Bifaldet brager løs.
Publikum har købt billet til noget, de ikke rigtig ved, hvad er.
De er blevet stillet en mindre intimkoncert med en af pophistoriens levende legender i udsigt.
Men hvem det handler om, finder de først ud af, da han står der lyslevende foran dem.
Stor er overraskelsen, da de brede døre glider fra hinanden, og han kommer ind på scenen på Østre Gasværk Teater.
Stille og roligt sætter Sting – for det er ham, der er tale om – sig ned på en stol, samler sin akustiske guitar op og fortæller om sin musical »The Last Ship«.
Og så synger og spiller han en hel håndfuld af de stemningsfulde numre fra forestillingen. Han koketterer med, at han nok vil ramme de rigtige akkorder, men på forkerte tidspunkter, for det er længe siden, han har spillet sangene.
Men det er tydeligt, de har bolig i ham alle sammen.
Den verdensberømte britiske sangskriver og rockstjerne har da også både komponeret musik og skrevet sangtekster til musikteaterforestillingen, der havde premiere på Broadway for ni år siden.
Siden har den været spillet andre steder i verden.
Og nu bliver den sat op på Østre Gasværk Teater i en dansk version i foråret 2025.
Det var derfor, han var her. For at sætte den næste version af musicalen i søen.
Den betyder meget for ham.
Den bygger nemlig på hans egen historie, som han føler et ansvar for. Eller rettere: Historien om det miljø, han er rundet af. Det lille samfund Wallsend, en uanselig nordengelsk by i nærheden af Newcastle, hvor han blev født for 72 år siden.
En by, der var præget af det store skibsværft, som næsten alt i byen handlede om i halvandet århundrede. Indtil det så ikke gjorde det længere.
Skibsværftet kæmpede længe for overlevelse og lukkede endegyldigt i 2007. Det er den dødskamp, musicalen også handler om. Men også om sammenhold og fællesskab.
Gjorde alt for at undslippe
»Jeg voksede op omtrent så langt fra det lokale skibsværft,« siger Sting, da vi sidder og taler sammen på et par af tilskuerpladserne under Østre Gasværks store kuppel, og peger op på scenen.
»Nogle af verdens største skibe blev bygget der.«
Han er klædt i en mørkebrun, højhalset striksweater, der står godt til det efterhånden gråhvide hår. Formulerer sig melodisk og rytmisk og med et præcist ordforråd. På et kultiveret britisk, der tydeligvis er tillært. Helt anderledes end den nordengelske accent, der præger sangene i musicalen, og som han talte som barn.
»Det var et nærmest surrealistisk, industrielt miljø, som jeg ikke værdsatte dengang,« siger han om barndommens by.
»Som barn så jeg tusinder af arbejdere gå på arbejde på skibene. Jeg troede også, det skulle blive min skæbne. Havde jeg et valg? Det troede jeg ikke, jeg havde. Min far arbejdede på skibsværfterne, blev så mælkemand. Der var meget få valgmuligheder. Men jeg gjorde alt for at undslippe det miljø, jeg kom fra.«
Følte du dig anderledes fra en tidlig alder? Fornemmede du, at verden var større end det, du var sat i?
»Ja, det var sådan det var. Det var på mange måder et meget råt miljø, jeg ikke passede i. Da jeg var 11 år, fik jeg på baggrund af en årsprøve et legat, så jeg kunne gå på en skole inde i byen i en fin skoleuniform. Og det blev begyndelsen til, at jeg mistede kontakten med de mennesker, jeg var vokset op sammen med. Det var egentlig en meget grusom splittelse både for min del og mine omgivelsers. Jeg følte mig efterhånden fremmedgjort i forhold til Wallsend. Jeg blev gjort til en gentleman,« fortæller han og sigter til den nye klasse, han bevægede sig ind i.
Så griner han ironisk, før det kommer henkastet:
»Det lykkedes så ikke helt efter hensigten.«
Gud velsigne ham
Den svære relation til faren er også afspejlet i stykket.
»Han var ingeniør på værftet og forstod tekniske ting. Da jeg ville gå på en skole, hvor man lærte latin, historie og filosofi, havde han ingen forståelse for det: 'Hvorfor vil du lære latin? Vil du være præst?'« fortæller han.
»Han foreslog, at jeg tog på teknisk skole for at lære sløjd og metalarbejde. Men jeg nægtede. Så det skabte spændinger mellem os. Til sin dødsdag forstod han aldrig rigtig, hvad jeg lavede. Gud velsigne ham.«
Har det at arbejde med stykket så intensivt hjulpet dig til at forlige dig med, hvem du er, og hvor du kommer fra? Din far og hans død?
