Stig fortryder ingenting

Der findes fodboldbøger, og så findes der Stig Tøftings nye bog. De første handler om kampen for sejr. Tøftings handler om kampen mod nederlag. Heriblandt forældrenes tidlige og voldsomme død, en mistet søn og et par voldsdomme. Fodboldbøger hedder ting som »Alle mine mål«. Tøftings hedder »No Regrets«. Der findes fodboldkarrierer, og så findes der Stig Tøftings karriere.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jon er død. Jeg har ingen kontrakt. Jeg er i fængsel. Og jeg er stadig okay. Det kan ikke være sandt, siger Betiina.

(Stig Tøfting i sin fængselsdagbog i selvbiografien »No Regrets«)

Stig Tøftings mobil ringer hele tiden. Og han tager den altid. Hans kone Betiina går gravid rundt derhjemme. Fødslen er ganske vist først til marts. Men ægteparret Tøfting er i et historisk betinget alarmberedskab.

De vil ikke miste et barn igen.

Oftest er det imidlertid vennerne, der ringer. Drengene fra Århus. Fra AGF. Fra det sted, hvor den røde tråd i Stig Tøftings karriere oprindeligt blev fæstnet. En knytning, der trækker i ham nu, hvor der ikke er meget mere snor i karrieren at give af. Men de vil ikke have ham. Det er slut, siger de.

»Jeg har informeret Stig om, at han ikke kommer tilbage til AGF. Han har nogle ting i bagagen, der ligger for tæt på,« siger Lars Windfeld, direktør i AGF.

Tøfting smiler. Hvilket er sjældent. Så æder han smilet i sig, strammer munden og ryster langsomt på hovedet. Hvilket er mindre sjældent. »Jeg forstår det ikke,« siger han. Herefter læner han sig tilbage i den lave lounge-læderstol her i panorama-restauranten på toppen af Gothia Towers med udsigt over Gøteborg, der ligger hen under os i gylden sol. Her spiller Tøfting i sin måske sidste klub, BK Häcken. »Men vi får se,« tilføjer han.

Stig Tøfting er ikke en mand, der lader sig afvise. Ordet opgivelse findes formentlig ikke i hans ordbog. Gør det, står der sikkert: »Se under bløddyr«. Hans stræben efter at blive klappet ud af karrieren i sin barndoms klub - og måske endog finde et virke bagefter for den trøje, der om nogen bringer hans blod i brus - er ikke bare åbenlys. Den er instinktiv. Det er naturens orden. AGF er hans flok. De kan vende ham ryggen, men han lader sig ikke udstøde uden kamp. Han blev fyret på grund af »håndgemæng« til AGF-spillernes egen julefrokost sidste år. En festlig aften med Tina Turner Jam, karaoke og et par strippere gik i »macho«, som han selv udtrykker det. Kraftprøver og brydekamp endte med en Tøfting, der iført iturevet skjorte stod og fægtede med armene og slog huller i luften, mens kollega Brian Steen Nielsen holdt ham af hensyn til den spiller, slagene var beregnet mod.

Bagefter sagde ledelsen, at han havde forvoldt skade på klubbens image. Det står dog klart, at skal vi endelig tale om »ting i bagagen« hos Stig Tøfting, så hører denne til de lette. Hændelsen er lommeuld i den tunge kuffert, der indeholder hovedpersonens liv. Det fremgår af hans selvbiografi, »No regrets«, der udkommer på tirsdag.

En overgang går de fra hinanden. Min mor og jeg flytter hjemmefra. Hvorfor ved jeg ikke...I den tid vi er væk fra hinanden, holder jeg øje med buslinje nummer 11, som min far kører, for at få en mulighed for at vinke til ham, når jeg går på fortovet. Andre gange, hvor jeg møder ham, stopper han bussen og tager mig med. Min far har det ikke let med sig selv og sine omgivelser. (Fra »No Regrets«)Da Stig Tøfting var 13 år, kom han glædestrålende hjem til lejligheden på 4. sal på Frederiks Allé i Århus. Han havde overnattet hos en ven efter en kamp, hvor hans hold havde spillet sig i finalen i Randers Cup. Han åbnede døren. Indenfor lå hans far og mor døde.

Historien om forældrenes voldsomme død fortælles ligefremt i Tøftings bog. Om hvordan faderen med sit jagtgevær skød moderen og derpå sig selv. Om hvordan Stig Tøfting fortvivlet løb efter hjælp hos sin mormor og morfar.

