT...

En scene med en anden fyr eller en anden pige - eller dem begge på skift - giver næsten sig selv, men når man er to piger og en fyr eller to piger og to fyre, skal der skiftes partnere og positioner undervejs, så alle når at være sammen på forskellige måder. Det er et spørgsmål om koreografi. Der skal man vide, hvad der skal ske hvornår, hvad der skal kunne ses, hvem fyren eller fyrene skal sprøjte på. Vigtige detaljer.

Man skal vide, hvad instruktøren vil have med i scenen. Det går ikke at blive revet for meget med - hvis den ene fyr pludselig kommer lang tid før den anden, eller hvis en fyr kommer, før man har været igennem alle de planlagte variationer. For tidlig sædafgang er lige så stort et handicap i pornobranchen som for sen sædafgang - eller slap pik.

Det ville være ynkeligt for fyren - han ville være en færdig mand. Forestil dig, at man er i gang med en scene, hvor der skal suttes gensidigt, og pigen skal have den både det ene og det andet sted, men den går på fyren efter et to minutters blowjob. For sen sædafgang eller wood-problemer, det har jeg oplevet af og til - mest i Europa - men en for tidlig sædafgang har jeg aldrig set under en pornooptagelse i L.A.

Arbejdsdagen er slut, når fyren eller fyrene har skudt deres ladning af. Sådan er det. Det er dagens festfyrværkeri. Når de har sprøjtet, og man ligger dér og stønner på gulvet eller sofaen, råber instruktøren »cut!« En arbejdsdag på 8-10 timer for en scene i en gennemsnitlig, amerikansk hardcore-film er det sædvanlige. Man er færdig sidst på eftermiddagen, men så kan der komme nye modeller for at lave den næste scene, og instruktøren og holdet arbejder længere end modellerne.

Dagen slutter i god stemning, på samme måde som om morgenen: Man tager badekåben på, ryger en cigaret, tager brusebad, drikker en sodavand og står og snakker sammen, modellerne imellem. Sådan en sludder for en sladder, kolleger imellem på en arbejdsplads. Hvad skal du lave i aften? Har du hørt det om X? Hvad med ham den nye instruktør? Hold kæft, vi lavede en fed scene for Y i sidste uge!

Jeg ringede til Alison, så snart jeg var færdig, og hun hentede mig gerne en times tid efter.

Og så sad man dér i en bil i myldretiden, på vej hjem til San Fernando Valley, som to veninder, der arbejdede sammen på et kontor inde i byen.

»Katja KXXX - Stjerne i syndens by« udkommer på Tiderne Skifter 19. november og koster 298 kr.

m-s@berlingske.dk

Katja Kean, selvportræt, 1999.