»Absolut. Også i forhold til ting; at komme overens med det, jeg ikke værdsatte i udgangspunktet dengang: Den by, jeg er rundet af. Jeg er taknemmelig. Det er den blivende følelse hos mig nu. En taknemmelighed over mit held her i tilværelsen, men også i forhold til, hvor jeg kommer fra.«
Da Sting på på et tidspunkt gennemgik en kunstnerisk krise, følte han et behov for at vende tilbage til det udgangspunkt, han havde forladt.
»Senere i livet fandt jeg så ud af, at jeg havde fået en gave. Et enestående blik på en vigtig historie: Den, der handler om skibsværfterne og deres forsvinden. Og på den tids britiske socio-politiske historie. Hvad sker der med de samfund, der blev frarøvet deres underhold? Hvor alle de særlige håndværksmæssige evner, man havde oparbejdet gennem generationer, bare blev smidt på lossepladsen, i store træk på grund af Margaret Thatchers politik. Jeg syntes, det var en historie, der var værd at fortælle, for ingen havde fortalt den før,« siger han.
Og han mener, at netop, han har været i stand til at kommentere på og observere den historie, fordi han slap væk.
Man kan ikke forlade sig på held
For ikke særlig længe siden var Sting tilbage i hjembyen. Man ville overrække ham byens nøgler.
»Jeg frygtede det lidt: Hvorfor skal jeg have dem? Men så tænkte jeg over det og indså, at alt det, jeg har opnået i livet, alle hædersbevisningerne, priserne og Grammy-statuetterne, var udmøntningen af alt det, jeg havde drømt om i gaderne i den her by. Dengang jeg gik rundt som 14-årig og spekulerede indædt over, hvad jeg skulle gøre med mit liv,« forklarer han.
»Jeg drømte om at blive en succesrig musiker, om at få lov til at synge mine sange. Blive berømt og tjene en masse penge. Jeg havde alle de drømme, der var rodfæstet i ønsket om at slippe væk. Flygte.«
Men Sting har også positive egenskaber med fra barndommens miljø.
»Jeg arbejder meget hårdt. Man kan være heldig at lave en plade, der bliver et hit. Men derefter er man nødt til at blive klog meget hurtig: Og man er nødt til at arbejde for at opretholde det, man har og få det til at vare ved: Et år, to år, fem år, ti år. Fire årtier. Fem årtier. Det kræver arbejde. Man kan ikke forlade sig på held længere. Det lærte jeg i det samfund, jeg kommer fra. Fra min familie, der var del af et arbejderklassemiljø, der i det store og hele blev tilintetgjort.«
Du har muligvis været en rockstjerne, men du har været det på din egen måde. Den følelse af solidaritet, du har udvist gennem din karriere, det, at du bruger din stemme også til at fremhæve ting, du tror på, var det også baseret på værdier fra dit tidlige miljø?
»Jeg var heldig, at jeg ikke blev succesrig med det samme, efter at jeg forlod skolen. Sådan foregår det jo ellers i vid udbredelse i dag på TikTok eller via talentshow på tv: Pludselig er man en stor stjerne. Jeg var 27, før jeg havde noget, der mindede om succes. Efter at jeg gik ud af skolen, havde jeg mange forskellige job: Jeg var skolelærer i en mineby. Jeg arbejdede som musiker på store skibe, bakkede op om kabareter. Jeg arbejdede på et skattekontor et stykke tid. Jeg havde et helt almindeligt arbejdsliv og betalte min skat. Jeg stemte, var far, ægtemand og borger, før jeg blev en rockstjerne,« siger han.
»Det gjorde det muligt for mig at finde en balance i den skøre verden, det er at blive berømt. Jeg kom en lille bitte smule i vanskeligheder, men ikke lige så meget, som jeg kunne have gjort, fordi jeg havde en ballast og en fornemmelse af, hvem jeg var. Og den by, jeg kommer fra, er naturligvis det sted, der har givet mig den fornemmelse,« siger han.
»Så jeg tog tilbage og takkede byen for at give mig den fine hæder og sagde tak. Jeg sagde, at jeg repræsenterede dem i verden, at jeg tog den rolle alvorligt og lovede, at jeg ikke ville svigte dem. Og så klappede de mig venligt på ryggen,« griner han.
Aner det ikke
»The Last Ship« er historien om en verden, der måske nok går under, men som gør det med værdigheden og sammenholdet i behold.
Men hvordan ser Sting på verden i dag? Han har brugt en stor del af sit liv i kunstens verden, men også som en aktivist, der har støttet og råbt op, når det handlede om klima, hungersnød eller menneskerettigheder. Allerede fra de tidlige dage med bandet The Police og engagementet i musikalske nødhjælpsprojekter som Band Aid og Live Aid.