Det er første gang, Stig Tøfting taler offentligt om det. Noget han altid har nægtet på trods af, at mange journalister har spurgt. Men hans børn har ikke kendt historien. Og han har dertil aldrig kunnet se nogen mening i at indvie andre i den.

»Nu kan man så læse den i bogen. Og så har jeg egentlig ikke lyst til at tale mere om det i detaljer. Det er det. For hvis der skal skrives noget om det her, så skal det være ærligt. Jeg vil ikke pakke tingene ind. Hverken det ene eller det andet. Jeg er ikke en person, der normalt åbner mig op. Her kommer jeg så med nogle følelser, som jeg ikke tror, folk ved, jeg har. Men der skal bare ikke være nogen, der læser den her bog og siger: Arh, det er vist spil for galleriet, det her. Tingene skal stå der, som de er, og så er der ikke så meget mere at tilføje,« siger Tøfting.

18 timer efter, at han fandt sin far og mor, spillede Tøfting finale i Randers Cup. Han blev kåret som kampens bedste spiller. Han ved godt, at mange vil have svært ved at forstå det.

»Men jeg vidste bare, at sådan skulle det være. Det kunne ikke være anderledes,« siger han.

Hele kerneværdien i én af de mest bemærkelsesværdige karrierer i dansk fodbold, måske endog hele Tøftings tilgang til fodbold i almindelighed og livet i særdeleshed, syntes hermed udmøntet.Da jeg har været på Århus Stadion én gang, er jeg sikker på, at det er dér, jeg skal være...Min favoritspiller på førsteholdet er Kim Ziegler. Det bliver han, da han i en hjemmekamp kaster bolden direkte i hovedet på en modstander, der generer ham ved indkast...Ziegler får rødt kort. Og mig som fan. (Fra »No Regrets«)Tøftings forældre, Poul og Kirsten, havde den holdning, at deres dreng skulle lære at tabe. I stedet fik deres tidlige og voldsomme død måske indflydelse på, at han aldrig giver op.

Ifølge Stig Tøfting er det alt sammen et spørgsmål om vilje.

»Man må jo videre. Man kan sætte sig til at græde. Men man må videre. Jeg har haft nogle mennesker, der har taget sig af mig. Og så havde jeg en ting, som optog mig. Jeg tror, de fleste psykiske problemer hos folk hænger sammen med, at de går i stå og ikke foretager sig noget. Så kan man sidde og kigge ud i luften. Man må kæmpe,« siger han.

Tøfting voksede siden op hos sin mors bror, Erik, og dennes kone Hanne. Skal man diskutere arv og miljø i tilfældet Tøfting, kan det dog ikke omgås, at en stor del af hans karakter syntes at have taget bo i ham allerede ved hans tilblivelse. Hans vindervilje var der allerede i de tidlige drengeår. Tøfting siger selv, at han er »en utrolig dårlig taber«. Han har et kassettebånd, hvor man hører, han sidder og spiller et spil med forældrene og snyder med terningerne for at vinde. Som drengespiller i den århusianske arbejderklub ASA tacklede Stig også gerne bolden fra sine medspillere, så han kunne score mål. Og en dag han spillede rundbold, insisterede han så indædt på at komme banen rundt, at han løb ret ind i en jernstolpe og pådrog sig en hjernerystelse.

»Men den dér vindervilje eller frygt for nederlag, om du vil, ved jeg faktisk ikke, hvor kommer fra. Mine forældre var ikke konkurrencemennesker,« siger han.Jeg græder, da vi går ud fra kirken efter bisættelsen, men ellers ligger jeg ikke - så vidt jeg husker - og græder mig selv i søvn...Psykologen mener, det er vigtigt, at vi får talt om det for at undgå, at hændelsen brænder sig fast, men sådan har jeg det ikke. Til sidst bliver forløbet hos psykologen afbrudt. (Fra »No Regrets«)Stig Tøfting ved godt, han ikke er den bedste. Han har tilbragt langt størstedelen af sin karriere på et yderligt og svært tilkæmpet mandat. Han har set fodboldspillere omkring sig, hvis evner åbenbart var dem tilskikket af nådens forsyn. De var udvalgte. Men hurtighed, spilforståelse og teknik var egenskaber, han selv sammenbidt måtte efterstræbe. Den professionelle fodboldspiller Stig Tøfting er måske mere end nogen andre spillere skabt af ham selv. Som en viljesakt. Som ungdomsspiller var han den sidste til at få en kontrakt med AGF i sin årgang. Han selvtrænede ved på alle fridagene at løbe rundt om Brabrand Sø.

