Stille dage 40 år efter

For fyrre år siden forsøgte det daværende Tjekkoslovakiet sig med en menneskelig socialisme. Sovjetunionen svarede igen ved at invadere landet. Nationalmuseet i Prag går let hen over jubilæet. »Lederne i dag bryder sig ikke

Prag 31. august 1968. En mand står midt i ødelæggelserne efter den sovjetisk ledede invasion. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Ud på aftenen den 20. august for fyrre år siden landede en række sovjetiske militærfly i lufthavnen i Prag. Regeringen i Tjekkoslovakiet, som landet dengang hed, havde ikke inviteret dem. Kort efter rykkede sovjetiske kampvogne, støttet af tropper fra Polen, Ungarn og Bulgarien, over den tjekkiske grænse. Den kommunistiske partichef Alexander Dubcek, der efter østeuropæisk skik dengang var nationens egentlige leder, blev anholdt, fik en papirpose over hovedet og sendt til Moskva.

Dubcek havde forsøgt at indføre »socialisme med et menneskeligt ansigt«, som han kaldte det – et livsfarligt projekt under Den Kolde Krig. Sovjetunionen styrede næsten alle stater øst for Jerntæppet med hård hånd, modstand eller åben debat blev ikke accepteret, og Warszawapagten, der skulle være et modstykke til NATO, sørgede for, at russerne også havde den militære kontrol.

Forsøget slog fejl, kampvognene besatte alle vigtige poster i landet, og skønt Dubcek for et syns skyld fik lov at fortsætte som partichef en tid, blev de reformer, han og dele af den øvrige ledelse havde gennemført, skrottet. Det skulle vare mere end to årtier, før Fløjlsrevolutionen indførte demokrati 1989.

Hvad der skete i 1968 rystede verden. I Vesten tog man en pause fra studenteroprøret, der foregik samtidigt, og kiggede mod Prag, hvor ulykkelige unge søgte at tage kampen op med en supermagts geværløb. I det øvrige Østeuropa fik man beviset for, at Sovjetunionen stadig mente det alvorligt med diktaturet. Oprøret i Østberlin 1953 samt i Warszawa og Budapest 1956, der alle blev slået ned, var ikke glemt, og Moskva havde ikke ændret sig væsentligt. Omvendt kan det hævdes, at 1968 var en forudsætning for 1989. En af støtterne i første omgang, Vaclav Havel, blev nationens præsident 21 år senere, en anden, Jiri Dienstbier, udenrigsminister, og et væld af øvrige systemkritikere hjalp ved genindførelsen af demokratiet, da det efter Murens fald havde bedre kår.

Marxisten
Tjekkiet – der blev delt fra Slovakiet ved udgangen af 1992 – forbigår imidlertid årsdagen næsten i tavshed. Den markeres med udstillinger og højtideligheder i Berlin og Baltikum, men i Prag er der kun planlagt en udendørs belysning af nationalmuseet. Indenfor kan man dvæle ved særudstillinger om sommerfugle og afrikanske masker. Ingen af emnerne har udpræget forbindelse med tjekkisk historie.

»Lederne i dag bryder sig ikke om at mindes,« siger Petr Uhl, en af nøglefigurerne fra dengang. »De var for unge 1968, og de gjorde ikke megen modstand op til 1989.«

Uhl tager imod i sin lille lejlighed i et af Prags bedre kvarterer. Han var 27 år ved invasionen, som skete mens han opholdt sig i Paris. Han skyndte sig hjem og grundlagde en såkaldt revolutionær undergrundsgruppe af marxistisk tilsnit. Uhl blev anholdt 1969 og idømt fire års fængsel i en skueproces. Senere var han, sammen med Havel og Dienstbier, blandt de første underskrivere af Charta 77, et manifest om demokrati og ytringsfrihed, som regimet bekæmpede med alle midler. Uhl blev fængslet igen. Han har tilbragt i alt ni år bag tremmer. Efter 1989 blev han chef for nyhedsbureauet CTK og tjekkisk menneskeretskommissær.

