Stjerne for en aften

Jesper Eising, souschef på kulturredaktionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

Når DR lørdag aften blænder op for børnenes melodi grand prix, MGP, er det en stor aften. Ikke bare for dem, som står på scenen eller kigger på i Gigantium-hallen i Aalborg, men også for de mange tusind børn og deres forældre, som sidder klæbet til TV-skærmen.

Ja, det er en stor TV-aften – på mange måder større end sidste weekends almindelige melodi grand prix, for MGP er blevet en institution i det moderne børneliv og en meget konkret markør af, hvad det er for en kultur, børn og unge i dag befinder sig i.

Som far til en pige på ni år og en dreng på seks år kan jeg rapportere på første hånd fra fronten, så lad os prøve at gå lidt tættere på fænomenet!

Aldrig tidligere har så mange børn fra hele landet ønsket at stå på den eftertragtede MGP-scene. Min egen datter har såmænd også forsøgt at skrive sin egen sang – desværre for hende kom hun ikke med – og hun forpasser sjældent chancen for at give et lille nummer, når vi har spist aftensmad.

På TV-skærmene kan vi i programmer som »X-factor«, »Voice Junior« og »Danmark har talent« se horder af børn og unge konkurrere om, hvem der har den bedste stemme, og hvem der har dét der udefinerbare, som gør, at du skiller dig ud fra den leverpostejsfarvede mængde af ligegyldighed. Voksne stjerner og TV-personligheder fungerer som dommere, hvis gunst man skal forsøge at vinde.

»Jeg er det fag, som du ikke har i folkeskolen,« som én af dem, Thomas Blachman, arogant siger.

Uanset, at DR vil være ved det eller ej, så er det dén medievirkelighed, et show som MGP også står på ryggen af – de unge deltagere er vokset op med talentshows og med et fokus på, at det er dét, man skal: stå på en scene foran rullende kameraer. Derfor, tror jeg, er der så mange, som brændende ønsker at stå på MGP-scenen.

På den ene side er det jo egentlig ganske fantastisk, at så mange børn og unge finder glæden ved sang – også selvom mange sikkert må gå skuffede hjem, fordi de simpelthen ikke er dygtige nok. Det kan såmænd også være en god lektion, at det – TV-spotlight eller ej – kræver hårdt arbejde og dedikation at nå sine mål, og at selvom du knokler, kan det stadig være, at der er nogle, som er bedre end dig.

På den anden side kan man heller ikke lægge den tanke fra sig, at TV-branchens kyniske jagt efter ungdom på scenen skaber en overeksponering af nogle bestemte kulurelle billeder og succeskriterier.

»Danmark har brug for forsikringsmatematikere,« står der på en reklame under Hellerup Station, som jeg hver dag går forbi, men talentshows i bedste sendetid for unge, der brændende ønsker at blive forsikringsmatematikere, ser vi jo ikke!

Nuvel, man kan ikke bebrejde TV-stationerne, at de forsøger at seermaksimere – nej, det handler først og fremmest om, at man som forælder må holde hovedet koldt på sine børns vegne.