»Jeg har altid vidst, jeg ikke var Guds gave til fodbolden. Hvis jeg havde samme boldtalent som Michael Laudrup, jamen, og så med min vilje...Jeg blev selvfølgelig en meget bedre fodboldspiller i Hamburg, fordi de spillere, jeg kom til at spille med, var virkelig gode, og jeg blev tvunget til at skulle tænke og spille lige så hurtigt som dem. Men jeg har da tit joket med, at hvis jeg havde haft Søren Andersens (kuglelynsangriber hos AGF, red.) hurtighed, så havde jeg jo spillet i Juventus. Selvfølgelig kan man nå langt på viljen, men tænk sig, hvis man så også havde det dér - og så måske heller ikke lige havde været på Café Ketchup - så var der jo ingen grænser«.Stig Tøfting er gennem hele karrieren blandt de sidste, der kommer med til både OL, EM og VM. Han var aldrig selvskrevet. Han blev udtaget første gang til landsholdet i 1993 af Richard Møller Nielsen, der med sans for persontegning døbte ham »plæneklipperen«. Her var en menneskelig maskine, hvis arbejdsraseri aldrig lod et eneste strå på banen urørt. Men først i 1998 starter Tøfting inde i en landskamp.

»Jeg har tit spillet med ryggen mod muren. Men det er så også noget, der passer godt til mig. Det har aldrig gjort mig dårligere, snarere tværtimod, kan man vist godt sige. At der er så meget trods, så meget den dér med, at jeg skal vise dem, kan jeg ikke forklare. Jeg ved bare, den kan få mig til at overskride nogle grænser,« som han selv udlægger det.De danske avisfotografer og TV-kameramænd lusker rundt om mig. De forsøger at virke uinteresserede, men deres skuespil er let at gennemskue. De venter på, at jeg skal skifte min svedige t-shirt og blotte min mave...De vil have et billede af tatoveringen, som er kontroversiel. »No Regrets« har jeg fået tatoveret. Det er mit livs motto, jeg fortryder ingenting. Heller ikke voldsdommen. (Fra »No Regrets«)Natten til lørdag den 12. juni 1999 var Stig Tøfting på vej hjem fra en bytur i Århus. En høj mand stillede sig op og råbte ad ham.

»Tyskersvin«, »forræder«, lød det. Årsagen var en fejde mellem AGF og Tøftings daværende klub Duisburg. Tøfting var gået på tysk side. Tøfting løb efter manden. Ind på McDonalds, over disken og fangede ham ved vareelevatoren. Han slog manden med flad hånd. Med 20 dages betinget hæfte til følge.

»Jeg synes jo, dommen var latterlig. Men jeg skal heller ikke løbe fra, hvad jeg gjorde. Det har jeg aldrig gjort. Når jeg har dummet mig, har jeg taget min straf. Men fortrydelse, nej, sådan har jeg det ikke. Jeg kan godt sige undskyld og tilkendegive, at jeg har gjort noget, jeg ikke skulle. Men hvis jeg eksempelvis sparker én ned til træning, så står jeg jo ikke dér og fortryder, for det var jo bare, hvad jeg gjorde og måske også havde en grund til at gøre i situationen. Der er jo så meget politisk korrekthed. Jeg synes bare, man skal stå ved sine handlinger uden at give andre skylden,« siger Stig Tøfting.

Han ved godt, hvordan han står med et støt og uafvendeligt billede i offentligheden. Stig Tøfting er den bistre, vredladne, eksplosive fodboldspiller, der »er lidt halvkriminel«. En brutalis, der har overført en skyggefuld opvækst til at udspille sine aggressioner i fodboldens rampelys. Han har bemærket, at han af nogle opfattes som et skadet barn og dermed et mangelfuldt menneske, der kan udføre grumme handlinger uden at føle skam - både på og uden for banen.