Den tidligere straffefange er i dag en næsten munter mand. »Vi kæmpede for menneskerettigheder. Vi var ikke mod russerne,« siger han.

Chancen
Sådan virkede det ikke på den sovjetiske ledelse 1968. Den daværende partichef Leonid Bresjnev var, viser ny forskning, ikke ivrig efter en invasion. Det var de kommunistiske statholdere i DDR, Polen og Bulgarien, der pressede på. De mente – ikke uden grund, som det senere skulle vise sig – at deres regimer ville bryde sammen, hvis et af de såkaldte broderlande blev demokratisk. Der blev holdt en række krisemøder.

30. juli gik Dubcek med til at aflyse stort set alle reformer og opløse et nyt, socialdemokratisk parti. Dubcek blev tvunget til dette ydmygende skridt af sine østeuropæiske kolleger og af strammere i sit eget land. »De forrådte os,« siger Uhl.

En del vil i dag mene, at invasionen var uundgåelig, og at Dubcek, lige som sine nærmeste medarbejdere, var naiv. Uhl er uenig. »Der var en chance,« siger han. »Det var ikke givet, at det skulle ende sådan.« Reformerne var rullet ud de foregående seks måneder – bl.a. var pressecensuren afskaffet 29. februar – og »først i juli blev jeg nervøs for en intervention, men kun en smule,« husker Uhl.

Begivenhederne i august blev en tragedie for Tjekkoslovakiet og de der havde kæmpet for den menneskelige socialisme. Omkring 500 mennesker blev dræbt, og omkring 96.000 mennesker flygtede alene til Østrig. Yderligere 66.000 tjekkiske og slovakiske turister i nabolandet vendte ikke tilbage. Tusinder blev arresteret, herunder Havel, Dienstbier og Uhl. Dubcek blev sendt til Tyrkiet som ambassadør for en kort bemærkning og siden til Bratislava som kontorist i den slovakiske skovstyrelse. I DDR blev hundreder af mennesker, der havde udtrykt sympati for liberaliseringen, anholdt.

Uhls lejlighed var i løbet af 1980erne samlingspunkt for systemkritikere, tæt overvåget af det hemmelige politi. Et kamera uden for boligen holdt øje med alle besøgende. Da Fløjlsrevolutionen begyndte i november 1989, var det klart, at russerne ikke ville komme igen, siger han. »De havde haft glasnost (åbenhed) og perestrojka (reform og ombygning af samfundet), så jeg vidste, at der ikke ville blive en ny invasion.«

Tjekkiet og Slovakiet er i dag retsstater, om end ikke fuldbyrdede demokratier, mener Uhl. »Det er ikke perfekt, men vi er på den rigtige vej,« siger han.

De historieløse
Når man nævner de nuværende regeringschefer i Prag og Bratislava, Mirek Topolanek og Robert Fico, ruller han med øjnene. Han antyder, at de er historieløse. »Topolanek har for nylig takket Jugoslavien for ikke at have deltaget i invasionen 1968, men det var aldrig på tale, at jugoslaverne skulle være med,« siger han. »Jugoslavien var jo ikke medlem af Warszawapagten. Han må have tænkt på Rumænien. Og Fico har hyldet Dubcek for at have støttet den slovakiske uafhængighed. Men Dubcek ønskede ikke, at Slovakiet skulle gå egne veje. Vi er tjekkoslovakker, sagde han altid.«

Begge ledere har vist, at det fortsat kan være svært at arbejde efter demokratiske spilleregler. Fico har indgået koalitioner med et yderligtgående, højreorienteret parti. Topolanek blev forleden så irriteret over fotografer under et møde i parlamentet, at han råbte: »Skrid, I snushaner.« Sidste år truede han en fotograf, der ville tage et billede, da han forlod sin elskerindes hus. Elskerinden er parlamentets næstformand. »Kom ud, jeg myrder dig,« skreg han. Men både Tjekkiet og Slovakiet er i dag medlemmer af EU og NATO, og Sovjetunionen er nedlagt. Det havde ingen forestillet sig for fyrre år siden.