Det gik vildt for sig ved Vejle Musikteater, da der i sommer blev afholdt Rock i Byparken.
Så vildt, at den tidligere professionelle fodboldspiller og landsholdsspiller Stig Tøfting nu er blevet tiltalt for vold.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Han skal ifølge anklageskriftet, som Vejle Amts Folkeblad har fået aktindsigt i, have slået en mand ved Vejle Musikteater ved en Thomas Helmig-koncert.
Den 54-årige tidligere landsholdsspiller skal ifølge mediet møde op i Retten i Kolding torsdag i næste uge.
Helt konkret er han tiltalt for at have slået en »ukendt mand« med et knytnæveslag i hovedet 11. august 2023 omkring klokken 23.15.
Ifølge Vejle Amts Folkeblads oplysninger havde Stig Tøfting og en mandlig koncertgæst ved Rock i Byparken haft en diskussion på et tidligere tidspunkt i løbet af aftenen.
Det kulminerede på vej ud af parken, da Stig Tøfting angiveligt slog manden flere gange i ansigtet.
»Jeg har talt med fyren, som jeg desværre røg i tumult med forleden i Vejle. Jeg har ikke slået ham, men erkender, at jeg skubbede til ham i en tumultepisode. Han har ikke noget ønske om, at der skal laves en sag ud af det, det har jeg heller ikke. Og vi har givet hinanden håndslag på, at sagen er ude af verden,« sagde Stig Tøfting om episoden i august.
Stig Tøfting siger til Vejle Amts Folkeblad, at han ingen kommentarer har, og det er derfor uvist, hvordan han forholder sig til tiltalen.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at Stig Tøfting er tiltalt for vold.
Og han er ved flere lejligheder blevet dømt for det.
I 1999 blev Stig Tøfting idømt 20 dages betinget fængsel for at have slået en 24-årig mand i hovedet under en bytur i Aarhus.
I forbindelse med en voldsepisode tilbage i 2002 på Café Ketchup afsonede Stig Tøfting efterfølgende fire måneders ubetinget fængsel.
To af caféens ansatte fik en hårdhændet behandling af den tidligere fodboldspiller: Bestyreren af Café Ketchup fik en skalle, mens en anden ansat blev slået bevidstløs af et knytnæveslag.
I 2004 blev han anmeldt for vold efter en episode i trafikken, hvor han skubbede en mand i brystet. Denne gang slap Stig Tøfting med en bøde.
Senere på året gik det også galt under en julefrokost i AGF, hvor Tøfting endte i håndgemæng med en unavngiven holdkammerat. Han endte med en fyring, og hans kontakt blev opsagt med øjeblikkelig virkning.
I 2013 på natklubben ZenZa i Aarhus kom han op at toppes med sin papsøn Nick Tristan, hvorefter dørmændene i klubben holdt dem tilbage, indtil politiet ankom.
Begge blev anholdt, men sagen fik ikke noget retsligt efterspil.
Nu skal det så afklares, om der venter endnu et retsligt efterspil for den tidligere fodboldspiller, som de seneste år har arbejdet som fodboldekspert og fodboldkommentator hos Viaplay.