»Folk dømmer rask væk uden at kende hinanden. Jeg er med på, at man er offentlig person og kan blive udsat for lidt fis og satire. Jeg er skaldet og tatoveret og kan ligne en »udsmider«, og så kan de engelske kommentatorer kalde mig det, fint nok. Men når nogle sviner mig til uden at kende mig og siger, at jeg er sådan en voldstype og psykopat og så videre, det er for langt ude. De må gerne synes, jeg er idiot, fordi jeg har opført mig sådan og sådan i offentlig sammenhæng, det kan jeg sagtens leve med. Men de kender mig ikke som person. De ved ikke, at jeg kan være en utrolig flink, rar og varm person,« siger Tøfting.Der går ikke mange sekunder, før politibilen er der. Jeg sætter mig ind, og vi kører mod politistationen. Jeg når at ringe hjem til Betiina og sige, at »nu bliver jeg anholdt«. Betiina mumler: »Ikke igen. Er det alvorligt?« (Fra »No Regrets«)Jimmy Nissen er Stig Tøftings bedste ven. Han er også medlem af Hell's Angels. Men hvis man tror, det er en anledning til at debattere rockerkriminalitet, kan man godt tro om igen. For Tøfting er moral og etik tydeligvis fænomener, der hører hjemme individ til individ. Nissens domme og hans venners gøren og laden har ikke noget med Tøfting at gøre. Jimmy er »en flink fyr«.

»Jeg kunne aldrig bede ham om at stå til regnskab over for mig om, hvad han går og laver uden for vores venskab. Jeg er ikke en overdommer. Jeg skal ikke bestemme over hans liv, ligesom han heller ikke skal bestemme over mit. Og jeg kunne heller aldrig finde på at slå hånden af ham, fordi pressen bruger ham til at bringe mig på forsiden. Han har da foreslået, at vi afbryder, men det har jeg afslået,« siger Tøfting.

Som er kontroversialitet det hængsel, hvorom Stig Tøftings liv drejer, løber sagerne igennem hele »No Regrets«. Ikke mindst Ketchup-sagen står med et støt billede af en opfarende Stig Tøfting i offentligheden. Også den bringes usminket i selvbiografien: Efter VM i Japan og Korea var det danske landshold på Café Ketchup i København, hvor holdets kok arbejder. Da selskabet var lettere overrislet, bad Stig Tøfting stedets DJ spille landsholdssangen, så de kunne synge med på den. DJ'en nægtede. Tøfting følte, at Ketchups manager efterfølgende nedstirrede ham. Han gik hen til ham og spurgte, om de havde et problem. De kom i heftig diskussion. Stående helt tæt nikkede Tøfting manageren en skalle. En tumultarisk scene udspillede sig herefter. Brian Steen Nielsen og Thomas Gravesen slæbte deres holdkammerat mod udgangen. Én eller anden slog herpå Tøfting. Han vristede sig fri og løb efter en mand, der forlod cafeen. »Jeg løb direkte ind i ham og forsøgte at slå ham samtidig,« fortæller Tøfting.

Manden var Ketchups køkkenchef.

Stig Tøfting tilbragte siden to måneder og tyve dage i det åbne fængsel Møgelkær mellem Horsens og Vejle. Hans fængselsdagbog er trykt i »No Regrets«. Det er herfra, det indledende citat til denne artikel er taget. Det er skrevet af en mand, der på dette tidspunkt burde være alt andet end okay, ifølge hans kone. Men som til gengæld vedvarende insisterer på, at det er netop, hvad han er.Egentlig minder opholdet her mig om træningslejr i fodbold. Er meget på værelset. Ser TV, ringer, læser aviser, blade og bøger og hører musik. Om man kan holde ud eller ej at være her, er selvfølgelig betinget af, at du er okay i eget selskab. (Fra »No regrets«)Stig Tøfting er ikke i tvivl om, at den største og tungeste byrde at slæbe videre som livsbagage var tabet af sønnen Jon. Hans kone, Betiina, bragte ægteparrets spæde søn til hospitalet i en taxa på grund af høj feber. Stig Tøfting hastede hjem fra Bolton i England, hvor hans kontrakt netop var blevet ophævet. Efter et par fortvivlende uger døde sønnen i april 2003 af hjernehindebetændelse liggende i hospitalssengen mellem sin mor, far og storebror.

I dag ligger Jon begravet på Tøftings store grund ved hjemmet i Hørning.

»Det var, som jeg skriver, »mit livs tragedie«. Det var hele vores families store tragedie. Men vi havde altså også tre andre børn, der havde brug for at komme videre. Sådan er det jo,« siger Tøfting.

Det undrer, at Stig Tøfting overhovedet er i stand til at spille fodbold på højeste plan med de vilkår, han er blevet tilskikket undervejs. Eller for den sags skyld har pådraget sig selv. Fra forældrenes død og Randers Cup til eksempelvis voldsdom og landskamp mod Holland. Han mener dog ikke at kunne mindes en eneste kamp i hverken superliga, Premier League, Allsvenskan, Bundesligaen eller på landsholdet, hvor noget uden for banen har påvirket ham indenfor.

