Stina Ekblad: »På min ene side går Gud og på min anden side døden, som en mørk og venlig skygge«

Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt person. I denne uge: Skuespilleren Stina Ekblad, som er aktuel i hovedrollen i »Dantes guddommelige komedie« på Teater Republique.

Stina Ekblad har netop haft premiere i forestillingen »Den guddommelige komedie« på Teater Republique. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt Ritzau Scanpix

Kan du beskrive dig selv med tre ord?

»Flittig, alvorlig og musikalsk.

Jeg arbejder meget, gerne og forbereder mig altid. Det er noget, jeg har fået med mig hjemmefra, hvor jeg er vokset op på et husmandssted i Finland. Vi havde ikke for mange penge, og man skulle gøre tingene ordentligt og tage ansvar. Det er også noget, jeg har lært i teatrets verden. Det nytter ikke at være sjusket i sit arbejde, og den indstilling er medvirkende til, at jeg har været skuespiller så længe. Jeg har altid brugt meget tid på at forberede mig, sørget for at komme til tiden og arbejde koncentreret. Ingmar Bergman og hans ånd på Dramaten har også lært mig meget om det. Han var nærmest hysterisk med, at man mødte til tiden og gjorde sit arbejde. Den indstilling til arbejdet påvirker også mig selv. Det gør mig tryg, at jeg gør arbejdet så godt, som jeg kan. Der er en glæde i selve arbejdet sammen med andre mennesker.

Mit yndlingstræk ved mig selv er, at jeg er alvorlig. Livet er kort og vigtigt, og der følger ansvar med. Der er en skønhed i tilværelsen, som vi skal betragte med åbenhed og stilfærdighed. Tilværelsen er værd at tage alvorlig, men det er ikke det samme som at være kedelig, selvom jeg nok også synes, at jeg er ret kedelig.

»Jeg har gennem årene spillet med i mange forestillinger, så jeg har selvfølgelig mødt professionelle fiaskoer med forestillinger. Det har lært mig at være ydmyg og givet mig kundskaber om livet,« siger Stina Ekblad, der her er fotograferet i Stockholm i 2004. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Jeg kan ikke synge, men jeg har en medfødt fornemmelse for den musik, der opstår i krop og stemme, når jeg arbejder med en tekst. Jeg har også en fornemmelse for den musik, der findes i mødet med mennesker og i sproget. Det er måske derfor, at jeg er blevet skuespiller.«

Hvad har fiasko lært dig?

»Jeg har gennem årene spillet med i mange forestillinger, så jeg har selvfølgelig mødt professionelle fiaskoer med forestillinger, der har fået dårlige anmeldelser og solgt få billetter. Det har lært mig at være ydmyg og givet mig kundskaber om livet. I en af de klassiske græske tragedier siger koret: »Gøre, lide og lære«. Det er lige præcis sådan, det er. Man gør noget, og det gør ondt, men man lærer af det.«

Stina Ekblad

»Mit yndlingsbandeord er for helvede. Det siger jeg også, når jeg pratar svenska, og når jeg taler med mig selv. Det er jo meget passende, at lige netop det er mit yndlingsbandeord, nu hvor jeg arbejder med forestillingen om Dantes helvede.«


Hvad er dit yndlingsbandeord?

»Jeg er opvokset i et hjem og har gået i en skole, hvor der ikke blev bandet. Det var ikke sådan strengt religiøst, men jeg var nok selv meget religiøs i min måde at være på: alvorlig, søgende og nysgerrig. Det metafysiske og åndelige ligger for mig. Mine forældre var ikke strenge, men jeg lærte, at man ikke skulle bande. Det gjorde jeg aldrig, og jeg bander aldrig nogensinde på mit modersmål, som er svensk. Jeg synes, at det er grimt og vulgært. Som 17-årig kom jeg til Danmark, og der fik jeg en ny måde at anskue livet på. Da jeg lærte dansk, var jeg et ungt menneske med mod på livet. Der blev bandet rundt om mig, og jeg oplevede aldrig de danske bandeord som grimme. De var en del af sproget, og danske bandeord var for mig ikke forbundet med noget grimt. Når jeg i dag bander, uanset om jeg taler svensk, engelsk eller tysk, så bander jeg på dansk. Mit yndlingsbandeord er for helvede. FOR HELVEDE, det siger jeg også, når jeg pratar svenska, og når jeg taler med mig selv. Det betyder ikke noget slemt for mig. Det er jo meget passende, at lige netop det er mit yndlingsbandeord, nu hvor jeg arbejder med forestillingen om Dantes helvede.«

Stina Ekblad spillede med i teaterudgaven af »Festen« på Teater Republique. Fra venstre: Mikkel Arndt, Waage Sandø, Asbjørn Krogh Nissen og Stina Ekblad. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahmsen.

Hvilken bog har gjort størst ind på dig?

»Det er meget nemt for mig at svare på. Den norske forfatter Cora Sandels romantrilogi om pigen Alberte betød utroligt meget for mig, da jeg læste den som teenager, og jeg er siden vendt tilbage til den gennem årene, og det gør jeg stadig. Jeg identificerede mig med Alberte, som er en ung kvinde, der længes væk fra sit hjem i Nordnorge og drømmer om at blive kunstner. Hun vokser op et sted, hvor der ikke er forståelse for, at man søger et kunstnerisk udtryk, og sådan havde jeg det også selv. Folk synes, man er tosset og bilder sig noget ind, og man render ind i nogle fiaskoer. Sådan følte jeg det også selv, men jeg vidste, at jeg ville være kunstner, en skuespiller der ville udtrykke noget. Det beskriver Cora Sandel meget smukt. Hun skriver om livets alvor, og det er et tema i mit liv. Man skal grine og have det sjovt, men livet skal tages alvorligt.

Den store finlandsk-svenske forfatter Edith Södergrans digte har også fulgt mig gennem hele livet. Jeg har læst dem, siden jeg var 11, og jeg bruger dem nu som 64-årig. Hendes digte handler om alt og rummer klarhed, livsmod, kraft og sårbarhed.«

Stina Ekblad

»På min ene side går Gud og på min anden side døden, som en mørk og venlig skygge. Hun er stille, sælsom og blid.«


Tror du på Gud?       

»Ja, jeg tror på Gud. Gud er det gode lys i mig og mennesket. Gud er længsel, håb og trøst. Gud går ved min side hver dag. Lys og god. Længselsfuld, håbefuld og trøstende.«

Er du bange for døden?

»Nej, jeg tænker på døden hver dag. På min ene side går Gud og på min anden side døden, som en mørk og venlig skygge. Hun er stille, sælsom og blid.«