Det er ikke, fordi jeg lægger dig i graven endnu, men efterlader du dig en bedre verden? Er der nogen grund til at være optimistisk på verdens vegne?
»Ved du hvad? I 30 år har jeg været fortaler for, at man skulle stoppe nedbrændingen af regnskovene. Jeg ville ønske, jeg tog fejl dengang. Det ville jeg virkelig.«
Du har måske nok fået ret, men det er der vel ikke meget glæde i?
»Jeg ville virkelig ønske, jeg havde været galt på den. Har jeg efterladt verden som et bedre sted at være? Aner det ikke. Jeg har i virkeligheden kun haft indflydelse på min umiddelbare familie: Min opgave har været at tage mig af dem. Måske også indflydelse på musikere. Jeg vil sige det på den her måde: Man kan ikke forandre verden med en sang. Man kan plante et frø i folks bevidsthed. Måske bærer det frugt årtier senere, langt nede ad landevejen.«
Og så kommer han med et eksempel:
»Jeg mødte Londons overborgmester, Sadiq Khan, som kom til en af mine koncerter for et par år siden, hvilket naturligvis var en stor ære.
'Hold nu kæft, Sting, sagde han. Jeg var formand for din fanklub. Så blev jeg advokat med speciale i menneskerettigheder, og nu er jeg Londons overborgmester.'
Der var åbenbart helt afgjort en forbindelse. Så ja, jeg tror, man kan inspirere andre – hvad enten det er menneskerettigheder eller miljøet, man slås for,« siger han.
»Forleden læste jeg et interview med instruktøren Christopher Nolan, der har instrueret filmen »Oppenheimer«. Han forklarede, at han første gang havde stiftet bekendtskab med det navn i en af mine sange. Og han var blevet optaget af, hvad en Oppenheimer var for noget. Slog det op. Og årtier efter har vi så en film. Sange kan rumme information, som er brugbar på den måde. Ikke alle. Nogle er det rene vrøvl. Men nogle kan. Og mine sange har mere information end de fleste andre.«
Ikke blot information, men også følelse, hvilket vel er lige så væsentligt. At tillade mennesker at komme i kontakt med sig selv?
»Det siger sig selv. Jeg ville ikke skrive en sang, medmindre den var båret af en følelse eller en stemning. Men jeg kan godt lide at lægge egentlig viden og information ind i en sang – selv med risiko for at virke prætentiøs.«
Alt i opbrud
Sting har ikke noget svar på, hvad der skal til for at redde den verden, hvor mange ikke længere kan kende sig selv – sådan som det sker for skibsværftsarbejderne i »The Last Ship«.
Men han tror på, at kunsten – hvad enten det er en sang eller et teaterstykke – har en særlig opgave, der er tydelig at definere i dag: Den kan skabe samhørighed og empati.
»Det at fortælle historier som denne kunne være en del af løsningen. Jeg synes for eksempel, det er en historie, der har brug for at blive fortalt. For vi er virkelig nødt til at finde ud af, hvordan vi skal overleve det her århundrede, med ai på vej, hvor mange oplever alt i opbrud. Med hele den politisk uigennemskuelige situation, vi tilsyneladende befinder os i,« siger han.
»Manglen på fælles menneskelighed – se på, hvad der foregår i Gaza, Israel og Ukraine – påvirker os alle sammen. Uden en følelse af fælles ansvar er vi fortabte og går en usikker skæbne i møde.«
Manglen på menneskelighed er tydelig at få øje på, når man ser på den geopolitiske scene. Hvor ser du den i vores hverdagsliv?
»Vi bliver alle sammen påvirket af klimaet og situationen i verden. Man kan ikke adskille sig fra det. Der var en gang, hvor store tragedier kunne udspille sig i verden, uden at man anede det. Vi lever på et enestående tidspunkt i historien, hvor vi med det samme ved, hvad der foregår i Kyiv, i Gaza, i verden: Det er både godt og skidt,« siger han.
»På den ene side giver det os et ansvar, men på den anden side gør det os også mere eller mindre sindssyge. Jeg talte med en nyhedsjournalist forleden i Paris. Han var ved at blive vanvittig af at følge nyhederne døgnet rundt. Han havde brug for en pause. Vi er alle en del af det.«
Internettet har næppe forbedret tingene. Det, der skulle bringe os tættere som kommunikation mellem mennesker, har vel nærmere polariseret os?
»Hvad er det første, vi gør om morgenen, når først vi har fået morgenkaffen? Vi går online.«
Snarere end at tale med vores hustruer eller mænd.
»Jeg er dog klog nok til ikke at falde i den gryde,« griner Sting.
Jeg har været gift i 40 år, så jeg gør tydeligvis et eller andet rigtigt!«
»The Last Ship« får premiere på Østre Gasværk i 2025.