»Det er jo det! Når jeg er gået ind over stregen, eksisterer alt det uden om ikke. Det har været en slags frirum for mig gennem livet. Jeg spiller og gør ikke noget andet. Da jeg spillede tysk pokalfinale i 1998 mod Bayern München med en landstræner siddende på tilskuerpladserne for at bedømme mig inden VM, tænkte jeg overhovedet ikke på ham. Og da Se & Hør under det næste VM bragte historien om mine forældres død, fordi de tænkte, nu er han på toppen, så det er nu den historie skal sælges, så kunne jeg sagtens gå på banen og spille. Mine børn skulle have at vide, at farmor og farfar ikke er deres rigtige farmor og farfar, ja. Og min egen farmor skulle have besked, inden hun eventuelt så bladet, selvfølgelig. Men ellers syntes jeg bare, det var latterligt. Jeg havde ikke engang den dér vrede, som jeg kan have, hvis jeg taber en fodboldkamp«.Kun én gang efter selve begravelsen er jeg på kirkegården, og jeg har aldrig været der siden. Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan ikke forklare hvorfor. (Fra »No Regrets«, om forældrene, der ligger på de ukendtes gravplads)Da Stig Tøfting var blevet fyret i AGF, sad han hjemme på terassen sammen med Betiina. Telefonen ringede. Han hørte Morten Olsens stemme: »Nu stopper du ikke! Det eneste du ikke gør nu er at stoppe. Ikke på denne her måde«.

Tøfting var glad for meldingen. Men han ræsonnerede tillige, at landstræneren vist havde glemt, hvordan hans tidligere midtbaneslider er skruet sammen. At han har det dér, han ikke ved, hvor kommer fra. At de ikke skal komme og lægge ham ned og tro, at han ikke rejser sig igen. For i Tøftings verden er nederlagene de sår, igennem hvilke der åbnes for det stof, man virkelig er gjort af. Tøfting ved det. Han har sandet det: Der skal ikke mere end et enkelt offer til at nægte at spille sin tildelte rolle, før de, der fældede dom, tvivler på sig selv.

»Ting i bagagen,« siger Tøfting og udtaler ordet med dyb sarkasme. Som repræsenterer præcis dette ord alt, hvad han hader ved andres fordomsfulde syn på ham.

Langt nede under os her i loungen på Gothia Towers går hjemtrafikken sin gang. Stig Tøfting spiller sin sidste kamp i Häcken BK på dagen for denne artikel. Han kom hertil efter fyringen fra AGF. Måske ikke ligefrem en prangende klub. Træningsanlægget ligger i et kvarter, hvor de parkerede biler har ratlås på. I nærheden findes et mødested for drankere, der ind imellem tropper op og sætter sig på medbragte havestole for at råbe efter spillerne. Den svenske arbejderklub ønskede at slutte sin første sæson i den bedste svenske række med at overleve. Hvilket blev sikret for flere kampe siden. Ikke mindst på grund af den 36-årige dansker. At overleve er noget Stig Tøfting er god til.

»Jeg gav ikke mig selv gode odds her. Vi taler om en klub, alle mente var i stor fare for at rykke ned igen. Men det var igen den dér med kampen mod mig selv. Om man så er 100 år, er det lige meget, bare man kan spille fodbold. Det med AGF er jo ikke et spørgsmål om bagage. Heller ikke om følelser. Du har en kasse til venstre, og i den opstår der et minus ved at ansætte Stig Tøfting, fordi nogle sponsorer melder fra. Så har du en kasse til højre, og i den kommer der nogle andre sponsorer til samt nogle tilskuere og måske sportslig fremgang. Så trækker du venstre fra højre, og ser om der er plus eller minus,« siger Tøfting.

Længere er den ikke. Der er ingen grund til at være sentimental omkring det. Desuden er det ikke slut. Ikke før Stig Tøfting selv siger det. Han kigger prøvende på én for at se, om man har fattet regnestykket og kan se facit. »Men det ved ingen selvfølgelig, før det er prøvet,« tilføjer han.

Stig Tøftings mobil ringer igen. Han tager den. Det er Betiina.

Alt er okay.»No regrets« er blevet til i samarbejde med journalist Lars Steen Pedersen. Den udkommer på People's Press tirsdag 25. oktober. Bogen anmeldes på udgivelsesdagen på avisens sportssider.

INFOshop: Det er cool at læse bøger